Mattias Martinson, professor i systematisk teologi ved Uppsala Universitet, Sverige:
I Sverige er det ikke højt profileret at læse Kierkegaard. Mange tænker ham desværre som ham, der sagde dét der akavede med at adlyde Gud. Der er en grundlæggende tendens til at læse ham som filosof og undgå at beskæftige sig med hans kristendom. At prøve at rense filosofien på den måde, og det er der nogle i Sverige, der ønsker, men det mener jeg er latterligt.
Andre er meget optaget af hans biografiske liv. Men jeg synes, det ville være befriende, hvis folk turde løsrive sig lidt fra Regine, faderen og alt det der og anerkende de steder, hvor han filosofisk og teologisk træder ny grund.
LÆS OGSÅ: Troen er et forhold mellem Gud og hiin enkelte
Som teolog er jeg interesseret i den måde, hvorpå han bruger sin kristne position til at tænke over verden og sit eget liv. Han ser på en måde sig selv som ortodokst kristen alligevel bliver han løbende væk fra sin egen teologi, imens han skriver, vender tilbage og bliver væk. Og det er selvfølgelig interessant. Han tør løbe nogle risici med sit eget teologiske standpunkt, som det hverken er set før eller siden.
Mladen Dolar, professor i filosofi ved universitetet i Ljubljana, Slovenien:
Slovenien var en del af det socialistiske Jugoslavien, da jeg læste filosofi. Hos socialisterne var der et ubehag ved Kierkegaard på grund af det kristne islæt. Kierkegaard blev set som en slags bindeled mellem Hegel og Marx efter devisen alt leder i sidste ende til marxismen.
Men så faldt Jugoslavien fra hinanden, og nu ser man anderledes på ham. Folkets agtelse for den katolske kirke i Slovenien er meget lav for tiden. Paven har lige fyret ærkebiskoppen, og det er aldrig sket før. Der er en stærk interesse for at forny kristendommen og der er Kierkegaard en vigtig kilde. Ikke fordi han er lutheraner, men fordi han står for det enkelte menneskes forhold til Gud.
Slovenien er kun et lille land, men der har i hvert fald været tre-fire nyudgivelser af Kierkegaards værker det seneste år.
Der er især fokus på, hvordan han kan bruges psykoanalytisk, og hvordan det ad omveje har vist sig, at Kierkegaard lå inde med en hel del manglende brikker til Freuds puslespil.
Mary-Jane Rubenstein, lektor i religionsstudier ved Wesleyan University, Connecticut, USA:
De studerende, jeg underviser, elsker Kierkegaard. Jeg har set dem blive overvældede, bekymrede og fortvivlede over ham. De læser hver eneste lille fodnote og holder fester, hvor de udelukkende taler om ham.
Der er forskellige skoler i forståelsen af Kierkegaard i USA. På universiteternes filosofifakulteter er han en bisætning, der bruges som introduktion til at læse nyere eksistentialister. På kristne skoler fokuserer protestantiske teologer skarpt på hans forhold til Gud. For dem er han en god, ortodoks kristen. Personligt mener jeg, det er forkert at placere ham enten i den ene eller den anden kasse. Når Kierkegaard engang imellem dukker op i populærkulturen, for eksempel i en Woody Allen-film, så er det dog altid som den kristne figur, der går til ekstremer for Gud.
Kierkegaard bliver i USA set som relevant, fordi vi går ind i en stigende kapitalistisk og teknologisk verden. Men det, som er allermest vigtigt, kan ikke masseproduceres, deles ud som slik eller forklares i et fem minutters nyhedsklip.
I dag lærer små børn lynhurtigt, hvordan de skal tænde for en computer. Og det er let som ingenting at lære at købe sko. Men den viden, som Kierkegaard søgte, er ikke én, der kan købes og konsumeres. Han vidste, at det vigtigste i livet er det, man skal brydes med.
Jonathan Lear, professor ifilosofi ved University of Chicago, USA:
Kierkegaard bliver desværre ignoreret på de fleste filosofi-fakulteter i USA. Og det skyldes, at man tænker ham som en religiøs tænker, og der skelner man hårdt i mit hjemland. De store, prestigefyldte universiteter som Yale er ofte sekulære, og nogle nærmere antireligiøse. Men i Chicago er der en historisk tradition, og derfor underviser og forsker vi også i Kierkegaard.
Hans teologi er for mig meget alvorlig og tung. Jeg ville ønske, han havde sagt: Vi skal nå Gud gennem hinanden. Men han mente, at vi skal nå hinanden gennem Gud.
Jeg lærte selv Kierkegaard at kende som collegestuderende sidst i 60erne som 18-19-årig. Vi protesterede imod Vietnamkrigen, og jeg kan huske, at jeg en dag købte et eksemplar af magasinet Time, hvor forsidehistorien handlede om vores generation. Der var et citat af Kierkegaard i artiklen, som slog mig. Det var noget i stil med Fravær af definition er et tegn på takt. Da jeg så det, tænkte jeg: Dét der det siger noget!
Jeg fandt senere ud af, at det stammer fra Enten/Eller, og det var først endnu senere, at jeg fandt ud af, at Kierkegaard i virkeligheden gjorde grin med én, der sagde sådan i det citat. Kierkegaards ironi er i øvrigt et emne, jeg taknemmeligt er vendt tilbage til siden.