Sådan skal en bog skrives og fremstilles

Delikat udgivelse om arkitekten Finn Juhls mesterværk i FN-bygningen i New York, hvor hans idéer til Formynderrådssalen er nyfortolket i fornem stil

Det fantastiske loft med bølgende hegn, der skiller de farvede kasser med lys og ventilation. –
Det fantastiske loft med bølgende hegn, der skiller de farvede kasser med lys og ventilation. –. Foto: Hans Ole Madsen/.

Der er bøger, der er afsluttede i den forstand, at der er kælet for boghåndværket, at der er læst korrektur, gode billeder, godt tryk. Bogen om Finn Juhls Formynderrådssal i FN-bygningen i New York handler om en færdiggørelse, en fornyelse, en revitalisering. Det er også bogens endegyldige påstand i sidste sætning. Man må nok uden den store modstand give Karsten R.S. Ifversen ret. Det er denne, der også er arkitekturanmelder på Dagbladet Politiken, der er hovedforfatteren. Den amerikanske arkitekt Michael Sheridan har skrevet forordet, mens Birgit Lyngbye Pedersen har gennemgået byggesagen. Ifversen gør det også, men har nok så meget fokus på den restaurering, Danmark har betalt, og som blev afsluttet i 2013.

Formynderrådet var den FN-organisation, der skulle varetage afkoloniseringen af en række store områder, en arv fra Folkeforbundet. Dels tog den proces ende, dels kom der mange flere lande med i FN. Derfor var salen med tiden ikke hensigtsmæssig i den form, Finn Juhl havde givet den i 1950-52. Der foretoges nogle indgreb, der nu er slettet. Dog er man ikke gået slavisk og perspektivløst tilbage til urformen. Idéen bag den konkurrence om nyt inventar, der blev udskrevet, var, at Juhls idéer skulle nyfortolkes, hvilket de i fornem stil blev af vinderne, Kasper Salto og Thomas Sigsgaard.

LÆS OGSÅ: Velfærdsknaster og knopskydninger

Men først til sagen. Hvorfor Danmark? Det kan ikke besvares, hvorfor de tre nordiske lande Norge, Sverige og Danmark fik lov til at sætte deres præg på FN-bygningen ved de tre sale, der blev tegnet af fremtrædende nordiske arkitekter. Det kan måske have med det faktum at gøre, at Trygve Lie var FNs første generalsekretær.

Hovedsagen er, at de nordiske lande fik en enestående chance for at markere den særlige skandinaviske modernisme renset for historiske referencer hinsides verdenskrigens helvede. En modernisme, der skulle signalere demokrati, en ny verden. Det lykkedes ifølge bogens forfattere bedst for Finn Juhl, der fik opgaven med støtte fra det officielle Danmark en slags gave til FN. Meget spændende er det at læse, at FN er en organisation, der ikke bruger mange penge på sådan noget som arkitektur og vedligeholdelse. Indtil den store masterplan fra 2007.

Juhl designede et fantastisk loft med bølgende hegn, der altså hang nedad og skilte de farvede kasser med lys og ventilation. Han tegnede de elegante stole med brede armlæn FJ51 til diplomaterne, men måtte acceptere de amerikanske stole, der overalt i bygningen anvendtes til sekretærerne. Listekonstruktionen på væggene og de delikate lamper afslører ham som en sand elev af Vilhelm Lauritzen mesteren for Radiohuset og lufthavnen i København. De to danske forfattere får ubegribeligt meget med. På de godt 100 sider lærer man virkelig meget. Det er så dygtigt og professionelt skrevet, at man først siden opdager det enorme input, man har fået.

Ifversen gennemgår forbilledligt genskabelsen af salen med alle de gode historier, der hører med. Herunder dronning Margrethes råd der også var en konstruktionsmæssig forbedring: et lille spring i det bøjede træ, der skulle forhindre forhandlerne i at tabe deres papirer!

Til slut i bogen er der tidslinjer og et katalog over de enkelte elementer i salen. Hvordan de er genskabt, restaurerede eller modificerede. Endelig en skarp bibliografi til videre læsning om bogens mange enkeltemner. Sådan skal en bog skrives; sådan skal den produceres. Og så for 200 kroner! 1000 tak.