Villy Sørensen døde for snart ni år siden. Han blev behørigt hyldet i en række nekrologer, der så ham som den kritiske viderefører af Georg Brandes og Poul Henning-sens idéer.
Han havde både været en stor skikkelse inden for dansk litteratur, kultur og politik. Han havde skrevet "Sære historier" (1953), bedrevet original kultur- og litteraturkritik og været med til at skabe en hel politisk bevægelse med "Oprør fra midten" (1978).
Hans betydning for både jævnaldrende og yngre generationer kunne næppe overvurderes, fordi han havde været en autoritet og et fyrtårn.
Han kunne give et reflekteret bud på, hvad man kunne mene om dette og hint, han angav en ofte gylden middelvej som vejen, ad hvilken man skulle bevæge sig mod de højere samfundsmæssige mål. Sørensens radikalisme var af den moderate, humanistiske slags. Hverken højre eller venstrefløj var hans sted. Hans oprør fandt konsekvent nok sted fra midten.
At Sørensens radikalitet var af moderat art, er dog en sandhed med modifikation. Hans første sære historier var nemlig så kontroversielle og aparte, at Wivels Forlag ikke ville udgive dem. Den 23-årige forfatterspire fik sine historier i hovedet igen med en ordentlig svada fra Ole Wivel, der mente at "mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge". Og Wivel fortsætter: " H.C. Andersens eventyrsprog er her oversat til et plastic- og babysprog af en ofte blændende artisme, men uden den kraft, man fx finder i Frank Jægers hverdagshistorier eller Leif E. Christensens noveller. Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til at tænke på en tålmodig onanist."
Forlaget Gyldendal ville imidlertid gerne udgive historierne, men det tog det meste af ti år før første oplag var solgt, og det var først i løbet af 1960?erne, at de nåede den berømmelse, de også har i dag. De vandrede ind i et hav af antologier og blev undervisningsstof i både folkeskolen og gymnasiet. Havde Sørensen en bizar fantasi, så var han sær på en måde, som fascinerede og inspirerede. Hans historier, der som oftest har et filosofisk perspektiv, kaldte på læserens eftertanke og refleksion. Det er ikke mindst i deres evne til at udfordre tanken, at de stadigvæk har deres væsentlige potentiale, selvom hans finurlige fantasi i nogle tilfælde også fungerer i sin egen ret.
Sørensen var stor i sin samtid, men er han det også i sin eftertid? Det kan man nu få delvis lejlighed til at bedømme, da hans "Samlede historier" forligger i to digre bind. Det er kun hans litterære værk, der her er udgivet, så man kan se det hele for sig. Men det er også rigeligt. Her er alt, hvad han skrev af stort og småt fra debuten med "Sære historier " i 1953 og frem til samlingen "Bagateller", udgivet i 2002. Den mest iøjnefaldende forskel på den yngre og ældre forfatters historier er, at han først udvikler et originalt fortælletalent og dernæst primært udfolder sig som genfortæller af verdenslitteraturens store fortællinger. Han skriver således først så berømte – og berygtede – historier som "Blot en drengestreg", "Tigrene" og Soldatens juleaften", mens han senere genfortæller Ragnarok og historierne om Odysseus og Ødipus.
"Blot en drengestreg" er den absurde og groteske historie om et par brødre, som i deres iver efter at redde en mindre dreng med en hudafskrabning forsøger at save hans ben af. De har med et halvt øre og en lige så lille forstand hørt noget, som "far kaldte bakterier og mor baciller, hvorfor storebror foretrak at kalde dem bakciller, mens lillebror kaldte dem batterier". Disse "løjerlige dyr" kan give blodforgiftning, som man kan dø af, hvis ikke benet bliver sat af. Drengene vil da gøre en god gerning og komme i avisen som helte, men sådan kommer det ikke til at gå, for patienten overlever ikke behandlingen. Godt nok er det børn, der agerer, efter en vanvittig logik, men den ligner i alarmerende grad de voksnes.
En løbsk logik får også fatale konsekvenser i "Tigrene". Pludselig en dag indfinder der sig en tigerplage, så alle familier får en tiger, der er ved at æde dem ud af huset. Tigrene kan hverken skydes eller holdes ude af landet ved hjælp af grænseovervågning. De er klart nok ikke fysiske realiteter, men symbolske udtryk for psykiske og samfundsmæssige forhold. Tigrene er ikke noget, man kan udrydde, men noget, man må lære at leve med. Det kan gøres på to måder. Man kan som kvinden Grete lære at leve med sin tiger og integrere den i sit familieliv, eller man kan som digteren Fif skrive om tigeren, bruge af dens fascinationskraft og energi. En kunstner er sådan en, der kan tale tigersprog og dermed tale om det, som naturvidenskaben ikke har begreb om. På den led har Sørensens historier og symbolskabende metode stadig noget for sig.
Det kan umiddelbart se ud, som om Sørensen over en kort periode fra 1953 til 1964 skabte sine originale bidrag til dansk litteratur, mens han senere "blot" var traditionens glimrende formidler. Denne forskel mellem den yngre og ældre Sørensen skal dog tages med et gran salt. Han var nemlig igennem hele sit forfatterskab en flittig genfortæller og genfortolker af traditionens, eller rettere traditionernes, tekster. Allerede i "Sære historier" og "Formynderfortællinger" (1964) havde han fat i legendestof om blandt andet Silvanus af Nazareth og Judas, og så sent som i 2001 genfortalte han bibelhistorie med "Jahve og menneskebørnene".
Den problematiske og tvetydige Judas-figur var en åbenlys udfordring og inspiration for Sørensen, der altid i sine fortællinger har blik for det splittede og dobbelte. I novellen "Om den onde Judas" kombinerer han den græske myte om Ødipus med historien om kongemorderen Judas og brodermorderen Kain. Han lader således Judas? moder have en ond drøm, hvori en sort engel fortæller hende, at hun vil føde en søn, der vil "gøre sig skyldig i så stor en synd, som ellers intet menneske skulle gøre sig skyldigt i". For at beskytte drengen mod denne profeti sætter de ham ud, men han overlever og bliver adopteret af moabitternes sønneløse konge og dronning. Og så kører historien alligevel sin forudsagte gang.
Judas kommer til at indfri profetien, idet han både slår sin stedbroder ihjel og forråder Jesus. Sørensen går ind i det svært fortolkelige felt mellem myte, dybdepsykologi og skæbne. Judas fortolkes nok som det ondes redskab, men rummer også en desperat uskyld, fordi han ikke kan vikle sig fri af den skæbne, han er underlagt.
Sørensen fortolker ikke Jesus som Kristus. Han er ikke kristen, men nok en kærlighedsforkynder med en stærk etisk holdning.
I "Fire bibelske fortællinger" lader han Jesus sige: "Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Bliv i kærligheden og den bliver i jer." Og så udlægger han kærlighedens indviklede natur sådan, at "der ikke er forskel, mellem en selv og de andre, at de andres lidelser er ens egne lidelser, de andres glæder ens egne glæder. Men mens mennesker ellers kun kan vække kærlighed til sig selv, kunne han (Jesus) vække kærlighed til alle, derfor var det ikke til at vide, om det var deres egen kærlighed, han vakte i dem, eller det var hans kærlighed, de overtog, og de slet ikke kunne gøre noget uden ham".
Året 1982 er godt at have in mente, når man læser Sørensens gudefortælling "Ragnarok", for den er stærkt farvet af tiden.
Dette og andre årstal nævnes ikke i "Samlede historier", som derved forlenes med en tidløshed og universalitet, som langtfra alle Sørensens originale eller genfortalte historier har.
De er netop fortalt med hans samtid for øje og ud fra den filosofiske og psykologisk horisont, som var hans. Derved har mange af dem nok deres begrænsning, men adskillige af dem rækker også fint ud over deres tid med bud til vores egen. Hans genfortælling for børn af historien om Odysseus er således kongenialt fortalt med dens vægt på motivet om sønnen, der søger sin far.
Og spaltningshistorierne om "De to tvillinger" og "Duo" er eksempler på en splittelse i mennesket, som er så fundamental, at man bliver nødt til at leve med den splittende kniv i hjertet for ikke at forbløde.
Som Sørensen bruger sine forbilleder såsom H.C. Andersen, kan man selv bruge ham, nemlig som en ofte skælmsk og klog mod- og medspiller. Han tænker for eksempel konsekvent forholdet mellem fædre og sønner, ledere og folket igennem i en historie som "En fremtidshistorie".
Sønnernes oprør bliver tilintetgjort af fædrene, og sønnerne opfører sig præcis som fædre, når de selv bliver voksne. Hvordan det er muligt at tænke en selvstædig tanke, bliver en gåde, som historien ikke selv kan svare på. Den ender i en blindgyde af uopløselige paradokser.
Og dog rummer alle historierne en slags svar på spørgsmålet. De gør det umulige, idet de både gentager og fornyer på en gang. Med traditionen følger et symbolsprog og nogle arketypiske figurer, som Sørensen i vidtstrakt grad genbruger og fortæller om på sin særlige måde med sprogspil og paradokser og en psykologisk og social fortolkningsnøgle. Man fortæller sig selv i forhold til traditionen, som i kraft af genfortællingen bliver holdt levende. Vil man kende sig selv, må man igennem traditionen. Det betyder i dansk sammenhæng, at man må en tur gennem Sørensens historier – og gerne som sønlig oprører.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Villy Sørensen: Samlede historier I og II. 968 sider. 399 kroner. Gyldendal.