I Erling Jepsens nye bog, Min sønderjyske farm, drister drengen Allan sig, da hele familien er samlet om det sønderjyske kaffebord, til at fortælle, at han i skolen har fået lov at prøve at kigge i en stjernekikkert. Oplevelsen gjorde ham glad og svimmel og satte tanker i gang om universets uendelighed og livets endelighed. Nu ønsker han sig selv en stjernekikkert til sin fødselsdag.
LÆS OGSÅ: Tysk hyldest til dansk filosof
Der er stærke paralleller fra den fiktive Allan til forfatteren Erling Jepsen også han ønskede som barn at lade sig opsluge af universets ubesvarede gåder. Men hvor Allan måtte skyde en hvid pil efter drømmen og lægge øre til, at hans stjernekiggeri med stor sandsynlighed ville resultere i, at han blev helt karuselli og derefter indlagt på psykiatrisk sygehus, lykkedes det den bogaktuelle forfatter at finde en trøst.
Som 16-årig stiftede jeg bekendtskab med Søren Kierkegaard, og det var ham, der gav mig tilladelsen til at være karruselli. Det var særlig i efterordet til Gjentagelsen, at jeg fandt accepten af at hylde det uendeliges hvirvel, forklarer Erling Jepsen og citerer de linjer, der kom til at betyde så meget for ham.
Leve tankens flugt. Leve livsfaren i idéens tjeneste, leve kampens nød, leve sejrens festlige jubel, leve dansen i det uendeliges hvirvel, leve bølgeslaget, der skjuler mig i baggrunden, leve bølgeslaget, der slynger mig op over stjernerne.
Erling Jepsen mener selv, at hans fascination af universet skyldtes, at han ligesom Kierkegaard vovede at se et af menneskets grundvilkår i øjnene det, at vi på én og samme tid kommer af uendeligheden og skal tilbage til uendeligheden.
Jeg opdagede, at der er noget, som er uendeligt meget større end os, og jeg syntes, det var smukt at tænke på, at vi ikke kunne fatte det hele selv. Vi går tilbage til evigheden, og den kendsgerning kan blive meget nærværende, når man betragter universets uendelighed. Jeg blev helt svimmel af astronomien, men på en god måde. Jeg følte også godt, at jeg kunne rumme det modsat andre i familien, som havde en anden skrøbelighed end mig min far for eksempel, som vel havde det, man i dag ville kalde panikangst. Jeg blev rådet til at holde blikket mod det nære og kigge ned i stedet for op, fortæller han.
At Erling Jepsen overhovedet blev bekendtgjort med Søren Kierkegaards univers, kan han takke sin dansklærer for. Hun fodrede ham i grundskolen med bøger af høj kvalitet, som han ellers ikke på egen hånd måtte låne for der kunne jo, som han selv lidt ironisk udtrykker det, stå væmmelige ting om sex og sådan noget deri, og det bifaldt hans far ikke. Men dengang havde læreren stadig autoritet, og når bøgerne havde dennes velsignelse, gik det an.
Opvakt af litteraturen købte den sønderjyske teenager Danmarks Litteraturhistorie i fire bind og læste dem fra ende til anden. Men ikke nok med det - hver gang han kom til et hovedværk, fik han skaffet det hjem for at læse det, og således også flere af Søren Kierkegaards værker. Og selvom den store danske filosof ofte kaldes svært tilgængelig, fandt Erling Jepsen stor fornøjelse ved at læse ham.
Jeg kan virkelig godt lide, at han gennemskuer ting. Han har et røntgenblik, og simple ting, som han iagttog på sine gåture i byen, skrev han ned. Meget af det, han så, var ting, jeg også så der, hvor jeg boede. Blandt andet skriver han et sted om, at han forsøger at stoppe et slagsmål, hvor fire mænd er i gang med at tæve to mænd. Da Søren Kierkegaard anfægter denne urimelighed, forsvarer mændene sig med, at de to mænd sammen havde tæsket én mand og nu må bøde for den ugerning. Her indvender Søren Kierkegaard, at hvis den tankegang bliver fremherskende, så vil slåskampene aldrig slutte, for næste gang vil det være otte mod fire og så 16 mod otte. Sådanne slåskampe var jeg også vidne til jeg turde ikke som Kierkegaard blande mig, men jeg følte, at jeg fik et skarpt og logisk indre blik, der støttede mig på min færden, siger han og indrømmer, at han på mange måder genkendte Søren Kierkegaards ensomhed i sin egen ditto.
For Erling Jepsens del skyldtes en stor del af fascinationen af Kierkegaard filosoffens evne til at sætte sig op imod autoriteter. Han sammenligner ham, samtidig med at han forsikrer, at det ikke må forstås som en fornærmelse eller plathed, med den tidligere stjernebokser Muhammed Ali.
Begge stillede de sig op mod de allerstærkeste. Kierkegaard sagde de mest provokerende ting, og bagefter havde han ingen parader oppe det havde Muhammed Ali heller ikke. Men når man mindst ventede det, slog de til og alligevel kom de sjældent ned med nakken. For sådan en sønderjyde som mig, der ofte fik at vide, at man skulle holde lav profil og ikke prale, var det fantastisk med sådanne nogle fyrtårne, siger Erling Jepsen og fortsætter.
Klap nu lige hesten, stik lige fingeren i jorden, og vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får det var ordsprog, jeg hørte igen og igen. Så var det skønt at opleve nogen, der ikke efterlevede dette, men derimod turde satse alt og først og fremmest sig selv, siger han.
Også Søren Kierkegaards kritik af kirken som institution vakte genhør hos Erling Jepsen. Selvom hans egen familie ikke var indremissionske, bar hverdagslivet præg af, at mange i lokalområdet havde tilhørsforhold dertil. Blandt andet spillede Erling Jepsen og hans familie aldrig kort ikke officielt i hvert fald, for det gjorde man ifølge de missionske ikke. Og ligesom Søren Kierkegaard særligt i sine sidste år angreb kirken og beskyldte den for at have forfalske kristendommen, og enhver, der deltog i gudstjenesten, blev kaldt medskyldig i at holde Gud for nar, kunne også den unge Jepsen betvivle ægtheden hos de indre-missionske.
Jeg kunne godt lide tanken om, at man kunne læse noget i Bibelen og være uenig i præstens udlægning kunne det være, at præsten tog fejl, og var de missionske overhovedet så hellige, som de gjorde sig til?, spørger Erling Jepsen.
På sine ældre dage blev den store danske filosof og teolog dog for meget af det gode.
Det blev et ekko for mig, når han begyndte at tale om dommedagsprofeti og om at være bedre end andre et ekko til Indre Missions menighed, som jeg opfattede som meget skinger. På sine sidste dage i livet var Søren Kierkegaard vel nærmest hysterisk, og alt det smukke, han for eksempel har skrevet om næstekærlighed, fortonede sig i snakken om dommedagsprofeti og mørke, siger han og gætter på, at sådan en mand i dag ville blive hjulpet med medicin og psykologhjælp.
På sin vis fik de således ret i Erling Jepsens familie; man bliver vitterligt skø, hvis man kredser for meget om det evindeliges hvirvel, døden og alt det uforklarlige, som Søren Kierkegaard gjorde. Og det skuffede da også lidt, at han endte sine dage, som han gjorde. Måske af samme grund mener Erling Jepsen derfor også, at Søren Kierkegaard mest er for ungdommen.
Ud over at Kierkegaard var en stor stilist og digter, der formåede at skrive om både det jordnære og det abstrakte, så var han også mit sværd, da jeg var ung ham, der sloges i galakserne, og som ingen spurgte til, når han vendte hjem, siger Erling Jepsen.