Søren Kierkegaard var et musisk menneske. Vi kender hans kærlighed til Mozarts musik, især Don Juan, som han jo lod sin æstetiker skrive en stor afhandling om i Enten-Eller. Hvad der er mindre kendt, er, at Søren Kierkegaard selv har haft en række komponisters bevågenhed. Han er blevet sat i musik. I grunden mærkeligt, at det skete så relativt sent, når man tænker på de enestående lyrisk-musiske tekster i store dele af forfatterskabet. Kierkegaard er musik!
I 1843 skriver han: Jeg sidder og lytter til tonerne i mit indre, musikkens glade vink og orglets dybe alvor; at sammenarbejde dem, det er en opgave () for et menneske, der i mangel af større fordringer til livet indskrænker sig til den simple, at ville forstå sig selv.
LÆS OGSÅ: Kierkegaards centrale tanker om personlig tro
Den første, der satte Kierkegaard i musik, var den amerikanske komponist og passionerede Kierkegaard-læser Samuel Barber (1910-81). Han havde især sans for de opbyggelige tekster og fandt frem til seks bønner fra Papirerne, Kjærlighedens Gjerninger og Talen om Guds Uforanderlighed. Six Prayers of Kierkegaard er fra først i 1950erne og kan sammen med Barbers The Lovers fås på cd.
I løbet af de seneste 10-20 år har en række danske komponister også ladet sig inspirere af Kierkegaard. Det drejer sig blandt andre om Niels Viggo Bentzon, John Frandsen, Finn Høffding og Michael Bojesen. Deres musik kan høres på cden Kierkegaard set to Music fra 1997, der også rummer interessante indslag af Howard Boatwright og Samuel Barber. Komponisterne henter deres tekster fra Diapsalmata, Johannes Forføreren og de opbyggelige skrifter.
Et af de nyeste forsøg på at sætte Kierkegaard i musik er multiprojektet Kierkegaard og kærligheden, der blandt andet rummer nykomponeret musik til Kierkegaard-tekster af Younghi Pagh-Pan og Chaya Czernowin. Projektet turnerer i øjeblikket i både Danmark og Tyskland.
Men når disse værker er nævnt, vil den kyndige dog savne endnu en komponist, nemlig Knud Jeppesen (1898-1972). Han er den herhjemme, der først satte Kierke-gaard i musik i værket Tvesang fra 1965 (Tvesang til tekster af Grundtvig og Kierkegaard samt Johannesevangeliet og Brorson, for tenor, bas, dobbeltkor, orkester, klaver og orgel).
I folkelige sammenhænge sker det, at vi synger Knud Jeppesens melodier (for eksempel Du gav os, o Herre, en lod af din jord), men ellers er der meget stille omkring ham. Alligevel fylder Knud Jeppesen meget i dansk musikliv. Han er en af de store med et omfattende værk bag sig, hvilket man kan forvisse sig om ved at kigge i Thomas Holme Hansens katalog over Knud Jeppesens værker.
Denne uhyre flittige mand organist, komponist, musikteoretiker, den første professor i musik ved Aarhus Universitet, polyfoniens og kontrapunktikkens mester skrev som nævnt sit store symfoniske værk Tvesang i 1965. To år senere, den 12. januar 1967, blev værket uropført ved en torsdagskoncert i Radiohuset med Radioens Symfoniorkester og Radiokoret og som solister Niels Brincher og Odd Wolstad, under Mogens Wöldikes ledelse.
I programmet til koncerten skriver Knud Jeppesen:
Tvesang er navnet på et symfonisk korværk bygget over tekster fra de to største religiøse ånder i det 19. århundredes Danmark. Tanken at stille disse to, i meget så kontrære, men i åndelig storhed og digterisk genialitet jævnbyrdige, op mod eller side om side i et musikværk, undfangede komponisten allerede for en del år siden, men først i 1965 blev arbejdet hermed ført til ende.
Men hvordan gestalter Knud Jeppesen så sit værk? Han deler det op i tre dele: Prolog i Evigheden, Dialog i Timeligheden og Epilog i Evigheden.
Meget oplagt lader han nogle vers fra Johannesprologens vældige hymne til skaberordet danne optakt til modstillingen af Grundtvig og Kierkegaard, de to store Ordets forkyndere i det 19. århundredes Danmark, som Jeppesen videre karakteriserer således: Den ene talte dristigt og bredt ud til folket. Han var en høvding. Den anden, ene i sit lønkammer, i angst og bæven for den levende Gud.
Den første salme, Knud Jeppesen tonesætter i Tvesang, er Grundtvigs digt Ordet var fra arilds tid med omkvædet ordet som det lyder. Der er en vældig kontrast fra den hymniske dimension i Grundtvigs digt til den Kierkegaard-tekst, der følger efter. Vi stiger bogstaveligt talt fra åbenbaringsbjerget ned i dalen.
Kor og orkester erstattes af solostemme med klaverledsagelse i en recitativisk, arios form. Vi befinder os i en kristelig tale fra 1848: Alle ting må tjene os til gode, når vi elsker Gud. Accenten ligger på dette lille når. Det er en evig forandring, mærkeligere end den mærkeligste begivenhed i verden, når et menneske kommer til at elske Gud.
Kierkegaard beskæftigede sig ikke med troens hvad, men samlede sig helt om troens hvorledes, tilegnelsen, inderligheden, subjektiviteten: Den objektive uvished fastholdt i den mest lidenskabelige inderligheds tilegnelse, er sandheden, den højeste sandhed, der er for en eksisterende. (Johannes Climacus i Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift).
Værket går videre med Grundtvigs vidunderlige salme Op til Guds hus vi gå, som Knud Jeppesen tonesatte allerede i 1951, og som er indsunget og værdsat i mange menigheder. Som overalt i værket får hvert vers sin særlige accentuering. Indholdsmæssigt er det menigheden, Guds børneflok, der lovsynges, fordi han har til alle nok. Her er noget, som Kierkegaard ikke var særlig tryg ved. Han er kritisk over for de højder, menigheden om søndagen svinger sig op til, for hvordan skal man komme ned på jorden igen om mandagen?
Med profetisk skarphed så Kierkegaard mængdens fare. Mængden vil storme ind i evigheden, men det vil ikke lykkes den. Evigheden splitter mængden ad ved at give hver især en uendelig tyngde, ved at gøre ham tung, som den enkelte.
Det at være en enkelt er grundbevidstheden i et menneske, hans evige bevidsthed. I et par klip fra den store skriftemålstale Hjertets Renhed er at ville Eet fra Opbyggelige taler i forskellig Aand (1847) anbringer Knud Jeppesen et kierkegaardsk korrektiv til mængde og menighed. Meget skarpt siger Kierkegaard et sted, at menigheden forekom ham en utidig foregribelse af evigheden.
Ved uropførelsen i januar 1967 fik Tvesang et overvældende bifald. Men siden er værket blevet glemt. Det tegner ikke til, at Tvesang vil blive genopført her i jubilæumsåret. Men man kan jo altid håbe, at det vil få en chance for eksempel i 2017, når vi skal fejre reformationsjubilæet.
Hvad ville være mere oplagt end at fejre reformationen ved en genopførelse af Tvesang med dens hyldest til disse to lutherske reformatorer, eventuelt sammen med Mendelsohn-Bartholdys reformationssymfoni?
John Busk-Jepsen er maler og pastor emeritus.