Det føles selvfølgeligt, at grusvejen, der fører frem til Søren Ryge Petersens hus, er meget lang. Og det føles lige så selvfølgeligt, at der er fritgående høns på gårdspladsen, afblomstrede georginer i haven, og at han smilende byder velkommen iført fleecetrøje og tændt pibe. Sådan kender vi Søren Ryge Petersen, og sådan er Søren Ryge Petersen.
Tanken om, at jeg skulle bo inde i en by ... sådan komme hjem til en lejlighed og ikke gå ud mere den dag ... Den tanke er helt absurd for mig, siger han langsomt, som om han smager på hvert ord, og sender samtidig sit blik på langfart ud ad vinduet.
LÆS OGSÅ: Et uforløst nationalsymbol
Dét, han kigger ud på, er vel Danmarks kendteste have. Herfra har han siden 1988 sendt direkte fjernsynsudsendelser, og sammen med alt det andet, han har lavet på tv, er det i årenes løb blevet til mere end 500 programmer. Dertil kommer hans mange bøger og ugentlige skriverier i dagbladet Politiken.
Under det meste har der ligget en klangbund af naturglæde. Hvilket i virkeligheden er et paradoks, for ifølge Søren Ryge Petersen lader glæden ved at færdes i naturen sig vanskeligt beskrive med ord.
Ikke desto mindre har han netop afsluttet, hvad han selv kalder en af de gladeste skriveperioder i sit liv. Resultatet kan ses i bogen Naturglæde, en flot indbundet såkaldt coffeetablebog, hvor Søren Ryge Petersens fortællinger er sat sammen med maleren Johannes Larsens tegninger og malerier af natur, først og fremmest fugle.
Jeg kan nærmest ikke sætte ord på, men så kravler jeg jo rundt om det og får så alligevel skrevet noget. Men det er svært, for det skal for Guds skyld ikke være banalt.
Hvad er din metode?
Min metode er at være meget spontan og meget personlig. Jeg går ikke ud og oplever det med andres øjne, men prøver på at sætte ord på det, jeg selv har oplevet. Det handler om ikke at opskrive noget, altså eksempelvis finde en ny betegnelse for solopgangen, men om at være meget ærlig over for den allerførste tanke, der flyver igennem mig. Men det er altså svært at forklare, siger Søren Ryge Petersen og slår beklagende ud med armene.
Af samme grund havde han aldrig tænkt sig, at han skulle skrive en bog om naturglæde. Bare sådan. Uden nogen særlig vinkel. Det virkede umiddelbart alt for stort og uoverskueligt. Men forlaget Lindhardt og Ringhof havde tænkt noget andet, og da de ringede, var Søren Ryge Petersen mindre end 10 sekunder om at sige ja.
Alt det der naturglæde-halløj har jo altid været der, men her fik jeg pludselig mulighed for at gøre det til hovedtemaet. Da idéen var plantet, virkede det indlysende, for overordnet er naturen jo for mig en kæmpestor glæde, ja, den er så stor, at jeg vil sige, at den er uundværlig for mig. Naturglæde er ikke noget, jeg finder derude, den er inden i mig.
Naturglæde er ifølge Søren Ryge Petersen subjektiv og noget, man dybest set kun kan opleve med sig selv. Det handler blandt andet om at kunne færdes i naturen uden noget formål. Ikke motion, ikke pædagogik, ikke arbejde. Bare gå rundt derude og sanse.
Som i morges, da jeg hørte vindroslen. En helt speciel lyd, som jeg ikke kan gengive, men som gør mig glad. Fordi den lille fugl er på vej fra ynglestederne i nord til overvintringen i syd og så lige vælger min have som det sted, hvor den stopper op for at hvile og spise. Det er stort, siger Søren Ryge Petersen.
Er naturglæde noget ufornuftigt?
Ja, i høj grad. Den eneste sammenligning, jeg kan komme i tanke om, er det at lytte til musik. Musik, vi virkelig godt kan lide, skaber gode følelser i os. Det samme gør naturen. Naturen er også på samme måde som musik entydig, altså, jeg ved, at der kommer en flok trækkende gæs, længe før jeg kan se dem, fordi jeg har hørt den lyd så mange gange. På samme måde kan jeg have det med en akkord, altså, at jeg ved, det er Brahms, fordi han har sin helt egen klang, siger Søren Ryge Petersen og tilføjer:
Musikglæden kommer ligesom glæden ved naturen indefra, og den kommer i forbindelse med en oplevelse. Den glæde, som et godt stykke musik vækker i dig, kan ikke forklares, men så prøver jeg alligevel en gang imellem.
Han har det meste af sit liv lyttet til klassisk musik, og hans tv-udsendelser er næsten altid krydret med kortere eller længere passager af klassiske værker. Derfor er det heller ikke fremmed for ham, når han på søndag debuterer som radiovært på Danmarks Radios P2. De kommende seks søndage vil han klokken 8 præsentere P2-lytterne for klassisk musik og fortællinger. Det sidste er vigtigt, for det er det, Søren Ryge Petersen kan. Fortælle.
I bogen Naturglæde er der fortællinger om barndommens cykelture i modvind, familieturene til Rømø, kastanjetræet, der lagde grene til læsning af den nyeste Tarzan-bog, og svalerne, der byggede de fineste reder. Fortællinger om det at sidde på en bænk og lave ingenting eller om det at gå ud om natten og lytte efter fugletræk.
Der er jo mange måder at anskue naturen på, blandt andet de bekymringer om naturens tilstand, som vi allesammen kender til hudløshed. Dem finder man ikke et eneste sted i bogen, for det falder mig simpelthen ikke først for. Når jeg hører vin-droslen, så går jeg ikke og tænker på, at den kommer oppe fra Island, hvor bræerne er ved at smelte på grund af den globale opvarmning, nej, jeg nyder den bare. Jeg ved jo godt, at det på grund af menneskeskabte problemer kan gå den forkerte vej, men det hænger mig altså langt ud af halsen, fordi det blokerer for den helt elementære, basale naturoplevelse, som vi allesammen kan opleve i så rigt mål, hvis vi gider, siger Søren Ryge Petersen, der betegner sig selv som et både optimistisk og romantisk menneske.
Men jeg har altså også denne her næsten primitive opfattelse af, hvad der er god natur. Jeg går ikke nødvendigvis ind for mangfoldighed, eksempelvis er ræven min fjende, fordi den tager hønsene. Jeg elsker mine høns. Når jeg kommer ud en morgen og ser en ræv luske rundt på marken, så tænker jeg ikke som de fleste: Hvor fint, at der går en ræv der. Nej, jeg tænker straks på, om jeg kan komme til at skyde den.
Når en stor del af fortællingerne i bogen er hentet fra barndommen, er det ingen tilfældighed, men noget, der er kommet helt naturligt for Søren Ryge Petersen i skriveprocessen. For 10-20 år siden ville han ikke have skrevet sådan, men nu, hvor han nærmer sig de 70 år, er fortiden og barndommen på en måde rykket tættere på og får stadig større betydning.
Altså, jeg tror egentlig, det er meget almindeligt. Jeg kan mærke, at når jeg snakker med mine søskende, fætre og kusiner, så snakker vi om barndommen, som vi aldrig har gjort før. Tidligere i livet var vi meget mere optagede af, hvad der skete lige her og nu, men med alderen dukker flere og flere erindringer og associationer fra barndommen op.
Hvilken betydning har de naturoplevelser, vi får som børn, tror du?
For mig har det en fuldstændig afgørende betydning, og sådan tror jeg mange har det.
Søren Ryge Petersen kendte Johannes Larsen, som de fleste voksne danskere kender ham: som naturmaleren fra Fyn med det smukke museum i Kerteminde. Men da han begyndte at arbejde med bogen, dukkede et for ham hidtil ukendt sjæleligt slægtsskab med den afdøde maler op.
Jeg tror, vi er ens i vores glæde over naturen. Når jeg kigger på hans fugletegninger og malerier, så tænker jeg, at Johannes Larsen var lige så glad for at se det gåsetræk, lærkerne eller viben, som jeg er. Han ville ikke gøre så meget ud af at tegne de fugle, hvis det ikke var, fordi han kunne lide dem. Jeg omsætter det til ord, men naturglæden har vi tilfælles.