Tæt på omstridt religiøs leder

Journalist Freya Skov har i ny bog forsøgt at komme ind under huden på bevægelsen Evangelist og dens leder, Christian Hedegaard

I sin nye bog lykkes det Freya Skov at levere stærke nyheder om en bevægelse, som ellers har været i pressens søgelys i mange år. --
I sin nye bog lykkes det Freya Skov at levere stærke nyheder om en bevægelse, som ellers har været i pressens søgelys i mange år. -- Foto: Leif Tuxen.

Det kræver både modighed og tålmodighed at gå i gang med den opgave, som den tidligere journalist ved Kristeligt Dagblad Freya Skov har sat sig for, nemlig at skrive en bog om Danmarks vel nok mest omdiskuterede kirkelige bevægelse og dens mindst lige så kontroversielle leder.

Christian Hedegaard er kendt for sin meget konfronterende og nogle gange koleriske stil over for kritikere og særligt over for kritiske journalister, og hans organisation lader ikke Forsvarskommandoen meget efter, hvad angår lukkethed og hemmelighedskræmmeri. Men Freya Skov har kastet sig over opgaven, og hun har klaret den pænt.

Således lykkes det hende i bogen at levere stærke nyheder om en bevægelse, som ellers har været i pressens søgelys i mange år. For eksempel kan Freya Skov afsløre, hvordan grupper af evangelister forsøger at rekruttere nye medlemmer blandt misbrugere og hjemløse på Vesterbro i København.

Gennem ivrigt journalistisk arbejde kan Freya Skov også fortælle, at det ikke passer, når Evangelist oplyser, at deres centre har et godt samarbejde med de kommunale myndigheder. I de fire kommuner, som Evangelist har eller har haft centre i, har kommunerne mere end svært ved at genkende den beskrivelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

En tredje nyhed i den nye bog om Evangelist er, at Viborgs biskop, Karsten Nissen, i 2005 deltog i et hidtil hemmeligholdt møde i den vestjyske by Arnborg, hvor han sammen med lokale kræfter prøvede at lægge en strategi for, hvordan man skulle imødegå Evangelists stærke satsning i området.

Når det kommer til beskrivelsen af Christian Hedegaard og hans vej frem til hans position i dag, kan man se, at Freya Skov har haft vanskeligheder. Dels fordi Christian Hedegaard selv afviste at medvirke i bogen, blandt andet fordi han ikke kunne få penge for det, dels fordi hun ikke har kunnet få dem, som kender Christian Hedegaard, til at fortælle om ham. "Det ville skabe alt for mange problemer i min menighed. Det er det ikke værd," som en præst med kendskab til Evangelist-lederen siger. Derfor har Freya Skov stort set baseret sin beskrivelse af Christian Hedegaards liv og levned frem til i dag på hans egne selvbiografiske bøger, og hendes bog er derfor på dette punkt uden overraskelser.

En anden svaghed ved bogen om Christian Hedegaard er manglende kildehenvisninger. Mange steder er det svært at se, om Freya Skov refererer fra de samtaler, hun trods hans modstand fra begyndelsen har haft med Christian Hedegaard, eller om hun citerer fra hans bøger, ligesom det ikke fremgår af bogen, når hun citerer fra de interview, Kristeligt Dagblad har bragt med Christian Hedegaard og hans tilhængere de seneste år. Som læser kunne man have haft stor gavn af en liste over de bøger og artikler, som er brugt.

Ved siden af disse kilder har Freya Skov haft stor succes med at interviewe to kompetente forskere, som formår at beskrive og perspektivere det, der finder sted omkring Evangelist og Christian Hedegaard.

Det er også lykkedes Freya Skov at finde frem til to tidligere evangelister, som kan fortælle om forholdene inden for murene i Evangelist. Det er fortællinger om på den ene side en charmerende og karismatisk leder, som viser stor omsorg over for mennesker i problemer af forskellig slags. Men det er samtidig også fortællingen om en benhård leder, som med topstyring og forskellige former for trusler og sanktioner holder medlemmerne i et jerngreb.

Derfor rummer bogen da heller ikke et svar på det spørgsmål, som stilles i titlen, nemlig om Christian Hedegaard er "frelser eller forfører". Det er helt bevidst, at Freya Skov lader svaret være op til læseren af bogen, og det er godt – for også om Christian Hedegaard gælder det, at alle de helt sort/hvide beskrivelser mangler nogle nuancer. Den kontroversielle religiøse leder er en meget sammensat person, og det samme er hans missions- og hjælpearbejde. "Og det kan de færreste forblive upåvirkede af," som Freya Skov ærligt skriver til slut i sin bog.

Freya Skov: Evangelist. Christian Hedegaard – frelser eller forfører? 206 sider. 299 kroner. Documentas

kiil@kristeligt-dagblad.dk