Nobelpristageren T.S. Eliot (1888-1965) er for litteraturen, hvad nobelpristageren Albert Einstein er for videnskaben.
Man ved, at det er overordentlig betydningsfulde mænd på hver deres felt, men man kan ikke helt forklare hvorfor. Med Crawfords store biografi om den unge Eliot bliver læseren dog klogere på forfatterens baggrund, ballast og bevæggrunde for sin digtning, omend Crawford faktisk er tilbageholdende med selvstændige tolkninger af den.
I stedet har den skotske levnedsskildrer begået en ganske nærgående biografi, hvor han ovenikøbet kalder Eliot for Tom. Den intimitet lægger manden ellers ikke op til. I alt fald ikke hvis man skal tro det selvportræt, Eliot satte på vers: ”For hans træk er som skabt til et kald/ Og hans pande er så dyster/ Og hans mund er uden lyster/ Og hans tale er så nydeligt/ Begrænset til: Tal Tydeligt!/ Samt Hvis, Såfremt og Ifald”.
Thomas Stearns Eliot blev født i St. Louis i Missouri, USA. Han kom fra en velhavende og fornem slægt med rødder langt tilbage i amerikansk historie. Men i 1915 bosatte Eliot sig permanent i England, og med sin paraply og bowler endte han næsten som en parodi på en englænder. Samtidig giftede han sig med en smuk britisk kvinde ved navn Vivien Haigh-Wood. Det gik stærkt med giftermålet. Eliot trængte til en drastisk forandring i et liv, der var præget af forsigtighed og forsagthed. Ikke uden grund hedder det ængsteligt i ungdomsdigtet ”J. Alfred Prufocks kærlighedssang”: ”Skal jeg lave skilning bagtil? Tør jeg nippe til en frugt?”.
Desværre var Vivien psykisk syg, og det skulle snart vise sig at være et mareridt af et ægteskab, Eliot havde indgået. Parret blev separeret i 1933, men årene, de tilbragte sammen i gensidig elendighed, udgør det egentlige fokus i Crawfords biografi.
I et interview bemærkede David Bowie engang, at da han var i 20'erne havde han det ad Pommern til, skønt han lavede gode plader. Nu havde Bowie det fortræffeligt. Til gengæld var hans plader ret ordinære. Noget tilsvarende gjaldt Eliot, der fuldendte ”Ødemarken” efter et nervesammenbrud. Der er masser af selvbiografisk stof i berømte linjer som disse: ”Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting”. Crawford viser os, at Eliots onde år blev de mest frugtbare i hans poetiske produktion.
Bogen dokumenterer også, at mødet med digteren Ezra Pound blev afgørende for Eliot. Pound var svær at imponere og aldrig tynget af anfægtelser over sin egen dygtighed. Men Eliot imponerede ham, og mødet blev afgørende, fordi Pound læste det første udkast til ”Ødemarken”. Og det var Pounds styrende hånd, der kondenserede de bedste linjer og dermed udødeliggjorde digtet. Dedikationen i ”Ødemarken” lød derfor: ”Til Ezra Pound, il migli-or fabbro”, den bedre håndværker.
Eliot var belæst som få, og klassikercitaterne fik nyt liv i hans lyrik. Som det sigende hedder i slutningen af ”Ødemarken”: ”Til disse brokker har jeg støttet min ruin”. Hvor nogle af brokkerne til digtets i alt 433 linjer kom fra, kan man læse i Eliots syv sider lange noter til ”Ødemarken”.
”Ødemarken” blev trykt fire år efter Første Verdenskrigs afslutning og beskriver den vestlige civilisations forfald. Seksuelt samkvem fører ikke til noget afkom, og døden giver intet håb om opstandelse. Kort sagt: Der mangler den tro, som giver mening i hverdagen. Digtet kontrasterer vand og tørke, frugtbarhed og goldhed og er rigt på kristne allusioner. Fem år senere - i 1927 - indtræder Eliot da også i den anglikanske kirke og får herefter prædikatet ”en kristen digter”.
Crawfords bog minder om det paradoksale i, at den formmæssigt mest revolutionære digter i det 20. århundrede tillige var blandt århundredets politisk set mest reaktionære forfattere. Selv betegnede Eliot sig som ”litterært set klassicist, politisk set royalist og religiøst set anglo-katolik”. Hvad det sidste angår, gælder, at anglo-katolikkerne anerkender og accepterer den katolske lære, men alligevel betragter sig som medlemmer af den engelske statskirke.
Eliots litteratur og tro vil nok fylde en stor del af næste bind, der er programsat til at handle om den sene Eliot. Men det ville ingen skade være til, hvis Crawford i næste bind brugte mindre plads på Eliots sygdomme, skavanker og særheder og gik mere i dybden med hans digtning. For som Eliot bekendtgjorde i sit litterære manifest: ”Ærlig kritik og lydhør vurdering vil ikke være rettet mod digteren, men mod digtet”.