Der er noget paradoksalt over Jørgen Leths nye og særdeles gode digtsamling ”Det bliver ikke væk”.
På den ene side handler den om kroppens og sprogets opløsning, om døden, simpelthen. På den anden side fremstår digtene så ualmindelig veloplagte og livskraftige, så fulde af nærvær og intensitet, at man vanskeligt lader sig overbevise om, at vi her har at gøre med en gammel og træt digter, der er ved at forfalde.
Disse digte har nok alderdommen og døden som klangbund, men de er hverken patetiske eller sentimentale. Der er sorte huller i hukommelsen. Kønsdriften svigter. Desperationen lurer. Han kan ikke sove. Han går dårligt. Han falder. Han mister orienteringen og fornemmelsen af, hvem han er. Sproget forvitrer. Alligevel er der langt til resignationen. Snarere møder vi et digterjeg, der prøver at finde sig til rette i den situation, han nu befinder sig i.
Sådan taler eksempelvis det erotiske menneske selvbevidst og med humoristisk overskud om den manglende elskov:
”Jeg ved slet ikke, hvad der er sket med/ forplantningsorganet. Den slatne hudfold der hænger/ under maven. Jeg var meget aktiv indtil for et par år/ siden. Elskov var en vigtig del af mit liv. Nu tænker jeg/ ikke på det. Kun på savnet af det. Det er da noget at/ miste. Kan jeg få lysten igen. Det tvivler jeg på. Hvad så/ med tanken om at have lidt til gode på den konto? Noget/ at glæde sig til? Kontoen opbrugt?/ Jeg kan lave regnskab/ Jeg har haft mange skønne/ elskerinder i mit liv. Det har i stort omfang været min/ kurs i livet/.”
I virkeligheden er det en velkendt figur hos Leth, at depressionen, melankolien, tomheden, fortvivlelsen, tabet og nultilstanden ikke medfører apati, men tværtimod er udgangspunktet, ja, måske selve betingelsen for den kunstneriske skabelse. Det blev særdeles tydeligt i digtsamlingen ”Hvad er det nu det hedder” (2011), hvor ikke bare hjemmet, men også livet, kroppen og sproget ligger i ruiner efter det voldsomme og ødelæggende jordskælv, der ramte Haiti i 2010.
De nye digte repræsenterer på mange måder en direkte fortsættelse af den forrige digtsamling, og den genbruger og gentager da også en række temaer og motiver herfra (et andet velkendt træk ved Leths praksis), som for eksempel de herlige gådigte:
”Hvad kan jeg nå på tyve minutter?/ Komme i gang med at gå/ Bare en enkelt tur/ Man skal ikke slide sine skridt op/ Fødderne skal ikke falde af/ Eller slide sit sprog/ Det går ind i sproget/ Det med ikke at blive slidt op/ Går i sproget/ Gå i gang/ At komme i gang/.”
Sproget i digtene er klart, hverdagsligt og let, men også vaklende, forbumlet og søgende. Det kropslige forfald og alderdommen sætter sig i sproget, går ind i sproget, bliver til (et nyt) sprog, nogle steder i en sådan grad, at ordene og betydningen går i opløsning: ”Jeg sover ikke sover ikke sover ikke/ jeer i tal vildrede/ Hvad sal jeg gre/”.
Det er en af bogens helt store styrker, at Leth ikke er bange for med tilpas humor og selvironi at udstille sine fejl, svagheder og mangler.
”Det bliver ikke væk” er vital alderdoms- og forfaldspoesi af den bedste slags. Den er både humoristisk, rå og rørende. Leth kan skrive flydende, associativt, nærmest henkastet og impulsivt, men han kan også levere skarpe og hårde statusopgørelser. Leth er måske gammel, men han er stadig en af vores bedste poeter.