Paul Ricoeur: Tænkeren, der aldrig røg ud ad en tangent

Den nye franske præsident Macrons filosofiske mentor Paul Ricoeur har altid været til stede i Danmark takket være Peter Kemp. Nu har Kemp redigeret en mursten med alle de danske oversættelser af Ricoeurs tekster. Nye læsere kan begynde her, og gamle læsere kan samle op

Den franske filosof Paul Ricoeur (1913-2005) var en af de helt store tænkere i det 20. århundrede, og han har altid på en særlig måde været nærværende i Danmark, fordi filosoffen og teologen Peter Kemp siden 1960’erne utrætteligt og vedholdende har formidlet og diskuteret ham. –
Den franske filosof Paul Ricoeur (1913-2005) var en af de helt store tænkere i det 20. århundrede, og han har altid på en særlig måde været nærværende i Danmark, fordi filosoffen og teologen Peter Kemp siden 1960’erne utrætteligt og vedholdende har formidlet og diskuteret ham. – . Foto: Jürg Müller/AP/Keystone/ritzau.

Den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron er en interessant og løfterig figur. Blandt hans mange meritter tæller, at han i en periode som ung var assistent for den franske filosof Paul Ricoeur (1913-2005). Ricoeur var en af de helt store tænkere i det 20. århundrede, og han har altid på en særlig måde været nærværende i Danmark, fordi filosoffen og teologen Peter Kemp siden 1960’erne utrætteligt og vedholdende har formidlet og diskuteret ham. De blev tidligt personlige venner, og blandt andet kom Ricoeur til København og opponerede ex auditorio, da Kemp i 1973 forsvarede sin doktordisputats ”Engagementets teori” på Københavns Universitet.

På initiativ af Kemp og hans elever er mange af Ricoeurs tekster gennem årene blevet oversat til dansk. De har i sagens natur været spredt rundt på mange udgivelser, men nu har Kemp redigeret denne mursten, ”Paul Ricoeur: Danske værker”, på 650 sider, hvor han har samlet det hele. Her finder man således ikke blot de fire danske Ricoeur-bøger og tekstudvalg ”Sprogfilosofi” (1970), ”Filosofiens kilder” (1973), ”Fortolkningsteori” (1979) og ”En hermeneutisk brobygger” (2002), men også alle de artikler, der har været oversat til forskellige antologier og tidsskrifter, og som bonus hele fem journalistiske interviews med Ricoeur, hvoraf flere af dem er taget under nogle af hans mange besøg i Danmark. Kemp har naturligvis selv skrevet en introducerende indledning, og her kan da nye læsere begynde, mens gamle læsere kan samle op og kigge tilbage.

Franske filosoffer opfatter vi gerne som genialske og excentriske typer, der danner mode med idiosynkratiske vokabularer og verdenssyn. Paul Ricoeur er helt modsat! Han var en rolig og beskeden mand, der frem for alt gerne ville samle tankerne, både sine egne og ikke mindst andres. Han ville formidle mellem forskellige filosofiske traditioner. Som han ofte selv har sagt, gælder det om at opsøge sin modstander dér, hvor han er stærkest, og prøve at slå følge med ham, så langt det nu lader sig gøre. Denne inkluderende og syntetiserende attitude er ikke helt almindelig inden for filosofien, og en del af Ricoeurs samtidige anså ham da også for at være kedelig og omstændelig. At Ricoeur var kristen (protestant), højnede heller ikke hans anseelse i de celebre parisiske miljøer i strukturalismens, psykoanalysens og marxismens epoke. Ricoeur ville dog aldrig betegne sig selv som ”kristen filosof”. Han var filosof med et både personligt og sagligt engagement i etik og kristendom.

Fra sin ungdom var Ricoeur eksistensfilosof med rødder i fænomenologi og hermeneutik. Men han trækker ubesværet på hele filosofiens historie i sine store værker og har en særlig godhed for den tyske idealisme med Kant og Hegel som hovedfigurerne. Ofte skal han dog også lige runde Aristoteles. Skønt han på den måde var fagfilosof ind til benet, interesserede han sig livet igennem for udviklingen i ikke mindst de humanistiske videnskaber: sprogfilosofi, litteraturvidenskab, psykoanalyse, marxistisk ideologikritik, religionsvidenskab, samfundsvidenskab, historiefilosofi og jura. Man kunne blive ved. Han var den store polyhistor, og hans skrækvision for filosofien var, at den skulle isolere sig i selvtilstrækkelighed uden kontakt med de miljøer, hvor der fandt en konkret refleksion sted. Ricoeur var en af de sjældne tænkere (den endnu levende Jürgen Habermas er et andet eksempel), som man kunne støtte sig til i forvisningen om, at de dog havde prøvet at tænke det hele igennem.

Man kan i udvalget savne eksempler på den helt tidlige Ricoeur, der skrev om viljens filosofi og det ondes symbolik. Den sene Ricoeur, der interesserede sig for emner som erindring, selv og anerkendelse, er heller ikke så fyldigt til stede. Det er den ”midterste” Ricoeur fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, der fylder det meste, og der forekommer også en del parallelle tekster med gentagelser af de samme pointer og de samme argumentationskæder. På den måde mærker man, at udvalget er mere kompilatorisk bestemt af de foreliggende tekster end systematisk tænkt.

En del af teksterne har mange år på bagen. I dem tager Ricoeur ikke mindst livtag med den strukturalisme, semiologi og psykoanalyse, der stod stærkt i 1960’ernes Paris. Hvordan kunne en mere ”naiv” forståelse af for eksempel litterære tekster og religiøse symboler overleve dette syrebad af mistænksomhed? Han gør det godt, men man kan savne en aktualisering. Hvad tænkte Ricoeur mon, når intellektuelle modebølger, som han havde brugt en del kritisk energi på, forsvandt under horisonten? Tænkte han, at så var der altså heller ikke mere i dem? Eller tænkte han modsat, at man nu mistede en anfægtelse, man måske stadig kunne have brug for?

I disse Macron-tider er det selvfølgelig interessant at spørge, hvor Ricoeur stod politisk. Jeg fristes til at sige, at han virker som en god socialdemokrat, selvom det begreb ikke findes i fransk tradition. Han er tydeligt kritisk over for liberalismen i den politiske filosofi og skriver blandt andet: ”Hvis individet betragter sig selv som oprindelig bærer af rettigheder, vil det opfatte samfundet og alle de medfølgende byrder som et simpelt sikkerhedsredskab, man kan lade sig beskytte af under forfølgelsen af egne, egoistiske mål, og man vil betragte sin deltagelse som noget betinget og genkaldeligt. Hvis individet på den anden side har den opfattelse, at det fra fødslen står i gæld til de institutioner, der alene gør det muligt for den enkelte at blive et frit handlende menneske, så vil det betragte sig selv som forpligtet over for disse institu- tioner og først og fremmest forpligtet til at gøre dem tilgængelige for andre.”

Det ligger dybt i Ricoeurs filosofiske antropologi, at mennesket ikke er et selvmægtigt væsen. Vi er fejlbarlige, uigennemskuelige for os selv, og vi bliver kun til i mødet med andre og i mødet med de kulturelle traditioner. Som en god elev af Hegel lægger Ricoeur vægt på samfundets institutioner. Det er inden for rammerne af gode og menneskeliggjorte institutioner, mennesket kan realisere friheden. Han var meget skeptisk over for alle anarkistiske drømme om at leve uden for samfundet. Hvis ingen institution formidler friheden, er det kun kaos og død, der venter drømmen uden for murene.

Dette stiller på den anden side store krav til institutionerne: vi skal som mennesker kunne genkende os selv og kunne realisere vores frihed i dem. Ricoeur bliver derfor naturligt kritisk over for den såkaldte neo-liberalisme (selvom han vist ikke bruger begrebet), hvor offentlige institutioner bliver trimmede redskaber for optimerings-fantasier. Idéen om, at man kan lave masterplaner for for eksempel uddannelsessystemet, vil han formentlig se som en misforståelse af det, han kalder praktisk fornuft, som er noget andet end at tro, at man kan have en uangribelig teoretisk viden (evidens) om, hvordan praksis skal bedrives. Så siver friheden og meningsdimensionen ud af institutionerne, og hverken ansatte eller studerende kan finde sig selv i dem.

Ideologisk balancerer Ricoeur et sted mellem konservatisme og fremskridtstro. Det er farligt at tro, at alting bliver bedre ved at nedbryde overleverede institutioner, for de har historisk en fornuft nedlagt i sig, selvom den moderne bevidsthed måske ikke lige kan få øje på den. Men samtidig er der i alle institutioner (og i alle kulturer) ”uopfyldte løfter”, som vi kan forfølge for at åbne fremtiden mod det bedre. Ligesom en litterær tekst altid vil være åben for nye, fremtidige læsere, har menneskelige handlinger og institutioner også en åben afslutning imod nye potentialer for fuldendelse.

Ricoeur lagde vægt på litteratur som medium for selvforståelse. Vi bliver ikke klogere på os selv ved at se ind i os selv. Vi er nødt til at gå omvejen over tegnene. Når vi læser, sætter vi os selv ind i imaginære jeger. Ricoeur ville derfor være ked af det stærke moderne fokus på identitetspolitik, hvor man hævder umuligheden af at sætte sig i andres sted, fordi man nu engang kun er sin egen partikulære identitet. Han interesserede sig i sine sidste år meget for anerkendelse, men han var også bevidst om, at der kan ligge en ulykkelig mangel på begrænsning i kampen for anerkendelse: måske kan vi aldrig få nok til at ”dække den umættelige vredes negative træk og det grænseløse kravs positive træk”.

Måske skal vi nogle gange hellere søge den tavse anerkendelse og forbundethed, der kan ligge i gavegivning eller fester og ceremonier, hvor vi kan være sammen i forskellighed, hinsides kamp og vold.

Religionen så Ricoeur som formidlingen af det yderste håb. Her fulgte han ikke sin læremester Hegel i overbevisningen om, at fornuften i sidste ende ville fortrænge de religiøse forestillinger. Det var netop billederne, symbolerne, myterne, de mangfoldige religiøse tekstgenrer i Det Gamle og Det Nye Testamente, han interesserede sig for. Systematisk teologi og dogmatik så han som en efterrationalisering af en ”mytisk-poetisk teologi” for nu at bruge Peter Kemps udtryk. Hvad kristendommen angik, var han halvt filosof, halvt bibel-ekseget. Tro var at forstå som et håb, der orienterede sig efter religiøse symboler og tekster. Som sådan var troen også en åben horisont, der dog hele tiden måtte vende tilbage til sine kilder. Trods sin glæde for institutionerne var Ricoeur måske lidt forbeholden over for religion og kirke som institution. Han kunne i hvert fald finde på at skrive, at ”det er nødvendigt, at religionen dør, for at troen kan fødes, hvis troen skal være andet end religionen”.

Hvis Emmanuel Macron bliver en stor præsident, vil det naturligt lægge alen til Ricoeurs eftermæle. Hvis ikke, klarer han sig nok endda. Og Peter Kemp har i hvert fald med sit store arbejde lagt grunden for, at Ricoeurs lange mellemværende med dansk kultur også har en åben horisont mod fremtidige læsninger og praktiske realiseringer.