Ny tænketank skal hjælpe musikskoler

Kulturminister Bertel Haarder (V) opretter tænketank, der skal udpege musikskolernes største udfordringer

”Musikskolerne er en stor kulturpolitisk succes, men tiden er kommet til at tænke nyt,” udtaler kulturminister Bertel Haarder (V) i en pressemeddelelse.
”Musikskolerne er en stor kulturpolitisk succes, men tiden er kommet til at tænke nyt,” udtaler kulturminister Bertel Haarder (V) i en pressemeddelelse. Foto: Morten Stricker.

Status for de kommunale musikskoler er dalende medlemstal. Det skal der gøres noget ved, lyder det nu fra kulturminister Bertel Haarder (V). Han har derfor nedsat en tænketank, der skal danne sig et overblik over musikskoleområdet og udpege skolernes væsentligste udfordringer.

”Musikskolerne er en stor kulturpolitisk succes, men tiden er kommet til at tænke nyt,” udtaler kulturminister Bertel Haarder (V) i en pressemeddelelse.

Han har afsat en halv million kroner til tænketanken, der består af 10 medlemmer fra forskellige dele af dansk musikundervisningsmiljø.

Tænketanken skal blandt andet se på muligheder for at tiltrække nye elevtyper gennem samarbejdet med folkeskolen. Folkeskolereformen har påvirket tilgangen til musikskolerne på grund af den udvidede skolegang, men den lægger samtidig op til, at musikskolelærere oftere skal ud i folkeskoleklasserne og undervise.

Samarbejdet har dog i det store hele hidtil haltet, lyder det fra lektor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet Charlotte Rørdam Larsen.

”Det er fint, at man vil se på, hvordan musikpædagogers vej ind i folkeskolen lettes. Samarbejdet er vigtigt i indsatsen med at gøre musikskolen mere attraktiv og tilgængelig for nye grupper, der ikke af sig selv opsøger musikundervisning,” siger Charlotte Rørdam Larsen.

Hun siger desuden, at tænketanken bør huske på, at der er stor forskel på pædagogikken, når man har at gøre med et mindre musikhold på en musikskole og en folkeskoleklasse med 28 elever.

Klaus Lynbech er formand for Damusa, Danmarks Musikskolesammenslutning, og medlem af den nye tænketank. Han peger også på et behov for at tænke på andre måder, hvis man vil have andre typer børn fra mindre ressourcestærke miljøer ind på musikskolerne.

”Det handler både om formidling og musikindhold. Jeg håber, man kan sikre en større bredde, når der skal opfanges talenter, og det kan samarbejdet med folkeskolen bidrage med. Man skal også tænke musik bredere end at gå til guitar og trommer. I dag kan man lave musik på mange forskellige måder,” siger Klaus Lynbech.

Han er glad for de nye politiske ambitioner, men advarer mod at sætte dem højere, end midlerne tillader det.

”I kommunerne foretages der benhårde prioriteringer lige nu, og penge til kultur og ikke mindst musikskoler ligger yderst i de politiske valg. Der er allerede et hul mellem ambitioner og afsatte midler. Man bør undgå at spænde strengen yderligere end hidtil og samtidig øge ambitionerne endnu mere” siger han.

Ifølge Kulturministeriet skal tænketanken forankres bredt i musikskolemiljøet og hos kommunerne. Arbejdet forventes afsluttet i juni 2017. De kommunale musikskoler finansieres primært ved kommunalt tilskud og ved elevbetaling. I dag er der én musikskole i hver kommune.