Prøv avisen
Bog

Tænksom teolog tumler med tro og tvivl

5 stjerner
”Kroppen og ånden” er et ambitiøst værk, der på trods af sin tyngde er let at læse takket være mange velvalgte citater og forfatterens causerende stil.

Leif Andersen er en erfaren sjælesørger, men jo mere han har lært sig om området, desto flere lumske snubletråde har han fået øje på

I 2015 udgav lektor på Menighedsfakultetet og rejsepræst i Indre Mission Leif Andersen første bind af sit store værk om sjælesorg. I andet bind minder Andersen om, at en rimsmed i middelalderen dannede et latinsk anagram af Pilatus’ spørgsmål: Quid est veritas? (Hvad er sandhed?). Det blev til: ”Est vir qui adest!” (Det er manden foran dig!).

Kristus er sandheden foran Pilatus, men konfidenten – altså ham eller hende, der betror sig til præsten – er også sandheden. Konfidenten kan nemlig aldrig overtales til at tro noget, som vedkommende i hjertet ikke er overbevist om, hvad Andersen minder om med det engelske bonmot ”A man convinced against his will/ is of the same opinion still”.

Leif Andersen er en erfaren sjælesørger, men jo mere han har lært sig om området, desto flere lumske snubletråde har han fået øje på. Som han syrligt bemærker, så handler 70 procent af alle samtaler om at opklare misforståelser i de sidste 30 procent.

Ja, livets veje er mangfoldige, vores erfaringer ligeså, og vi kan ikke vide besked med vores næste. Derfor konkluderer Leif Andersen, at den trøst, man tilvejebringer ved at spørge sig frem, så konfidenten ender med selv at formulere den, overgår, hvad også selv den mest erfarne sjælesørger måtte fremkomme med. Som forfatteren understreger, burde Jobs udbrud stå med flammeskrift over enhver sjælesørgerisk samtale: ”Hør dog på, hvad jeg har at sige, lad det være den trøst, I kan give mig.”

”Kroppen og ånden 2” lever på selvbiografisk stof og drager ånde af omfattende læsning i moderne skønlitteratur, tegneserier, spillefilm og moderne psykologi. Som sådan bæres værket af stor viden, menneskekløgt og en lyrisk fornemmelse for kulturens betydning.

Dertil kommer, at begreber som skyld, tilgivelse og forsoning præsenteres som mere end elementarpartikler i troen. Det er centrale begreber, som Leif Andersen giver sine erfaringsmættede bud på aktualiteten i, ligesom han giver eksempler på, at kirkens rituelle rammer betyder, at vi kan få hold på os selv.

Leif Andersen omtaler ofte den konflikt, der livet igennem har været i hans sind mellem tro og vantro. Og undertiden kan man som læser være fristet til at udbryde: Jamen, hvad om kristendommen virkelig skulle vise sig at være en illusion! Den har vel ikke skadet. Men Andersen ræsonnerer, at hvis der ikke er noget evigt liv, så er Gud løbet fra sine løfter.

”Kroppen og ånden” er et ambitiøst værk, der på trods af sin tyngde er let at læse takket være mange velvalgte citater og forfatterens causerende stil.

Kumbel skrev: ”Vil du med rette have ry som lærd, så tag det lette og gør det svært.”

Leif Andersen vidner om, at man også kan gøre den omvendte bevægelse, og hans tobindsværk bør derfor have appel til enhver, der skal føre samtaler med mennesker, som har ondt i livet.