Prøv avisen
Bog

Tæt på afrikanske flygtninge i Berlin

4 stjerner
I realiteten handler romanen ikke om de syriske krigsflygtninge, der udgjorde hovedparten af de tusindevis af flygtninge, der søgte beskyttelse i Europa sidste år. Erpenbecks roman tager snarere afsæt i begivenheder, der udspillede sig i Berlin efter 2012. Foto: Michael Sohn/AP/Polfoto

Jenny Erpenbecks roman ”Går, gik, gået” kommer tæt på afrikanske flygtninge i Berlin – og eksistentielle spørgsmål om tiden og døden

Da Jenny Erpenbecks roman ”Går, gik, gået” udkom i august 2015 ramte den midt ind i den omfattende bølge af ”velkomstkultur” over for flygtninge, som prægede store dele af Tyskland sidste efterår. I de tyske medier blev romanen derfor også rost for dens aktualitet, der er tale om en ”Buch der Stunde” – en bog til tiden – skrev Elke Schmitter i magasinet Der Spiegel, og i en anmeldelse i radioen blev romanen omtalt som en ”dybt menneskelig roman, der kommer præcis på det rette tidspunkt”.

I realiteten handler romanen imidlertid ikke om de syriske krigsflygtninge, der udgjorde hovedparten af de tusindevis af flygtninge, der søgte beskyttelse i Europa sidste år. Erpenbecks roman tager snarere afsæt i begivenheder, der udspillede sig i Berlin efter 2012: nemlig flygtninge og sympatisørers besættelse af den såkaldte Oranienplatz i bydelen Kreuzberg. De omkring 70 flygtninge, der deltog i besættelsen, var i september 2012 vandret til fods mere end 600 kilometer fra Sydtyskland mod Berlin for at protestere mod de, i deres øjne, umenneskelige betingelser, asylansøgere havde i Tyskland. På Oranienplatz boede de efterfølgende i en teltlejr, der først blev opløst af politiet i 2014.

Erpenbecks roman bygger på samtaler med en del af de involverede personer fra dengang. I centrum for romanen står dog den fiktive østtyske professor Richard, der lige er gået på pension og begynder at spekulere over livets forgængelighed: Tiden begynder at rinde ud for ham, han ser tilbage på sit eget liv og sit lands omskiftelige historie. I stedet for at fortabe sig i sin egen melankoli begynder han at opsøge nogle af de asylcentre, hvor de protesterende flygtninge fra Oranienplatz er blevet indkvarteret, efter deres teltlejr er blevet opløst i april 2014. Romanen handler efterfølgende om den pensionerede professor og hans møde med de hovedsageligt afrikanske flygtninge.

Richard går i denne forbindelse fra at være en forholdsmæssigt naiv iagttager, der intet aner om flygtninges baggrund og deres vilkår i Tyskland i dag, til at blive en aktiv støtte i deres dagligdag. Romanen er fortalt ud fra Richards perspektiv: Vi hører baggrundshistorien for de flygtninge, han møder, om udviklingen i hans og deres venskab, men også om Richards nøgternt distancerede refleksioner over den tyske kolonialhistorie, om nationalsocialismens arv og, ikke mindst, om hans erfaringer med tiden efter DDRs undergang i 1990’erne.

En del af de flygtedes historier – om overfarten i en gammel træbåd over middelhavet, begravelse af de afdøde kammerater på vejen gennem ørkenen i Afrika mv. – er bevægende, realistiske og stærkt fortalt. Men fordi de hele tiden reflekteres gennem Richards perspektiv og væves ind i de tyske erfaringer efter 1989, forbliver de heldigvis også distancerede: Ingen steder forfalder romanen til en pinlig affektlitteratur, som udstiller de involverede personer.

Mærkeligt forekommer det imidlertid, at Erpenbeck i sin roman har en tendens til at fremstille de involverede flygtninge som forholdsmæssigt uvidende. Selvom de har været involverede i en omfattende protestbevægelse i Tyskland, har flere af dem aldrig hørt om muren i Berlin, de ved ifølge fortælleren ikke, hvem Hitler var, og har aldrig set en tandlæge før. Dermed falder Erpenbeck i sin fortælling delvist tilbage til en naivistisk fortælling om de uvidende flygtninge, der især har brug for hjælp udefra, og som reduceres til naive ofre.

Dette lidt besynderlige menneskeblik bliver imidlertid opvejet af de mere eksistentielle dimensioner i romanen, der især mod dens slutning står stærke, og som forbinder Richard med de afrikanske flygtninge og deres skæbne. I bund og grund fortæller Erpenbeck nemlig en historie om tid og forgængelighed, om tab og død, som de involverede flygtninge har tilfælles med den tyske professor. Man kan nærmest sige, at Richard benytter flygtninge som en slags spejl, der hjælper ham med at sætte hans egen historie om tabet af hans kone, om DDR’s undergang og hans egen dødelighed i perspektiv. Med disse eksistentielle dimensioner hæver Erpenbecks roman sig ud over en ellers realistisk litteratur om flygtninge og deres vilkår.