Tæt på, men ikke helt en kristen prædiken: Forfatter udlagde bibeltekst i Aarhus

Jesus ville, at disciplene, skulle gå ned fra bjerget og ud i virkeligheden, sagde Josefine Klougart ved forfattergudstjeneste i Aarhus. Ikke helt en kristen prædiken, sagde præst bagefter

Ud over at prædikenen var af forfatteren Josefine Klougart, var det som en almindelig gudstjeneste med gudstjenestens elementer som for eksempel velsignelsen.
Ud over at prædikenen var af forfatteren Josefine Klougart, var det som en almindelig gudstjeneste med gudstjenestens elementer som for eksempel velsignelsen. Foto: Bo Amstrup.

Det ligner et omdannet kunstværksted på Godsbanen i Aarhus, hvor sognepræst Anders Thyrring Andersen taler til menigheden iført præstekjole, mens forfatteren Josefine Klougart sidder bag et træbord omdannet til alter og lytter.

To håndvaske er monteret på den ene væg ved siden af et affaldsstativ og opvaskebørster. Fra loftet hænger store ventilationsrør over præsten, der præsenterer forfatteren, der er inviteret til Aarhus af Vor Frue Kirke for at prædike ved dette arrangement – en forfattergudstjeneste.

“Vi befinder os i et sogn, der er stort og demografisk usædvanligt,” siger sognepræsten om sit sogn på 18.000 mennesker, der vokser med cirka 1000 om året, primært unge.

“Vi vil gerne have byen ind i kirken, men vi vil også gerne have kirken ud i byen. Det er, hvad vi bogstaveligt talt gør nu, hvor vi rykker gudstjenesten ud i dette nye kvarter, der er et kulturelt knudepunkt for hele byen,” siger han med henvisning til kulturcentret Godsbanen, der om lidt skal huse denne forfatterprædiken efterfulgt af en plenumsamtale med spørgsmål fra publikum.

Foto: Bo Amstrup.

Første del vil fungere sim en almindelig gudstjeneste med alle gudstjenestens elementer bortset fra nadver. Og selvfølgelig med den forskel at det altså er en skønlitterær forfatter og ikke en præst, som i dag skal prædike over bibelteksten “Forklarelsen på bjerget”. Teksten, hvor Jesus åbenbarer sin guddommelighed over for disciplene på et bjerg for senere at befale dem at gå ned fra bjerget igen.

Langt fra det jordnære

“I dagens tekst ønsker disciplene ganske forståeligt at blive oppe på bjerget, være der med Jesus, for – må man tænke – at blive tæt på Gud, blive i oplysningen, her hvor intet er skjult, men alt er synligt. Men Jesus vil, at de skal gå ned igen, de skal ikke isolere sig og blive i lyset, de skal stige ned i det lave igen,” siger Josefine Klougart i sin prædiken, hvor hun over de næste 20 minutter udlægger parallellerne mellem prædikenteksten og romanen “Alt dette kunne du få”, som hun udgav i 2021.

Foto: Bo Amstrup.

Josefine Klougarts forfatterskab er kendetegnet ved et sanseligt sprog ofte om forholdet mellem mennesket og naturen. Foran en dårligt udstoppet leopard og et landskabsmaleri beskriver hun i sin prædiken her på Godsbanen, hvordan romanens hovedperson, Barbara, i naturen oplever, hvad der kan minde om religiøse åbenbaringer næsten ligesom disciplene på bjerget i prædikenteksten.

Hun læser et uddrag op fra sin bog, hvor Barbara ligger i sengen og lytter til tordenvejret udenfor og regnen, der slår mod husets brædder. Pludselig oplever hun at blive forbundet med naturen og mærker, at “hun næsten forsvinder, næsten ingenting er, og hvordan hun til gengæld nærmest bliver lyngens rødder og hugormene, lynet og regnen og dråberne, der slås i stykker,” som det lyder.

Barbaras oplevelse i Josefine Klougarts roman og disciplenes oplevelse på bjerget har mange fællestræk. Men de to åbenbaringsoplevelser er formentlig blev modtaget på vidt forskellige måder, fortsætter hun. 

“For Barbara og for mange af os moderne mennesker, der måske nok kender til denne type oplevelser af pludselig rystende indsigt, så er det måske sværere helt at finde ord for, præcis hvad det er, der åbenbarer sig. Og mange, jeg selv inklusive, ville have svært ved at kalde det guddommeligt, det der opnås indsigt i. Alligevel vil jeg stå her i dag og tale for, at selvom de færreste af os har haft religiøse åbenbaringer, selvom de færreste af os har set Gud, så har vi, de fleste af os, erfaret noget lignende. Vi vil måske ikke være tilbøjelige til at forstå det, vi erfarer – i et stød, i et glimt – som noget guddommeligt, men alle kender følelsen af pludselig oplysning; af altings illumination og meningsfylde i et splitsekund.”

Både liturgen Anders Thyrring Andersen og flere blandt publikum roser prædikenen efterfølgende, men den er svær at gengive, fordi den næsten udelukkende befinder sig i de abstrakte lag og funderer over begreber som “manifestation” og “epifani” og redegør for personer som forfatteren Virginia Woolfs og filosoffen Simone Veils tanker.

På samme måde som Jesus og disciplene i bibelteksten kortvarigt var draget væk fra det jordnære og konkrete, er denne prædiken højtravende. Det samme gælder den efterfølgende plenum-samtale, hvor publikum får lov at stille spørgsmål til prædikanten. Sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kredser om den kristne forståelse af fænomenet åbenbaring, mens skuespilleren Jens Albinus fra publikum spørger, om ikke disciplenes åbenbaring på bjerget kan sammenlignes med, hvordan et teaterstykkes værdi paradoksalt nok er betinget af, at stykket ophører igen.

Jo, siger Josefine Klougart og henviser igen til forfatteren Virginia Woolf.

Kristen prædiken?

Der er dog også mere konkrete spørgsmål. For eksempel spørger en kvinde i forsamlingen, om sognepræsten ville kalde forfatterens prædiken for en kristen prædiken.

Det må præsten svare nej til.

"Jeg og kristendommen kan genkende meget af det, Josefine sagde i sin prædiken. Men for mig at se er den afgørende forskel, hvor det kommer fra,” siger Anders Thyrring Andersen med henvisning til Josefine Klougarts forståelse af åbenbaring.

"Er det noget, der sker mellem mennesker, eller noget, der kommer et andet sted fra, og i så fald hvorfra? Og det kan så være fra naturen eller noget mellemmenneskeligt, men det kan også være det, som jeg vil kalde det kristne svar: At ja, det bliver udviklet gennem mennesker, fordi det bliver givet os, men det er ikke noget, vi selv skaber. I allersidste ende er det ikke os, der finder på det vigtigste i livet. Vi er ikke de væsentlige skabere, men modtagere.”

Inden arrangementet slutter og gæsterne skal stige ned i det lave igen og ud i virkeligheden, citerer sognepræsten forfatteren Johannes V. Jensen. Han sagde engang:

“Virkeligheden eksisterer paradoksalt nok ikke, før den er ophævet i et afbillede,” lyder citatet fra forfatteren hvis pointe er, at før det ser man ikke virkeligheden og fatter den ikke – man er kun i den.