Tæt på troen

Charlotte Strandgaards digte til kirkeåret er insisterende skrevet

Tæt på troen

Et fremtrædende træk ved Charlotte Strandgaards samling ”Min tro. Digte til kirkeåret” – med tegninger af Halfdan Pisket – er hendes insisteren på at se de evangeliske udsagn gennem hverdagens ofte barske erfaringer. Hun prøver ikke at påtage sig rollen som teolog, men står ved sit alment menneskelige udgangspunkt – først og fremmest som kvinde og mor.

Det sidste kommer gribende til udtryk i hendes nære forhold til Maria, hvad der kan føre til uventede pointer. Således i et digt, der knytter sig til teksten om brylluppet i Kana. Charlotte Strandgaard forestiller sig, at det ved den lejlighed er første gang, Jesus tiltaler Maria ikke som ”mor”, men som ”kvinde”. Digteren hører hendes hemmelige, indre gråd. Moderens gråd. Også tiden efter opstandelsen opleves Maria – ifølge Strandgaard – først og fremmest som én, der savner sin søn. ”Det er svært at fatte, at han ikke er død.”

De enkle digte er skrevet med en ubøjelig vilje til at konfrontere sig med virkeligheden, som den er. Og når den er værst. Strandgaard kommer ikke med færdige svar på det, der brænder på for hende, men står ved den tvivl, der er en del af troen. Det er digte, der taler på manges vegne.

Hun er angiveligt kirkegænger – og på en måde møder vi hende gennem hele bogen mellem de lyttende – og spørgende – på kirkebænken. Op på prædikestolen vover hun sig aldrig.

Ikke desto mindre har hun fine udtryk for troen – for eksempel dette: “Måske er himmeriget der hvor nåden er uden betingelser/ Måske er himmeriget der hvor kærligheden ikke måles i timer/ Måske er himmeriget der hvor det ikke er til at fatte for et menneske/ Måske er himmeriget der hvor ingenting ligner jorden”.

Flere steder inddrager Charlotte Strandgaard sin nu afdøde skizofrene søn. Blandt andet i et digt, der forholder sig til teksten fra anden søndag i fasten om en ung mand besat af en ånd, der gør ham stum.

Provokeret af Jesu ord om, at ”den slags” kun kan drives ud ved bøn, skriver hun: ”Jeg bad og bad/ Jeg bad om hjælp til min besatte søn/ Svaret var den ene medicin efter den anden/ Han fik fråde om munden/ Han tog fyrre kilo på/ Men dæmonerne var der stadig.”

På baggrund af sine egne og sønnens erfaringer har hun det generelt svært med Jesu helbredelser.

Bogen er tilrettelagt, så evangelieteksterne står på siderne til venstre og digtene til højre. Dertil kommer de selvstændige kommentarer fra Halfdan Piskets 16 tegninger, hvor kun én farve, rød, er anvendt, hvad der både refererer til Kristi lidelse og til Helligåndens ild. Tegningerne med deres blottede smerte har en enkelhed, der svarer til digtenes, og bidrager dermed til en meningsfuld helhed.

Alt i alt er bogen præget af en fordomsfrihed, der bør gøre den i stand til at nå langt videre end til den kirkelige indforståethed – som den i øvrigt udfordrer på en så indtrængende måde, at ingen kan vige udenom.