Donald Trump fylder det hele for tiden. Den amerikanske præsident har magt over medierne, og både venner og fjender af den farverige forretningsmand danser efter hans Twitter-pibe. Hvad har han nu skrevet? Går han af før tid? Bliver han genvalgt? Hvad viser Ruslands-undersøgelsen? En ekstremt stor del af nyhedsstrømmen er centreret om Trumps person.
Det er forståeligt, hvis man som almindelig USA-interesseret er træt af dette fokus på person og politik. Heldigvis er der nu godt nyt til alle dem, der gerne vil uden for Washington og evner at koncentrere sig om mere end det seneste tweet fra Det Hvide Hus. De to journalister Vivian Jordansen og Kristian Mouritzen fra henholdsvis Radio24Syv og Berlingske er rejst ud i landet, har besøgt stort set alle delstater og talt med et hav af kilder fra alle dele af samfundet – også dem, der ikke kommer til ambassadernes cocktailparties eller færdes hjemmevant på Capitol Hill:
”Hvis man ønsker at lære USA at kende, bør man tage en tur på en af de skydebaner, man ser annonceret, når man kører ad de store veje i USA. Der møder man nemlig amerikanere, man normalt ikke møder som udstationeret udlænding. Det kræver selvfølgelig, at man kan lide at skyde, og at man har et nogenlunde kendskab til våben.”
Resultatet af denne dybt sympatiske interesse for almindelige amerikaneres liv er bogen ”Den 2. amerikanske borgerkrig”, der trods den vel pompøse titel er den hidtil bedste bog på dansk om, hvad der sker i USA i disse år. Den handler ikke om Trump, men om baggrunden for Trump, og det er langt mere interessant.
Som en rød tråd gennem de ellers løst organiserede kapitler løber konflikten mellem religion og ytringsfrihed, der går til kernen af den amerikanske kulturkamp:
”En af de helt store værdiskabende faktorer i USA er religion, og uanset hvilken religion man tilhører, er der en udbredt respekt for ens tro. Så stor en respekt, at man en gang imellem er nødt til at advare folk om, at nu kan der komme noget, der kan virke anstødeligt, hvis man er religiøs. Det er hensynet til ytringsfriheden på den ene side og respekten for troen på den anden side, der ofte lider under et kultursammenstød, der kan virke underligt.”
Det, der for den udefra kommende kan virke underligt, sætter korrespondentparret sig nu for at undersøge fordomsfrit. Bogen indledes med en national konference i Det Hvide Hus om terrorisme, som præsident Obama arrangerede. Den højt profilerede sammenkomst blev dog til flere delegationers opfattelse hurtigt afsporet, fordi præsidenten meldte ud, at man ikke måtte tale om religion som en faktor i moderne terrorisme. Især i Michigan undrede man sig over dette, fordi man i Dearborn og andre byer har problemer med islamisering og amerikanske statsborgere, der er rejst til Mellemøsten og kæmpet for Islamisk Stat.
Når man læser det afbalancerede kapitel, forstår man både Obamas hensyn til religiøse medborgere og Obamas kritikere, der efter konferencen undrede sig over, at religion var et forbudt område, når nu nogle terrorister selv siger, at de begår deres ugerninger i islams navn.
En lignende konflikt udspiller sig på de amerikanske universiteter. Her rapporterer korrespondentparret fra en række sammenstød mellem det, man kan kalde ”free speech-aktivister” og ”safe space-aktivister”: henholdsvis fortalere for, at alle holdninger og ytringer skal kunne udtrykkes på et universitet, og fortalere for, at hadefulde og kontroversielle udtalelser skal forbydes, så campus er et krænkelsesfrit rum, et helle i samfundet.
Igen forstår man efter endt læsning af kapitlet begge siders argumenter – og hverken her eller andre steder i bogen belemres man med, hvad forfatterne selv mener. Hele vejen igennem har de tiltro til, at læserne selv kan tænke, hvis bare journalisterne lægger fakta frem og præsenterer debatterne redeligt.
Hvad fakta angår, er hele bogen skrevet under det indlysende fortegn, at flertallet af den amerikanske befolkning har et positivt forhold til kirkegang:
”Dybest set er det amerikanske samfund et kristent samfund. De kristne udgør cirka 70 procent af befolkningen fordelt over en lang række trosretninger af lutheransk tilsnit og så katolikker.”
Det indebærer, at diverse minoriteter ikke fylder mere i bogen, end deres antal berettiger, så i den forstand er ”Den 2. amerikanske borgerkrig” en afbalanceret bog, selvom den i dansk sammenhæng er et særsyn ved ikke at indeholde uforholdsmæssigt mange kapitler om raceuroligheder og uretfærdig behandling af afrikansk-amerikanere.
Faktisk behandler bogen alle lige – helt ned til, at vi også hører om, hvordan sorte lobbyistgrupper, og ikke kun den ellers ekstremt omtalte ”jødiske lobby” eller evangelikale pressionsgrupper, er udsat for kritik. Her om Rådet for Amerikansk-Islamiske relationer, CAIR:
”CAIR blander sig som alle andre lobbyistgrupper i alt i USA. Også i, hvem der skal holde forelæsninger på universiteterne. Enhver islamkritiker bliver mødt med protester, og tolerancen over for israelske og jødiske forelæsere mødes med protester uden for foredragssalen, hvis det handler om situationen i Mellemøsten. Universitetet Brandeis uden for Boston trak et løfte om en æresdoktortitel til den somaliske islamkritiker og kvindeaktivist Ayaan Hirsi Ali tilbage efter kraftige reaktioner fra CAIR.”
I et land med verdens bedste universiteter og en rig tradition for liberal arts colleges også langt ude på landet er det uhyre vigtigt for samfundsudviklingen generelt, hvad der foregår på universiteterne, og det beretter forfatterne redeligt om.
Et andet emne, som forfatterne tager op, er begrebet ”amerikansk exceptionalisme”. Igen griber de her tilbage til Obama for at forstå baggrunden for Trump. Til et topmøde kom Obama for skade – vil nogle sige – at nævne, at alle befolkninger har en idé om, at netop deres land er exceptionelt. Grækere synes vel ekstra godt om deres eget land, ligesom belgiere og englændere vel også har et særligt forhold til deres hjemland. Ligesom amerikanerne.
Det lyder jo meget tilforladeligt også i danske ører, men det, Obama ifølge kritikerne signalerede med udtalelsen, var, at USA ikke rigtig er værd at kæmpe for, for det er et land som alle andre og har ingen særlig status i verden. Exceptionalisme kommer af ”exception”, altså undtagelse, og i virkeligheden mener Obama – som alle andre etablerede politikere (hans partifælle Madeleine Albright skrev ligefrem en bog, der hedder ”The Indispensable Nation” (den uundværlige nation)) – at USA både er noget særligt og en undtagelse fra verdens øvrige lande, men han fik skarp kritik af højrefløjen og Donald Trump for sin udtalelse.
At USA rent faktisk på et deskriptivt plan adskiller sig fra andre lande kunne forfatterne godt have gjort mere ud af. Der er en hel gren af akademiske studier, der behandler feltet, og klassikeren over dem alle, sociologen Seymour Martin Lipsets ”American Exceptionalism. A Double-Edged Sword” burde lige være nævnt. For Lipset er exceptionalismen nemlig – som undertitlen lyder – et tveægget sværd. Det beskriver på både godt og ondt, hvordan USA er en undtagelse: Her er der forholdsmæssigt flere borgere i fængsel end i noget andet vestligt land, her spiller jura en langt højere rolle i politik og samfundsliv end andre steder, her er kirke og stat adskilt i forfatningen, her findes som det eneste sted på kloden samtlige religioner og retninger repræsenteret, her er landet født i revolution og kender ikke til andet end demokrati og kapitalisme som samfundsorganiserende faktorer – og så videre.
At USA er en undtagelse (men ikke nødvendigvis bedre) er dybt indgroet i selvopfattelsen. Spørger man ellers venstreorienterede republikaner-kritiske skønlitterære forfattere, vil også de sige, at USA er exceptionelt, om ikke andet så på grund af naturen og geografien: De enorme afstande og det absurd rige naturliv gør USA både mere decentralt og amerikanere mere naturelskende end andre lande, hvor man ikke hver weekend drager på campingtur eller sparer op til et ”mobile home” eller tager på pilgrimsrejse til Grand Canyon.
Med andre ord: exceptionalisme er ikke kun et hurra-patriotisk kampråb forud for en ny krig, der skal tvinge resten af verden til at blive som ”Guds eget land”, men på godt og ondt et begreb, som man forstår USA bedre ud fra, og det skal forfatterne have tak for at redegøre for. Igen: forståelse er medicin mod fordomme; det præger hele den redelige bog.
At religionen for en gangs skyld tages alvorligt af danske journalister udsendt fra et af verdens mest sekulære hjørner betyder også, at man i bogen kan læse regulære tendensnyheder, som man ellers aldrig hører om herhjemme. Et godt eksempel er de unges forhold til tro. Her skriver forfatterne:
”Det er især de unge, der svigter de religiøse samfund. Det er til gengæld også de unge, der fører an i en anden tydelig tendens i USA’s religiøse opfattelse. Et stigende antal amerikanere ikke alene accepterer, men sympatiserer med folk fra andre religioner end deres egen. Igen er det de unge, der scorer højest på denne skala. For de 19-29-årige er buddhister, jøder, protestanter, muslimer og ateister stort set lige gode. Så tolerante er de ældre amerikanere over 65 år ikke. Kristne og jøder ligger i top hos de ældre, mens det er under halvdelen, der accepterer ateister og muslimer. Så USA er måske på vej mod at blive et samfund, hvor religionen betyder mindre og mindre.”
Se, det er jo dybt interessant, og her gemmer sig måske den helt store historie om USA i disse år: Landet bliver mindre exceptionelt og mere som Europa i religionsudøvelsen. Nogen burde skrive en bog om dette fremtidsperspektiv.
Til da er man virkelig godt tjent med ”Den 2. amerikanske borgerkrig”, der heldigvis ikke trækker titlens drama for langt ned over teksten. De krusninger, vi oplever nu med Trump, er for intet at regne mod uhyrlighederne under Borgerkrigen (1861-1865), der for alvor splittede landet og skabte revolutionerende dønninger langt op i det 20. århundrede.
Historien gentager sig aldrig på så primitivt et plan, men tendenser og rørelser kan pendulsvinge frem og tilbage mellem forskellige tidsaldre. Hvor pendulet befinder sig lige nu, får man virkelig god besked om i denne fine bog.