Leonard Cohen kom til mig med alderen

Der er kunstnere, som kommer til en med alderen; digteren og sangeren Leonard Cohen er en af dem

Min vej ind til eller måske rettere ned til manden, der havde ligget skjult i de formative år, var sangen ”Alexandra Leaving”. Med den sang dukkede Leonard Cohen ud af tidslommen, hvor han havde forpuppet sig og tog plads som levende nutid, skriver Henrik Wivel.
Min vej ind til eller måske rettere ned til manden, der havde ligget skjult i de formative år, var sangen ”Alexandra Leaving”. Med den sang dukkede Leonard Cohen ud af tidslommen, hvor han havde forpuppet sig og tog plads som levende nutid, skriver Henrik Wivel. Foto: PA photos/.

Der er meget, jeg ikke har haft fokus på i det forløbne år. Ikke alt er faldet i hak, og min opmærksomhed har været andre steder. Men jo, jeg ved godt at Leonard Cohen døde sidste år i begyndelsen af november, hvor mørket lå tæt over landet. Egentlig en passende årstid for ham at dø, manden med den dybe stemme fuld af skygger.

Jeg husker til gengæld tydeligt, første gang jeg hørte Leonard Cohen. Det var i november 1972. Det var på Båring Højskole ved Middelfart. Jeg var 18 år og kunne ikke holde det ud. En af de andre elever lå og lyttede til ”Songs of Leonard Cohen” (1967) ude i opholdsstuen. Han var ældre end mig, måske 30 år – en helt uoverkommelig alder. Han var da også en mærket mand, der efter en skilsmisse var søgt på højskole. Han lå i en sofa med en øl og hørte ”Suzanne” om kvinden, som enhver mand vil følge blindt, blændet af hendes skønhed.

Det drævende dyb i Leonard Cohens stemme, parret med sangens nærmest bundløse melankoli dernede ved skæbnens flod, var for meget. Alt for meget. Jeg var selv nyforelsket og kunne ikke rumme den canadiske sangers stemte tristesse. Den var helt ude af sync med min egen følelse og uanstændige energi. Så det blev en helt anden type musik, der forløste.

En anden elev, en amerikaner, var gået i dansk flyverskjul på grund af Vietnam-krigen. Han havde det største musikanlæg med, jeg nogensinde havde set. Med jævne mellemrum åbnede han døren til sit værelse og satte sine enorme højttalere ud på gangen. Det var, når The Rolling Stones’ live-lp ”Get Yer Ya-Ya’s Out!” var på grammofonen eller Eric Clapton og Duane Allman, der spillede ”Layla” med de ikoniske guitar-riffs. Jeg husker endnu følelsen af at blive blæst ned igennem gangen ved lyden. Jeg holdt en ung kvinde om livet i en splintrende sonisk eufori. Vi svævede og dansede igennem tiden og rummet, der videde sig ud, som om det slet ingen grænser havde. Tiden var ikke blå, men lysende i rødt og gult.

Leonard Cohen kom først tilbage til mig omkring 35 år efter. Eller rettere: Jeg kom til ham, i hvad der synes som et andet liv. Midt i hvad tyskerne kalder menneskets ”Lebenswende”. Alderen og erfaringen havde lukket Leonard Cohen ind på en naturlig måde. Som Prædikeren siger: ”Øget kundskab, øget smerte”. Det var, som om Leonard Cohens sanglinjer pludselig flugtede med mine egne livslinjer og dermed de spor i sindet, der bliver stadig dybere og gør fremdriften vanskeligere.

Leonard Cohens seneste to testamentariske udspil ”Popular Problems” (2014) og ”You Want It Darker” (2016) er renfærdige mesterværker. Man kan dele en undren over eksistensen med ham. Man kan prise enkelheden i tekster og melodilinjer, den enkelhed, der er så utrolig vanskelig at nå frem til, men som nogle kunstnere når med alderen. Og man kan hylle sig i mørket med ham. Som en vinge hvælver hans sange sig over en, og man kryber ind i stemmens og lydens mørke.

Min vej ind til eller måske rettere ned til manden, der havde ligget skjult i de formative år, var sangen ”Alexandra Leaving”. Med den sang dukkede Leonard Cohen ud af tidslommen, hvor han havde forpuppet sig og tog plads som levende nutid. Som sameksistens. ”Alexandra Leaving” fra albummet ”Ten New Songs” (2001) er skrevet sammen med Sharon Robinson, kvinden han har skrevet en række af sine bedste sange sammen med.

”Alexandra Leaving” er baseret på et digt af den egyptisk-græske digter Constantine P. Cavafy (1863-1933) fra 1911, der igen trækker på sunket mytologisk kulturgods, nemlig Plutarchs ( cirka 45-120 f.Kr.) historie om den romerske hærfører Marcus Antonius (82-30 f.Kr.) under belejringen af byen Alexandria. I et skæbnesvangert syn oplever Antonius, hvordan hans skytsgud, Bacchus, forlader ham og dermed varsler, hvordan Alexandria vil falde i fjendens hænder.

Constantine P. Cavafys digt handler om dette skæbnesvangre varsel, hvor Antonius ved, at byen vil falde, og at han uigenkaldeligt vil miste den. Digtet er en opfordring til Antonius om at give efter for nødvendigheden. At give slip; stoisk, fattet og uden fortrydelse, fordi der er kræfter, det ikke nytter at sætte sig op imod.

Det er dette digt, som Leonard Cohen skriver sig ind i og gør til sit. I Leonard Cohens kongeniale sang transformeres byen Alexandria til kvinden Alexandra og Antonius til hendes mandlige elsker. De har elsket, og Alexandra står ved vinduet. Det er pludselig blevet koldere. Tiden er gået. Kærlighedsguden har forladt dem, og han ved, at det er slut. Om lidt vil hun sige farvel. Om lidt vil han miste hende. Også han må, som i Plutarchs historiske myte og Cavafys digt, give efter. Uden undskyldninger og bortforklaringer, uden fantasier og kujoneri. Fattet må han give slip, mens hun forsvinder med og til sin gud. Der har været et langt tilløb, men nu sker det.

Jeg kender dette tilløb og denne afsked. Både i forhold til Leonard Cohen og i forhold til den elskede fra dengang på Båring Højskole i 1972. Ingen af dem er længere i livet. Men sanglinjerne vibrerer endnu.

Hver lørdag skriver Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel på skift om forholdet mellem litteratur og eksistens, både historisk og aktuelt.