Tag et litterært bad i denne store, sorte skriftflod

László Krasznahorkais ”Modstandens melankoli”, der nu foreligger på dansk, er en pessimistisk roman, der på sin egen egenartede måde kredser om, hvad der sker, når menneskets mørkeste kræfter slippes løs

Den ungarske forfatter László Krasznahorkai har skrevet en særdeles pessimistisk roman, der nu er udkommet på dansk. Arkivfoto.
Den ungarske forfatter László Krasznahorkai har skrevet en særdeles pessimistisk roman, der nu er udkommet på dansk. Arkivfoto. Foto: EPA/Gyula Czimbal.

Hvis man skulle lave en meningsmåling, hvor man undersøgte, hvor stor en andel af den læsende, danske offentlighed der kender den ungarske forfatter László Krasznahorkai, ville resultatet nok være ganske få procent.

For selvom forfatteren efter sigende er en af Ungarns vigtigste samtidsforfattere og endda på højde med verdenslitteraturens største navne (Thomas Bernhard, Franz Kafka og Fjodor Dostojevskij), har de færreste, undertegnede inklusive, nemlig ikke tidligere hørt om Krasznahorkai, i hvert fald ikke før han i maj fik tildelt The Man Booker International Prize.

Det manglende kendskab skyldes højst sandsynligt, at Krasznahorkai, der ellers debuterede tilbage i 1985, ikke har været oversat til dansk. Imidlertid har Forlaget Sisyfos og ikke mindst Peter Eszterhás med oversættelsen af ”Modstandens melankoli”, som udkom på ungarsk i 1989, nu valgt at råde bod på dette forhold.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om bogen kan bære de store forventninger, som sammenligningerne og hædersbevisningerne uundgåeligt har medført. Svaret er ja: Krasznahorkai er en stor stilist, der med sans for humor formår at udfolde en eksistentiel fortælling om menneskets og civilisationens dystre sider. Men det er også en vanskelig bog. ”Modstandens melankoli” er ikke en lettilgængelig sengebordsroman, der tager sin læser ved hånden. Tværtimod. Når man er færdig med at læse romanen, sidder man således tilbage med flere spørgsmål end svar, ligesom den også stiller store krav, hvad angår både tid og koncentration. Det sidste skyldes især romanens ejendommelige form.

Ser man bort fra, at romanen er opdelt i tre kapitler betitlet ”Undtagelsestilstand. Indledning”, ”Werckmeister - harmonier. Forhandlinger” og ”Sermo super sepulchrum. Konklusion”, der sammenlagt kun har otte afsnit fordelt ud over de 419 sider, mødes læseren nemlig bestandigt af en massiv tekstblok, som ubønhørlig fortsætter side op og side ned. Det kan føles som at løbe panden mod en mur, men giver man sig hen til skriftens strøm, vil man opleve en stærk suggestiv, opslugende effekt. Denne virkning forstærkes yderligere af de meget lange sætningskonstruktioner, der slynger sig af sted med talrige indskud og tilføjelser, hvilket har fået juryen bag The Man Booker International Prize til at sammenligne Krasznahorkais sætninger med fnugruller, der ”samler alverdens sære og uventede ting op”.

Man kunne også, som Krasznahorkais engelske oversætter, sammenligne stilen med en ”langsom lavastrøm af fortælling, en stor, sort skriftflod”. Pointen er for så vidt den samme. Sidstnævnte synes dog i højere grad at indfange romanens stemningsmæssige klangbund, der netop er præget af dysterhed, ødelæggelse og oprør.

Kort fortalt befinder vi os i en lille landsby i det sydøstlige Ungarn, hvor hverdagenes ”vante orden var afløst af et stadig mere omsiggribende kaos”, som det lyder et sted i begyndelsen. Den apokalyptiske situation, som byen befinder sig i, underbygges ikke bare af forrådnelsens og forfaldets allestedsnærværelse, der kulminerer i afslutningens minutiøse, videnskabelige beskrivelse af nedbrydningen af et lig, men også af en række foruroligende jærtegn, særligt et mystisk cirkus' ankomst til byen. Med sig har dette cirkus nemlig et mytologisk og gådefuldt kadaver af en ”SENSATIONEL BLAAHVAL” (der trækker på alt fra Livjatan og Moby Dick til den trojanske hest) og en misdannet prins, en ”mørkets fyrste” eller ”hævnens engel”, der tilsyneladende er leder af den mere og mere opildnede og frihedssøgende gruppe, som følger cirkusset fra by til by. Alt sammen resulterer det i en ”helvedesnat”, et ”hadets karneval”, hvor massen samler sig til ”en eneste krop med kun et par øjne, opfyldt af en eneste altødelæggende, ubønhørlig impuls”, som ikke fører andet med sig end en infernalsk hærgen af byen, vandalisme og formålsløs vold.

I midten af disse kaotiske begivenheder finder man romanens fire hovedpersoner, der skiftes til at være omdrejningspunkt og synsvinkelbærer i forskellige afsnit, mens deres liv og skæbner overlapper og krydser hinanden romanen igennem. Vi møder Fru Pflaum, der afskærmer sig fra verdens meningsløshed i sin småborgerlige lejlighed. Vi møder hendes søn Valuska, bogens mest interessante karakterer, der betragtes som byens nar, fordi han ”starblind og utrættelig” flakker rundt med øjnene vendt mod himmelrummet, og som (ufrivilligt) indlemmes i optøjerne. Vi møder Valuskas eneste ven, byens kendis og tidligere musikskolerektor, nemlig den filosofiske og pessimistiske Hr. Eszter, som har barrikaderet sig i sit hus.

Og vi møder ikke mindst bogens centrale person, den magtsyge og tyranniske Fru Eszter, der udnytter kaosset og andre mennesker til at gøre sig til ”byens enerådende hersker”, som hun selv formulerer det. Oven på ruinerne skaber hun et nyt autoritært regime. Der findes ingen helte i dette univers. Alle er i større eller mindre grad fremstillet som grinagtige eller forkastelige.

”Modstandens melankoli” er med andre ord en særdeles pessimistisk roman, og det er nærmest umuligt ikke at have Ungarns historie, der er (mis)farvet af totalitære ideologier (nazisme og kommunisme) og blodige oprør (Den Ungarske Opstand i 1956), in mente. Men det er samtidig også umuligt at koge romanens kompleksitet ned til ganske få ord. Meget mere burde skrives.

kultur@k.dk