Tag på udstilling – i det fri

Landets museer er lukkede, men det er stadig muligt at gå på udstilling i det fri. Kristeligt Dagblad guider til udendørs kunst- og kulturoplevelser i hele landet

Rudolph Tegners Museum i Dronningmølle er lukket, men det er den tilhørende skulpturpark til gengæld ikke, og her kan man – også i denne coronatid – finde kunstoplevelser. – Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.
Rudolph Tegners Museum i Dronningmølle er lukket, men det er den tilhørende skulpturpark til gengæld ikke, og her kan man – også i denne coronatid – finde kunstoplevelser. – Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

Parken ved Kunsthal Rønnebæksholm, Næstved

I grønne omgivelser lidt uden for Næstved på Sydsjælland ligger Kunsthal Rønnebæksholm, der har til huse i en hvid herregårdsbygning. Mens museet holder midlertidigt lukket, er både parken og herregårdshaven stadig åbne for gæster, og her bliver man foruden de grønne omgivelser frem til sommer også mødt af tre store malerier.

Det er kunstneren Augusta Atla (født 1979), der er aktuel med værkserien ”Ruins” (ruiner), der består af tre malerier, som er skabt til at stå udendørs i samtale med Rønnebæksholms arkitektur og omgivelser. De tre værker refererer til brudstykker af malerihistorien, der er sat sammen på ny vis, og er egentlig en del af større udstilling, men resten af udstillingen, der har til huse indenfor, er altså i øjeblikket lukket.

Udover den aktuelle udstilling har parken ved Næstved også andre kulturoplevelser at byde på. I det sydøstlige hjørne af parken ligger en helt særlig pavillon, der går under navnet ”Venligheden”. Den fik Rønnebæksholms daværende ejer Marie Toft opført til sin mand, den berømte præst og salmedigter N.F.S. Grundtvig, i 1850’erne.

Gaderne og haverne i Den Gamle By, Aarhus

Normalt kan man takket være udstillingerne på museet Den Gamle By i Aarhus rejse tilbage i tiden og pludselig befinde sig hos en isenkræmmer i 1927 eller i et almindeligt dansk hjem anno 1970. Det kan man ikke i øjeblikket, da museets indendørs udstillinger er lukket, men det betyder ikke, at der ikke er kulturelle oplevelser at finde i Den Gamle By.

Man kan nemlig stadig gå en tur i Den Gamle Bys charmerende gader og besøge byens haver, der blandt andet tæller ”Modistens have”. Det er en have fra Lemvig fra 1927, som tilhørte modehandlerske frøken Hedvig Wahlstrøm (1895-1983), der som selvstændig erhvervsdrivende ikke havde meget tid til havearbejde. Haven, der er genskabt i Den Gamle By ud fra frøken Wahlstrøms gamle fotoalbum, er derfor ikke den største, men rummer alligevel både køkkenhave og prydhave.

Rudolph Tegners Statuepark, Dronningmølle

Ikke langt fra det nordligste punkt på Sjælland ligger Rudolph Tegners Statuepark, hvor kunst, fuglekiggeri, havudsigt og åbne vider kan nydes på en og samme tid. I parken, der ledsager Rudolph Tegners museum, kigger mænd og kvinder, støbt i bronze, ud over landskabet, der i øjeblikket springer ud. Det er 14 af Rudolph Tegners (1873-1950) statuer, der kan ses i det nordsjællandske naturområde, der kaldes Rusland, på trods af, at det altså bare ligger ved Dronningmølle.

Tegner besøgte som 15-årig Akropolis, og det var det møde med den antikke kultur og statuerne, der kom til at forme ham som kunstner, og det møde, der i dag vækker genklang overalt i skulpturparken.

Tegners første møde med det nordsjællandske naturområde, hvor der i dag er park, fandt sted noget senere i livet – på en cykeltur i sommeren 1916, hvor han midt i det danske landskab fandt et højdedrag, der lå ”som et barsk Sibirien” og stod ”mystisk i pagt med” hans sind, som han har beskrevet det.

Efter cykelturen købte Tegner den første af senere 34 tønder land og stillede skulpturen ”Kong Ødipus og Antigone” op som den første bronzeskulptur i Statueparken. Siden har den så fået selskab af 13 andre Tegner-statuer, der stadig kan beskues, selvom det indendørs museum er lukket.

Mølleparken, Aalborg

Løverne i Aalborg Zoo kan man i øjeblikket ikke få lov at se, for den zoologiske have er lukket – det er parken bag ved Aalborg Zoo til gengæld ikke, og her er der alternative kulturoplevelser at finde.

Mølleparken i Aalborg fra 1934 byder med sin udsigt ud over Aalborg, Limfjorden, Egholm og Gjøl på smuk natur, men byder også på kunst. Parken er nemlig hjemsted for den store skulptur ”Noahs Ark”.

Kunstneren bag er den israelske billedhugger Rolf Roda Reitlinger (født 1919), der besøgte Danmark i 1970’erne.

Under sit ophold opførte han to skulpturer i Nordjylland: ”Tak til Sindal fra Israel” (1977) på Vendelbogade i Sindal og altså ”Noahs Ark” (1976) i Mølleparken i Aalborg. Skulpturerne er skænket som en tak fra det israelske folk til Danmark for indsatsen for jøderne under Anden Verdenskrig.

Naturområdet Skovbakken, der blev anlagt i 1820’erne, er i dag også en del af Mølleparken, og i denne del af parken kan besøgende se skulpturen ”Hunner med Kineserpige”, der er skabt af Aalborg-kunstneren C.J. Bonnesen (1868-1933).

Parken kan også byde på en kulturoplevelse af den lidt mere abstrakte slags, da man ved et besøg også får mulighed for at sætte fødderne på det samme jordgrundlag, som den berømte canadiske musiker Leonard Cohen (1934-2016) har sat sine fødder på.

I 2012 optrådte den nu afdøde sanger nemlig i parken i Aalborg, som under normale omstændigheder netop er kendt for at lægge grund til store friluftskoncerter.

Fuglsang Park og Skejten, Toreby

Døren til Fuglsang Kunstmuseum og alle dets malerier er lukket, men det er døren til Fuglsang Park uden for museet bestemt ikke.

Kunstmuseet ligger ud til Guldborgsund mellem Lolland og Falster, og det særlige naturområde, der omgiver museet og er med til at give det sit særpræg, byder både på vild natur, sjældne dyrearter og udendørs kunst, blandt andet i form af haven, der blev anlagt i engelsk stil fra 1765 til 1784 og rummer sjældne træer og buske. Stilen fra 1700-tallet er i dag stadig bevaret i stendiger, alléer og træer i den 15 hektar store Fuglsang Park.

Parken rummer også en voldgrav og flere skovsøer med et rigt dyreliv, men hvis det ikke er nok, fører en sti fra parken ud til naturområdet Skejten, der også gemmer på en kunstoplevelse. Her har kunstnere nemlig søgt til gennem flere århundrede og har dermed foreviget den lollandske natur. Det gælder blandt andet Olaf Rude (1886-1957), hvis malerier af Skejten blandt andet kan ses i Folketingets store forsamlingssal.

Motiverne fra Rudes malerier, helt ned til specifikke træer, kan i dag genkendes på Skejten, hvis man går på motiv-jagt under sit besøg.

Foruden Olaf Rude har Fuglsang Herregård og området omkring også været et yndet besøgssted for maleren Oluf Hartmann og komponisterne Edvard Grieg og Carl Nielsen.