Prøv avisen
Bog

Følsomme sansninger fra en ung piges indre

5 stjerner
”Piger kan leve længe måske for evigt” er ikke en trist roman, der svælger i det svære. Men det er klart registrerede og gengivne sansninger hentet ud fra en ung piges indre.

Iben Konradi Brodersen debuterer med en følsomt sanset og klar skildring af pigeliv

Iben Konradi Brodersen: Piger kan leve længe måske for evigt. 216 sider. 250 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.

” Piger kan leve længe måske for evigt” er titlen på Iben Konradi Brodersens debutroman. En roman, som bestemt ikke fejrer glansbilledet af pigen, men som derimod tager fat på alt det inde bagved, alt det inde i et ungt menneske, der kan få hende til at føle, at hun ikke hænger sammen, at hun ikke har ret til noget, fysisk såvel som mentalt.

Det gør Konradi Brodersen på en meget nær måde, hvor hun er helt solidarisk med sin hovedperson, den unge Gro og hendes på én gang særlige og ganske almindelige sensibilitet over for verden.

Det er en roman om ikke at føle sig autentisk noget sted, at have den her opmærksomhed på sig selv, der gør, at man hele tiden iagttager, bemærker og fordømmer sit eget skuespil, sin egen lette tone af falskhed.

Da vi begynder, er Gro lige blevet færdig med 9. klasse. Hun er en UG-pige, hun får ikke karakterpenge, som nogle af de andre kammerater, men hun går alligevel i sit stille sind og regner på, hvor meget hun egentlig ville få, hvis det nu havde været...

Selvom det med at begynde i gymnasiet burde være nemt for hende, har hun lige fra begyndelsen en utilstrækkelig følelse omkring det. Som om, at nu har hun trukket sin egen elastik så langt, at den ikke kan holde til mere. Eller måske har det mere noget med hendes forventninger til det sociale at gøre, det rum, som hun, der bor alene med sin mor og lillesøster, aldrig rigtig har lært at agere lystbetonet og frit i.

Første skoledag møder hun Faxe. En tilsyneladende selvsikker fodboldpige, som kaster sit lys på Gro. Så er det de to, og skolen ryger langt bagud i Gros prioriteringer. Man fornemmer, at Gro ikke før har været i en sådan intim veninderelation, at det er dragende, og at hun ikke både kan være der og samtidig holde fast i sit flittige skolepige-jeg.

Faxe er fysisk tæt på, beder hende fjerne noget i sit øje, vil have hende med på badeværelset, og Faxe viser hende, hvordan man med en hånd i halsen kan brække sig, når man har fået for meget. De mødes hos venner. De tager forskellige piller, drikker lidt for meget, men ikke noget alarmerende, ikke noget udsædvanligt. Alligevel er Gro aldrig rigtig rolig i relationen, for hvad giver hun tilbage, spørger hun sig selv?

Det er Faxe, der ”deler sine forelskelser med hende, rækker hende sine bekendelser lige så gavmildt og selvfølgeligt, som hun rækker hende de tunge, nussede poser med bland-selv-slik, hun altid har på sig, og ritalinpillerne, hun får af en dreng fra fodboldklubben.”

Skiftet for Gro kommer, da hun opdager, at hun, der altid har været den dygtige, er gået bag af dansen i skolen. At der så at sige ikke er noget sikkerhedsnet under hende, at hun kan falde helt ned, helt igennem, blive til ingen i løbet af et øjeblik, hvis hun lukker øjnene – sådan opleves det af hende, og sådan skildres det utrolig stærkt af Iben Konradi Brodersen.

Den urolige, unge, som er ved at bukke under for sit eget pres. Og som ikke magter både at have relationen til Faxe, hvis lys nu stråler på en anden, og indhente det skolemæssige hul.

Det fører til en indlæggelse. Igen er Konradi Brodersens force, at hun skildrer det hele indefra. Ikke-sensationelt registrerende beskriver hun Gros skifte fra vennegruppen til patientgruppen. At man kan føle, som ung velbegavet pige, at man faktisk ikke har lov at være der heller, for Gro ser sig om og ser patienterne fra de dårlige sociale lag, dem, der kan være helt i deres følelsers vold, og sådan er hun jo ikke, hun har hele tiden metabevidstheden med sig, fornemmelsen af at være dukset, en dygtig og tilpasset patient.

”Piger kan leve længe måske for evigt” er ikke en trist roman, der svælger i det svære. Men det er klart registrerede og gengivne sansninger hentet ud fra en ung piges indre. En pige, som jo tydeligvis engang vil få et behov for at udtrykke noget på skrift. Se her, så fint beskrevet, hvor hun ligger med veninden på skateboardrampen i solen:

”De lægger sig på ryggen og kigger op i himlen. De mørkegrønne plader har suget sol til sig hele formiddagen og svider på Gros skulderblade. Efter et stykke tid kommer der nogle drenge og begynder at skate på rampen ved siden af. Man kan høre, at de er gode til det, sikre: den korte stilhed, når de holder om kanten på boardet i luften. Og så: den bragende lyd af hjulene igen, når de støder ned i rampen med en faldende krops styrke.”