Farvel til forfatteren: Tage Skou-Hansens bisættelse var en lektie i kærlighed

Tidligere biskop Kjeld Holm forestod bisættelsen og talte blandt andet om Tage Skou-Hansens evne til at analysere terrorens psykologiske forudsætninger

Familie, venner og forfatterkolleger var i stort antal mødt frem for at tage afsked med den store forfatter, der døde i onsdags.
Familie, venner og forfatterkolleger var i stort antal mødt frem for at tage afsked med den store forfatter, der døde i onsdags. Foto: Lars Aarø.

Lørdag formiddag, mens Frankrig blev erklæret i undtagelsestilstand, og frygten bredte sig i Europa, blev Tage Skou-Hansens bisættelse i Skt. Pauls Kirke i Aarhus en anderledes opbyggelig begivenhed.

Familie, venner og forfatterkolleger var i stort antal mødt frem for at tage afsked med den store forfatter, der døde i onsdags. Tidligere biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, der var en nær ven af Tage Skou-Hansen, havde til lejligheden valgt teksten fra Paulus’ første korintherbrev om kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Ord, der i den grad gjorde godt at høre på sådan en dag, og som på fineste vis understøttede Tage Skou-Hansens eftermæle som et menneske, der var i besiddelse af hjertets dannelse.

”Jeg skal ikke give mig til at analysere Tages forfatterskab, det er gjort i mange fine nekrologer de seneste dage, men jeg vil alligevel på denne formiddag gerne sige: Ingen kunne så dybt og så bevægende analysere terrorens psykologiske forudsætninger som Tage Skou-Hansen,” sagde Kjeld Holm blandt andet i sin tale ved kisten.

Foto: Lars Aarø

Talen var meget personlig og Kjeld Holm inddrog blandt andet sine egne oplevelser med at læse Tage Skou-Hansens bøger. Ikke mindst den del af forfatterskabet, der har den romantiske modstandsmand Holger Mikkelsen som hovedperson og som for en stor dels vedkommende foregår i Aarhus.

”Jeg lærte at se og erfare med Tage Skou-Hansens blik og sanselighed. Aarhus blev andet og mere end en by fra det øjeblik, jeg læste ”De Nøgne Træer”. Byen og dens omgivelser fik sprog på et helt ny måde og jeg fik opmærksomhed i forhold til det nærværende. Og sådan kunne jeg nævne bog efter bog, scene efter scene. Man levede med det, og så byen, landet og verden igennem det. Man genkendte det og så alligevel var det nyt alt sammen. Man skulle ikke tage fejl, for det nærværende og sanselige forudsætter og fordrer lidenskab. Fordi lidenskab viser en forståelse af, hvad det er at leve. Sansningen finder først sit udtryk i sprogbrugen, det er det den gode kunst kan formidle. Og det var det, Tage kunne, så man aldrig kommer over det. ” sagde Kjeld Holm.

Foto: Lars Aarø

Som optakt til højtideligheden spillede kirkens organist Thomas Kristian Nielsen et præludium af Brahms med den danske titel ”Nu hviler mark og enge.”

Tage Skou-Hansens kiste var smukt pyntet med roser i forskellige støvede nuancer blandet med gyldent efterårsløv. Hele vejen ned langs midtergangen og ved alle bænkerækker lå buketter og kranse i alle farver og størrelser og den store kirke var godt fyldt op.

Foruden familien, og her naturligvis først og fremmest Tage Skou-Hansens enke Ellen, de to voksne børn, børnebørn og et enkelt oldebarn, deltog blandt andre flere forfattere og kulturpersonligheder i bisættelsen. Det gjaldt blandt andre Knud Sørensen, Jens Smærup Sørensen, Peter Laugesen og Svend Åge Madsen. Også professor i litteratur Anne-Marie Mai og Gyldendals litterære direktør Johannes Riis var mødt frem.

Foto: Lars Aarø

Inden jordpåkastelsen sang forsamlingen Grundtvig-salmerne ”Den Signede Dag” og ”O Kristelighed”. Og inden kisten blev båret ud af kirken, havde familien valgt Jakob Knudsens ”Se nu stiger solen af havets skød”.
 
”Et møde med Tage var altid et møde med nænsomhed. Hvor var han opmærksom, spørgende, lyttende og altid på denne nænsomme måde med et hjertes dannelse. Jeg har aldrig set Tage aggressiv, det skulle da lige have været, når han hvislede til AGFs formand: ”Hvorfor får du ikke købt en ny midtbane?” sagde Kjeld Holm i sin tale og kaldte et øjeblik smilet frem på mange af de fremmødtes læber.

De to venner delte en stor passion for byens førende fodboldhold, og var tidligere ofte at finde på Aarhus Stadion sammen.

Foto: Lars Aarø

”Døden er det, der ikke kan være anderledes, selvom vi ikke mindst i vores tid, bilder os noget andet ind. Det kan ikke være anderledes, end at Tage er død, og vi må gerne være kede af det, vemodige og eftertænksomme - men ikke skuffede. Det at jeg begyndte med at læse Paulus’ kærlighedens lovsang, var naturligvis ingen tilfældighed for Holger Mikkelsen var via Tage Skou-Hansen kærlighedens tilstedeværelse. En bevidsthed om, at kærligheden er stærkere end fikse ideer. Om den kærlighed også omfatter mere end vores liv her på jorden, der er op til hver enkelt menneskes tro,” sagde Kjeld Holm og sluttede med ordene:

Foto: Lars Aarø

”Vi er nu henvist til kun at have erindringen om Tage tilbage, og det er nu heller ikke så ringe endda. Erindringen af hvem han var, og hvor godt det var, at han har været her.”

Tage Skou-Hansen lyttede gerne til jazz og det var derfor meget passede, at Den Danske Salmeduo, bestående af saxofonisten Christian Vuust og pianisten Hans Esbjerg, efter jordpåkastelsen spillede ”George Gershwins ”Embracheable you”. Da kisten efter højtideligheden blev båret ud af kirken, spillede duoen nummeret ”Hymn to Freedom” af Oscar Peterson.