Når solen rødmer over sin nedgang med et pink vink til Kolding, Kerteminde eller København, kan man være stensikker på, at Facebook kort tid efter bliver fyldt med solnedgangsbilleder. For det er nærmest blevet normen at fiske mobiltelefonen op af lommen, når man ser noget smukt, sødt eller sjovt – for at vise andre, at man har set noget smukt, sødt eller sjovt.
Alle ved dog, at enhver med adgang til billedredigeringsprogrammer nemt kan manipulere et foto for at fjerne far-maven eller forstyrrende bumser i ansigtet. Sådan har fotoet mistet status som sandheden på et stykke papir. Nu er der ikke engang papiret tilbage, som kunstneren Tal R med det borgerlige navn Tal Shlomo Rosenzweig siger, da vi sidder i hans atelier midt i København, hvor hans store hunde lunter hjemmevante rundt mellem mesterværkerne.
”Da jeg var dreng, blev maleriet betragtet som umoderne og dødt, mens et foto var noget, man fik fremkaldt på et stykke papir, der altid talte sandt. Men sådan er det ikke længere. Nu er et foto en visuel information, som alle og enhver nemt kan rode rundt med, mens maleriet pludselig har fået en ny aktualitet som en mere ærlig måde at vise verden på, fordi alle ved, at det er et andet menneskes blik på verden,” siger Tal R, der er aktuel med udstillingen ”Academy of Tal R”, som åbner på Louisiana i dag.
De seneste år er Tal R selv i stigende grad begyndt at male det, han ser omkring sig i København – for eksempel har han en række københavnermalerier med motiver af blandt andet et markant hatteskilt på Fiolstræde og månens spejling i Sortedamssøen med på udstillingen.
”Jeg har udviklet mig meget frem til at rime på det, jeg ser. Da jeg startede med maleri i 1990’erne, var det at tegne noget, man så, et absolut no go. Maleri var dengang blevet degraderet til en form for illustration for andre tænkeres filosofi eller en undersøgelse af farven blå, hvilket alt sammen er udmærket, og det har også sin berettigelse. Men folk stopper stadig op og ser på hatten i Fiolstræde eller månen i vandet. Nu bare gennem mobiltelefonen. Og jeg har brugt mange år på at bevæge mig ind på det felt, hvor jeg kunne opleve verden og rime på verden uden ironi,” siger han og tilføjer:
”I princippet er jeg gået igennem en proces, der har varet i over 20 år. I starten rimede jeg meget på andet billedmateriale, som jeg måske faldt over i en bog eller et hæfte. Men de seneste 10 år er jeg gået over til at rime mere på det, jeg ser, hvilket ellers næsten er forsvundet ud af malerkunsten. Videokunst er meget noget, der rimer på hverdagen, men malerkunstnerne har følt sig for fine til det. Men jeg har fået en interesse for at rime på det, jeg har oplevet. Jeg ville male på en måde, som var parallel med det at opleve. Og jeg tror, at ordet parallel er ret væsentligt, fordi man netop laver kunst meget parallelt med det, man oplever. Det kan lyde teknisk, men det går tilbage i kunsthistorien, hvor den franske maler Paul Cézanne sagde, at man ikke maler foran naturen, men ved siden af naturen.”
Udfordringen er at bygge en god bro mellem oplevelsen af hatten på Fiolstræde eller månens spejling i Sortedamssøen til et kunstnerisk udtryk, der også giver mening for andre. Men når det lykkes, kan beskueren også bruge broen til at gå tilbage fra kunstværket og se på verden på en ny måde. Det gamle hatteskilt i Tal R’s maleri kan for eksempel blive et billede på altings foranderlighed eller en gades tabte tid som en slags samtale mellem de dødes og de levendes København, og det tænker man måske mere over, når man kommer tilbage til Fiolstræde efter at have set maleriet, forklarer han.
”Vi mennesker er dumme. For ofte skal vi se på et maleri, før vi kan forstå, hvad vi ellers ser. Når man for eksempel ser skyer på et maleri, lægger man bedre mærke til skyer i virkeligheden. Men det kræver, at kunstneren har løst sin opgave med at bygge en bro mellem oplevelse og udtryk. Og det kan ofte tage lang tid.”
For eksempel tog det ham næsten et halvt år at regne ud, hvordan han skulle male månens spejling i Sortedamssøen, uden det kom til at virke som en åndløs popsang, som han siger. Løsningen kom først efter en juleaften, da han var inviteret med til en dansk jul, hvor han bed i et andeben og ødelagde en tand.
Hele juleferien gik han og tænkte over sit malertekniske problem, mens han mærkede, hvordan tanden gav sig. Han måtte fejre nytårsaften med tandpine, inden han nytårsdag fandt en tandlæge, der havde åben og kunne trække tanden ud. Og da han en efterfølgende aften gik tur ved Sortdamssøen og mærkede, hvordan han på samme tid var helt sig selv og helt uden sin tand, fik han idéen til, hvordan han skulle male månens spejling i vandet, forklarer han.
Udstillingen rummer dog mere end Tal R’s københavnerbilleder. Den består af alt fra kunstnerens skitser fra studietiden på kunstakademiet til en hest indpakket i pyjamas, der hænger ned fra loftet med bind for øjnene over en labyrint, som han kalder et døveinstitut med 99 store tegninger. Udenom har han malet en række godstogvogne, der ”nok vil blive tolket politisk”, som kunstneren konstaterer uden at sige direkte, om godsvognen er tænkt som en sammenkædning af flygtningekrisen og holocaust.
”Man maler jo altid i en tid og vil blive forstået ud fra sin tid. Men jeg bliver ikke i udstillingsrummet og diskuterer med beskueren. Jeg sætter en togvogn ind, og så går jeg. Spejlet og debatten er deres.”
Men betragter du det som et politisk værk?
”God kunst er aldrig en direkte politisk kommentar, men mere en håndgranat, man kan smide ind på den politiske arena,” siger Tal R, der heller ikke vil sættes i bås som hverken politisk eller spirituel kunstner.
Men inspirationen kommer fra det, han selv har set eller oplevet, siger han. Hesten i himlen – eller rettere i loftet – er for eksempel inspireret af en af hans onkler, der blev så tæt knyttet til sin blinde minehest, at en historie om hesten kom med på onklens gravsten. Sådan kommer Tal R’s motiver mange forskellige steder fra.
”Vi går alle sammen rundt med vores egen historie og vores familiers historie, og inde i os alle sammen er der derfor en form for udspændt trommeskind. Det, som du bliver berørt af og derfor får lyst til at rime på, er det, der rammer det trommeskind af historier.”
Tal R’s jødiske opvækst er unægtelig en del af hans eget indre trommeskind, fortæller han.
”Jeg er primært opvokset med Det Gamle Testamente, men jøderne har også et andet testamente, en påhængsvogn af en historie, som også indbefatter Anden Verdenskrig, som bare er fem minutter væk. Og min generation af jøder er opvokset med denne påhængsvogn af holocaust.”
Det betyder også, at holocaust var ”et slags væsen”, der stirrede tilbage på Tal R og hans jødiske venner, da de som børn lærte om Gud i den jødiske skole, forklarer han.
”Meget af Bibelen virker som en lang gangster-rap af pral, hvor Gud fortæller, hvor stor han er. Og det er fint, at Gud er så stor. Men da vi sad sammen i tredje klasse, og det gik op for os, hvad der var foregået under Anden Verdenskrig, så var det lidt svært at tro på, at Gud var så stor en gangster-rapper, når han ikke engang kunne fikse en lille mand med et overskæg. Sådan er vi en hel generation af jøder, der skulle finde vores ståsted med en tavs Gud, en stor krig og en masse døde forfædre i kulissen. Det er en påhængsvogn i vores historie,” siger Tal R og tier et øjeblik, mens hans to hunde, border collien Makker og granddanoisen Fanny kommer luntende hen mod ham for at blive klappet.
”Han er den kloge, hun er den kønne,” siger han, mens han klapper hundene, inden han fortsætter:
”På den ene side havde vi en tavs Gud, og på den anden side er han større end alt, du kan forestille dig. Men han fiksede ikke manden med det lille overskæg. Det havde da bare krævet et enkelt knips. Hvordan skal man vokse op og hengive sig til ham? Guds tavshed er en kæmpe gåde.”
Kunstneren tier, inden han tilføjer:
”Når man er yngre, synes man, at det er ret smertefuldt, for man ville da egentlig helst have, at Gud talte til os. Men jo ældre vi bliver, jo mere forstår vi, at det er noget, vi skal være taknemmelige over. For det har udviklet kulturen og videnskaben, at Gud er tavs. For Guds tavshed har tvunget os selv til at undersøge og opdage verden. Og at rime på den.”
Hvad tror du så selv på?
”Jeg tror på, at når man dør, så vågner man. Jeg er ikke et særligt moralsk menneske, måske endda tilnærmelsesvist umoralsk, for jeg har også levet mit liv umoralsk. Men jeg tror, at vi alle sammen kommer op på en scene, når vi dør. Dér skal vi stå med både vores venner og værste fjender i hånden, og så bukker vi. Jeg har altid haft den fantasi. Og jeg har altid tænkt, at det at dø i virkeligheden er at vågne. Så er man tilbage i en virkelighed, der ikke har nogen symmetri. For jeg tror, at menneskers lidelser skyldes det, som videnskaben kalder altings symmetri. At der ikke kan være lys uden mørke. Men jeg tror, at symmetrien forsvinder, når vi dør. Det er min vision om døden. Og den kan være lige så god som andre. Vi ved jo ikke, hvad der sker. For Gud er tavs.”
Men kan man ikke forestille sig, at Gud bare taler til os på andre måder? Ifølge Bibelen blæste Gud sin ånd ind i Adam, og i Det Nye Testamente kom Helligånden til alle i pinsen, så måske er Guds stemme bare inspirationen?
”Ja, måske. Man kan i hvert fald undre sig over, at vi er sat i verden med noget så åndssvagt som empati. Måske er det vores guddommelighed. Hvis jeg ikke havde empati, kunne jeg bare æde dig,” siger han pludselig, mens den store ”kønne” granddanois ser ud til at få uhyggeligt gode idéer.
”Det ser ud til, at der er noget godt kød på dine ben,” fortsætter Tal R:
”Jeg ville ikke behøve at tænke på dit venlige ansigt. Jeg kunne bare spise dig, og det, jeg ikke kunne spise, kunne jeg fryse ned. Det ville da være mere praktisk end at skulle i supermarkedet. Det er måske mest det, mine godsvogne spørger dig om: ’Er du kannibal eller ej?’. Empatien er noget mærkeligt noget. Indlevelsesevnen er en mærkelig ting. Naturen er jo ikke empatisk over for os. Men vi tillægger skyer, bjerge og et hatteskilt på Fiolstræde betydning, selvom det i sig selv ikke har nogen betydning. Det får først betydning med vores besynderlige evne til at rime. Og jeg rimer selv på mine omgivelser, når jeg maler,” siger han, inden han heldigvis fodrer hundene med almindelig hundemad.
