Den norske forfatter Tarjei Vesaas (1897-1970) skrev fra omkring 1950 og de næste 20 år nogle af de fineste romaner fra Norden i det 20. århundrede. Vesaas skabte en personlig modernisme kendetegnet ved en sublim balance mellem ting og symbol, det konkrete og mystiske, det hverdagslige og metafysiske. Med en renset sprogkunst opnås en poetisk fortætning, virkeligheden og dens almindelige hændelser er ladet med videre betydning, symbolet og mysteriet gror lige ud af den daglige virkelighed.
Litteraturhistorisk må man placere Vesaas i nærheden af hans danske kollega og ven Martin A. Hansen. En eksistentiel modernist, med fokus på den meningsløshed, som det (ude)lukkede menneske kan føle, trods længsel efter kontakt, spærret inde med sig selv. Alligevel indtræffer en forløsning, meningen genfindes. Ikke som et resultat af den enkeltes egen indsats, men som noget, der udefra skænkes: en dunkel sammenhæng mellem menneske og natur eller en nådesakt via det andet menneske.
I romanen Fuglene (1957) bor halvsinken Mattis sammen med sin søster Hege. I deres liv vrimler det med tabuord: klogskab, fordi Mattis ikke evner den; arbejde, fordi Mattis har kronisk samvittighedsnag over ikke at kunne; seksualitet, fordi Mattis ingen pige kan få, og Hege er ensom i sin pasning af Mattis. Og når Mattis på sin ligefremme måde spørger: Hvorfor er det sådan, som det er? bliver han hastigt bragt til tavshed; de kloge tåler ikke, at outsideren sætter ladede ord på de ømme punkter eller spørger om det fundamentale, som de andre fortrænger.
Det paradoksale er, at de, som evner at bruge sproget, ikke vil det. Er således Hege den trofaste forsørger, forstår hun ikke meget af det indre liv i Mattis: den sprogpoesi, hans rige indre verden skaber, fordi verden altid er ny for ham han ser mere under den overflade, de fleste nøjes med, alt er for Mattis hemmelighedsfulde tegn.
Hans kommunikation finder sted på et andet plan, og hans kontakt med verden er såre elementær: For ham er tingen og ordet for tingen identiske. For eksempel udveksler Mattis sprog med fuglene i mudderet er der spor efter sneppens fødder og næb, Mattis læser sporene som fuglens skrift og svarer selv med prik af en pind.
Men blandt mennesker er Mattis ringeagtet og ensom. Derfor hans usigelige triumf, da to piger samler ham op på en holm i søen, turister, som ikke i forvejen kender Mattis og som han ror tilbage til bygden. De lokale ser, at han har evnet at være sammen med nogen, uden at disse tog sig af hans anderledeshed: Var dette lykke? Lykken var kommet til ham på en nøgen holm, uden noget varsel. Ingenting havde han gjort for det.
Efter denne triumf begynder Mattis at arbejde som færgemand på søen. Hans kalden besvares af skovarbejderen Jørgen, som han færger til Hege. Mattis har bragt lykken til sin ensomme søster, men ulykken til sig selv, for nu er han mere end nogensinde i vejen. Mattis udtænker da en plan: at lade en anden magt afgøre, om han skal leve eller dø.
Længst inde drejer Fuglene sig om længslen mod det uudsigelige og er en roman om digterens forhold til læseren, sproget og tilværelsen. Men længslen er alles, en higen imod at udtrykke det, som ikke kan udtrykkes. Således er Mattis største øjeblik en ordløs berøring fra en venlig pige, som ikke véd, hvad hun skal sige til ham, og i stedet stryger ham over kinden. Over for dette fundamentale blegner alle psykologiske forklaringer, noget skænkes, og dét er meningen.
Idet verden er større, end vi gør den til. Har du husket at tale med en fugl i dag?
Hver lørdag skriver et fast panel på skift om bøger fra litteraturhistorien, der er værd at læse