Prøv avisen
Dokumentar

To meget forskellige, men absolut seværdige dokumentarer om sportens helte

Selvom Michael Jordan (billedet til venstre) kørte sin karriere i stedet for at lade den køre rundt med ham, er Diego Maradona (billedet til højre) langt mere fascinerende. – Foto: Netflix/DR.

Fodboldspilleren Diego Maradonas og basketballspilleren Michael Jordans genialiteter på banen og deres kampe uden for stregerne skildres i to meget forskellige, men medrivende dokumentarer

Diego Maradona - fem stjerner

I sportens eventyr begynder det med en familie, der lever under fattige kår, og hvor et af de mange børn udviser særlige evner på hullede baner eller støvede veje. En dag ser nogle udefra talentet, og barnet bliver løftet ud af fattigdommen og ind i en lokal klub.

Som ung træder en større klub til med penge, som kan forsørge familien derhjemme, og senere trumfer en af de allerstørste klubber med endnu flere penge og gør talentet til superstjerne. Til konge eller dronning.

Men hvor eventyrenes helte er renfærdige og lever lykkeligt til deres dages ende, er det sjældent tilfældet i sport. Se bare den voldsomme og bevægende dokumentar ”Diego Maradona”, der i øjeblikket kan ses på DR’s streamingtjeneste DR TV. Den fortæller historien om argentinske Diego Armando Maradona – den bedste fodboldspiller nogensinde – fra opvæksten i slumbyen Villa Fioritos til VM-triumfen i 1986 i Mexico og to italienske mesterskaber med S.S.C. Napoli – de eneste i klubbens historie.

Maradona med det smukke ansigt, det lave tyngdepunkt og de løse katteagtige fodled var nok usædvanligt godt begavet på banen, men uden for stregerne naiv og uklog: I Napoli omgikkes han medlemmer af byens mafia, Camorraen, sniffede kokain, fik et barn gennem en affære og gik, efter Argentina slog Italien ud af VM – og han havde opfordret napolitanerne til at vende Italien ryggen og holde med Argentina – fra at være Gud til Satan selv.

”Da jeg ankom til Napoli, var der 80.000 i lufthavnen, da jeg rejste hjem, var jeg alene”, fortæller Maradona.

Inden det gik så galt, var det helt anderledes. ”At tale ondt om Maradona er at tale ondt om Gud”, som en fan udtrykker det, og det er fascinerende at høre de katolske italienere tale så utilsløret om den afgudsdyrkelse, deres tro så klart forbyder.

Sådan er det stadig i Argentina, hvor der findes Maradona-kirker og malerier på gavlene af ham som Gud eller Guds søn. Og selvom han for altid har ødelagt båndet til Italien, har tiden gjort, at resten af verden – måske med undtagelse af England, som han snød med ”Guds hånd” – har ladet alle historierne om hans svaghed og dumhed, hans menneskelighed, fare, og i stedet husker hans bedrifter med bolden, der virkelig fremstår guddommelige. Det var, som om han i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var beåndet med noget, et blik for spillet, en boldomgang, som ingen – end ikke Pelé eller Messi – var i besiddelse af, og som på skærmen stadig virker, ja, overjordisk.

Men kan man tale om livsintelligens, så besidder Maradona den ikke. Det er dokumentaren, der slutter med nye optagelser af ham – aldret før tid, overvægtig – der spiller bold med piger og drenge, men knapt kan røre sig, ét langt bevis på.

Den sidste turnering - fire stjerner

Maradona står på den måde i kontrast til alle tiders største basketball-stjerne, Michael Jordan, og i dokumentarserien ”Den sidste turnering”, der kan ses på Netflix, fortælles eventyret om hans fattige barndom og familie i Wilmington, North Carolina, hvor racismen florerede. Her var sport den eneste vej væk for sorte, men Jordan var ikke bare talentfuld, han var langt mere end det, og med ham som superstjerne og omdrejningspunkt blev Chicago Bulls mestre hele seks gange i 1990’erne.

Jordans uhørte springkraft, sylespidse boldøje, ætsende ærgerrighed og usvigelige træfsikkerhed gjorde ham til et mirakel på en meter og 98 centimeter. ”Det var ikke Michael Jordan. Det var Gud forklædt som Michael Jordan,” lyder en af kommentarerne om ham, og en anden, at det bare gjaldt om at holde ham tilfreds: ”Sørg for at frelseren er okay”.

Som med Maradona har omgivelserne svært ved blot at se Jordan som et menneske med et helt særligt talent. Det guddommelige træder i stedet og blander sig med eventyrfortællingen, de ses som guder, og derfor bliver begge films motivation at vise det svage, det menneskelige, ved dem.

Det er dog ikke så let i Jordans tilfælde som i Maradonas. ”M.J.”, som Jordan kaldes, kørte sin karriere stenhårdt og lod hverken presse eller klubber kontrollere ham og underskrev en sponsorkontrakt med Nike, der siden solgte 130 millioner par Air Jordan-støvler.

I dokumentaren fortælles Jordans historie, der er uløseligt forbundet med Chicago Bulls, og med en blanding af nyfundne optagelser og klip med hans utrolige præstationer tegnes billedet af en fabelagtig sportsmand og et ikke specielt charmerende, men uhyre selvstændigt og målbevidst menneske.

Selvom Jordan kørte sin karriere i stedet for at lade den køre rundt med ham, er Maradona langt mere fascinerende. Maradonas sårbarhed som menneske forstærker kun hans storhed som spiller, og selvom amerikanerne bliver ved med at omtale Jordan som verdens største dit og dat, så er den verden, han spillede i, som et beskyttet værksted i forhold til Maradonas. Hvor Jordan spillede for 10.000 velopdragne tilskuere, spillede Maradona for 100.000 aggressive og på alle andre tænkelige måder optændte tilskuere.

For de fattige napolitanere er fodbold, som én formulerer det, vigtigere end familien, og scenerne fra byen, når Maradona kører til kamp eller træning, eller når fans stimler sammen foran hans hus, er afsindige, og det eneste sted, der ikke er fans og folkemasser omkring ham, er inde midt på banen. Der er han i fuld kontrol og kan styre sine omgivelser.

Jordan er i kontrol begge steder, på og uden for banen, hvilket gør ”Den sidste turnering” knap så medrivende. Jordan er let at beundre, men svær at elske. Det er Maradona ikke, og i ”Diego Maradona” præsenteres hans historie som en blanding af eventyr, afgudsdyrkelse, himmelflugt og styrt på en bevægende og melankolsk facon. Og er lykkeligvis fuld af de tæmninger, driblinger, afleveringer og scoringer, vi bare ikke kan få nok af. Men som i sidste ende kostede ham helbredet og den mentale sundhed.