Prøv avisen

Talent vokser gennem modspil

"Vi optager både eleverne på grund af deres talent og livserfaring, og vi vil gerne hjælpe dem til at styrke deres kunstneriske rodnet, så de bliver endnu mere bevidste om deres eget sprog som kunstnere," siger filmskolens rektor, Poul Nesgaard. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Filmskolens rektor, Poul Nesgaard, leder efter stærke personligheder, når talenterne bliver udvalgt til at gå på skolen. Herefter venter der eleverne skoledage med struktur og faste rammer -- det skal frisætte deres kreativitet

Man kan nemt overse det lille nåletræ, som filmskolens rektor, Poul Nesgaard, selv har plantet i græsset uden for skolen i København. Træet er endnu så lille, at man knap kan se det gennem de store glaspartier fra skolens gange. Og man skal være kender for at vide, at det spinkle træ på størrelse med en ukrudtsplante faktisk er en Red Wood, en kæmpegran, der i løbet af 500 år kan vokse sig op til at blive verdens største træ.

"Jeg ved faktisk ikke, om det er helt lovligt at plante det her i byen. For det kan blive 120 meter højt og mellem 17 og 20 meter i diameter, så det kan blive Københavns vartegn hen over de næste 500 år," siger Poul Nesgaard, mens han sidder på hug og piller de visne grene af træet som en garvet gartner.

"Jeg plantede det, da jeg holdt tale for afgangseleverne forrige år. Planen er, at vi hvert år skal tage et billede af vores elever foran træet, så vi sikrer, at de alle bliver udødeliggjort gennem en form for animationsfilm på 500 billeder, i takt med at træet vokser op. Vi sørger derfor for at passe det godt, men de to første år er det faktisk vokset nedad fra at være en halv meter til at være 15 centimeter. Men jeg går ud fra, at det arbejder med rodnettet. For et træ bliver først stærkt, når dets rødder er stærke. Men når først rodnettet er på plads, skal der nok gå tegnefilm i det, så det bare vokser og vokser."

Samme gartnerfilosofi synes at præge Den Danske Filmskole, der leder efter rodfæstede elever, når de skal udvælge de få talenter, der hvert andet år kan få en af de eftertragtede pladser ved nåletræets fod.

"Vi optager både eleverne på grund af deres talent og livserfaring, der gerne skulle have givet dem en forankring i deres egen personlighed. De fleste elever er derfor omkring 25 år, når de begynder her. Og vi vil gerne hjælpe dem til at styrke deres kunstneriske rodnet, så de bliver endnu mere bevidste om deres eget sprog som kunstnere. For det handler ikke om, at alle skal blive på samme måde. Tværtimod. Vores opgave som kunstskole er at styrke den enkeltes særhed. Og vi skal heller ikke give dem deres talent, for det har de allerede, når de kommer ind, men vi skal forsøge at hjælpe dem med at folde det ud gennem en masse øvelser og evalueringer."

Rektoren rejser sig op i en hurtig bevægelse og leder os uden om skolens nye rygepavillon, mens han fortsætter sine sætningskæder på vej ind i skolebygningen:

"Talent vokser gennem modspil. Og det er en misforståelse, hvis man tror, at filmskolen er en fri legeplads. Hver eneste dag er spækket med struktur her. Men det er også det, der giver eleverne den tryghed, der kan frisætte deres kreativitet. For kreativitet udfolder sig bedst, når kunstneren får nogle rammer at udfolde sig i. Reglerne i Dogme 95 var jo også et forsøg på at frigøre noget kreativitet ved at spænde ben for sig selv for at presse sin kreativitet ud på nye områder. Og når jeg skal forklare udlændinge, hvad Den Danske Filmskole handler om, plejer jeg at vise filmen ?De fem benspænd? af Lars von Trier og Jørgen Leth."

Filmen "De fem benspænd" fra 2003 består af samtaler og fem små film, som Jørgen Leth har instrueret efter forskellige "benspænd" fra instruktørkollegaen og den tidligere filmskoleelev Lars von Trier. Idéen til filmen udspringer af Jørgen Leths gamle kortfilm "Det perfekte menneske" fra 1967, som Lars von Trier egentlig synes er perfekt. Og benspændene består i, at han beder Jørgen Leth genindspille filmen fem gange under forskellige vanskelige rammer, der kræver, at Leth strækker sin kreativitet til det yderste for at løse opgaverne.

"Det er lige præcis, hvad filmskolen går ud på," udbryder Poul Nesgaard, mens et lille smil leger i hans mundvige:

"Man skal spænde ben for eleverne, så de kan finde deres egne ben som kunstnere."

Selv har Poul Nesgaard ironisk nok ingen uddannelse. For hans egen kreative talent blev allerede spottet af Danmarks Radios B&U-afdeling, da han var 16 år gammel.

"Jeg var ikke noget lys i skolen, men jeg havde allerede lavet film, da jeg begyndte i Danmarks Radio som 16-årig. For det havde min storebror også gjort, så jeg var lillebroderen, der fulgte i hans fodspor. Hvis jeg havde været lige så god til at stave som min sekretær, var jeg sikkert kommet til at stave mig igennem livet i stedet for. Man bliver jo hurtigt fanget af sine talenter. Da jeg var lille, sagde min mor for eksempel, at jeg var dygtig til at skrælle kartofler, så jeg skrællede kartofler i et væk, så enhver form for talent kan jo binde en frygteligt. Men lykken opstår jo, når ens talent frisætter en, så man kan blive ved med at forny sig gennem sit talent. Og det er den udvikling, vi gerne vil give eleverne nogle værktøjer til at fastholde her."

Men din egen skole blev altså B&U-afdelingen?

"Ja. Det blev en form for uddannelse. For jeg blev hele tiden trukket med videre af mine ekstremt kreative kolleger som Nulle, Søren Kragh-Jacobsen og Thomas Winding. De var alle sammen ældre end mig og gav mig derfor en helt anden sproglighed. De havde læst bøger, som jeg aldrig havde set. Og de var filosofiske og tænksomme i deres måde at se verden på, så det kom til at forme mig meget. Som barn sang jeg også med i Københavns Drengekor, hvor jeg også fik nogle store oplevelser, der lærte mig meget. På den måde har jeg jo været skudt ud af et lykkehjul. Min far kaldte mig også lykkens pamfilius, fra jeg var helt lille. Og det fik han ret i. Jeg tror også, at det betyder meget, hvilke navne man giver sine børn. Min far var præst, så jeg blev døbt Poul Christian, der betyder ?den lille kristne?."

Hvad har den kristne opdragelse betydet for dig?

"Parodien er, at man bekymrede sig mere for livet efter døden end selve livet. Jeg syntes, at det var mærkeligt at tale så meget om noget, som måske lå på den anden side, når man kun var sikker på dette ene liv. Men det gav mig alligevel en adgang til poesien og det kristne sprog, hvor de store temaer trådte frem for mig i en tidlig alder. Som præstesøn mødte jeg samtidig en anden verden i skolen. Og jeg havde længe fornemmelsen af, at det var flovt, hvis de to verdener krydsede hinanden. Hvis jeg havde en skolekammerat med hjemme, blev det dybt flovt, når der skulle bedes bordbøn. Omvendt var det også dybt flovt, hvis mine forældre hørte, hvad vi snakkede om i skolen. Så på den måde lærte jeg tidligt at beherske en mangfoldighed af sprogformer. Og for mig er religion især en måde at sprogliggøre livet på. For jeg synes da, at livet er fuldstændig vidunderligt, og jeg har ikke noget imod at sige, at det er guddommeligt, selvom mit sprog har bevæget sig i en anden retning."

Hvad tog du med dig fra B&U-afdelingen, da du blev rektor på filmskolen?

"Man kan sige, at jeg blev voksen i løbet af de 23 år, hvor jeg legede rundt i B&U-afdelingen. For vi opbyggede en tradition, hvor vi i virkeligheden udsendte alt det, der var eksperimentet. Noget af det var mere hjælpeløst end det modsatte, men det blev sendt alligevel. Men vi var i et miljø, hvor vi hele tiden diskuterede, hvad vi lavede og hvorfor. Det var før seermålinger og brugerundersøgelser i Danmarks Radio, så det var meget medarbejderne, der prægede det, som blev sendt. Og vi vænnede os til en form for kunstnerisk integritet, der gjorde, at vi ikke kunne se os selv i spejlet, hvis vi ikke gennemførte vores idéer. Derfor kom jeg ikke tomhændet, da jeg begyndte som rektor på filmskolen. For jeg ved selv, hvad det vil sige at holde fast i en idé."

På gangen uden for Poul Nesgaards kontor hænger et hav af hædersbevisninger, som eleverne har hentet hjem til skolen fra forskellige filmfestivaler rundt omkring i verden. For siden Poul Nesgaard overtog ledelsen på Den Danske Filmskole, har skolen skabt international succes for dansk film. Og i dag er det nærmest blevet en selvfølge, at danske skuespillere spiller med i store udenlandske produktioner.

"Da jeg blev rektor for filmskolen i 1992, var vi næsten tilfredse, hvis en elevs spillefilm blev bemærket med en rosende omtale i Information eller Politiken. Det var nærmest ligegyldigt, hvor mange der kom ind og så den, hvis den bare blev kaldt ?særegen? eller ?nyskabende?. Men i dag er skolen en fuldstændig central spiller i hele den moderne medievirkelighed med internettet og den stigende globalisering, hvor flere af vores tidligere elever også bliver bemærket ude i verden. Og alle skolens elever kommer til at blive centrale aktører i den medievirkelighed, der gennemsyrer samfundet i øjeblikket. Derfor betyder det også noget, hvem vi vælger at tage ind på skolen. For deres etik og sprog og evne til at skabe fortællinger får hurtigt stor indflydelse på den måde, som vi opfatter verden på. Vores leder af dokumentarlinjen har sagt, at det eneste, der ikke interesserer os, er virkeligheden. Det er blikket på virkeligheden, der inter-esserer os. Det, kan man næsten sige, er et credo for hele skolen. For vi udvælger netop folk ud fra deres temperament og blik på virkeligheden."

Hvad er det for et syn på verden, som I efterlyser?

"De kunstnere, der ender med at blive optaget, er folk, der ikke kan lade være med at kradse i den overflade, som vi ellers indrammer virkeligheden i. Når man ser et familiefoto, hvor alle smiler, ved man jo dybest set, at billedet er en grov manipulation af virkeligheden. For der ligger altid et dybere lag nedenunder, hvor alle familiens gnidninger og al tragedien gemmer sig. Al fiktion går derfor ud på at skandalisere hovedkarakteren for at fremkalde personens karakter og de dybere lag, som overfladen ellers skjuler. Det er derfor, at der altid sker forfærdelige ting i film. For når der sker noget frygteligt, ser vi pludselig sider af os selv, som vi ellers ikke ser. Derfor er fiktionen fuld af skandaler. Men det er grundlæggende, fordi fiktionen spejler virkelighedens verden. Og jeg tror faktisk, at dansk film og tv aldrig har betydet så meget for vores blik på verden som nu. Derfor opfatter jeg denne her institution som ekstremt vigtig. Og jeg tror, at man ville have givet skolen en helt anden størrelse, hvis man skulle bygge den i dag. Samtidig går den teknologiske udvikling så stærkt, at vi hele tiden må købe nyt udstyr for at følge med. For den teknologiske formåen afspejler sig også i nye fortællemåder, som eleverne skal kunne mestre for at klare sig på et nutidigt niveau."

Er det ikke et paradoks, at en kunstskole på den måde skal løbe efter den kommercielle verden?

"Jo, men vi uddanner jo netop eleverne til at kunne fungere i det spændingsfelt mellem deres kunstneriske integritet og den kommercielle virkelighed, de kommer til at møde. Og selvom alle vores elever har deres egen kunstneriske stemme og deres eget unikke talent, skal de også lære at kunne fungere i et samarbejde. For man kan hverken lave tv eller film, hvis man ikke kan samarbejde med andre mennesker."

Hvordan føles det at se sine elever få så stor succes?

"Hvis man ikke kan glæde sig over, at andre bliver dygtigere end en, skal man ikke blive lærer. Det er jo også et af kristendommens grundprincipper at kunne glæde sig på andres vegne. Hvis man mestrede det fuldstændig, ville man jo få et fantastisk lykkeligt liv, hvor man gik og jublede, hver gang en anden var dygtigere end en, eller når andre vandt i lotto. Men det er klart, at der ligger andre følelser nedenunder. For misundelsen er et grundvilkår for mennesket. Men jeg synes først og fremmest, at det er en fantastisk gave at være på et sted, der hele tiden udvikler sig."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk