Tanke og Twitter – uforenelige størrelser?

Kan vi i den kommende valgkamp være tjent med politikernes, mediernes og vores egen grådighed efter dumsmarte Twitter-beskeder?

I valgkampen vil det fyge med Twitter-beskeder, skud fra hoften (og masser af glimt i øjnene). De er ”gefundenes fressen” for medierne, som får serveret dagens lille drama helt gratis og ikke behøver at gøre sig umage for at belyse emnerne, konflikterne, perspektiverne, skriver Per Øhrgaard.
I valgkampen vil det fyge med Twitter-beskeder, skud fra hoften (og masser af glimt i øjnene). De er ”gefundenes fressen” for medierne, som får serveret dagens lille drama helt gratis og ikke behøver at gøre sig umage for at belyse emnerne, konflikterne, perspektiverne, skriver Per Øhrgaard. Foto: Ritzau Scanpix.

Begrænsningens kunst, siger man anerkendende, når nogen har sagt eller gjort noget med øjemål og elegance – eller hvis de måske har ladet være med at sige eller gøre noget og derved sparet os andre for at skulle bruge tid på lange udredninger eller møjsommelige reparationer. Det er begrænsningen, der viser mesteren, siger et gammelt ord. Vi kender også alle sammen eksempler på en enkelt rammende bemærkning, der sætter tingene i perspektiv eller på plads.

Det er bare ikke alle, der har det talent. Så det er mere almindeligt, at det går galt med kortfattetheden. For et par måneder siden meddelte en tysk toppolitiker, Robert Habeck fra De Grønne, at han havde lukket både sin Twitter- og sin Facebook-konto. En af grundene var, at han var kommet til at dumme sig med nogle beskeder og en video, så der var i høj grad tale om skadesbegrænsning. Men Habeck er en tænksom mand, så det var præcis det, der var hans pointe. Det nemme Twitter havde forført ham til at fyre noget af, inden han havde tænkt sig godt nok om, og det ville han så vidt muligt undgå fra nu af.

Præsident Trump har som bekendt sat politik via Twitter i system. I hans tilfælde tror man gerne, at han dermed er nået til den yderste grænse af sin intellektuelle formåen. Ingen er forpligtet ud over sine evner.

Men står det virkelig lige så slemt til med vore egne politikere? Jeg nægter at tro det. Men jeg er blevet mere og mere spagfærdig i min nægtelse. Politikerne må forstå, at de bidrager til den såkaldte politikerlede med alle deres hastigt udslyngede opstød, som de så undertiden må tage i sig igen eller nedtone som bare for sjov. ”Det var sagt med et glimt i øjet,” siger man – når man vel at mærke har fået det sagt! Glimtet er det, man lige når at se, inden skuddet brager. Når befolkningen oplever, at dens repræsentanter mener at kunne reducere indviklede spørgsmål til det, vor dronning engang kaldte ”dumsmarte bemærkninger”, er der jo ingen grund til at tage Folketinget og dets lovgivning alvorligt.

Politikerne undergraver deres egen autoritet ved at kaste sig ud i det første det bedste skolegårdsslagsmål. Til gengæld burde alle i skolegården, og det vil sige os vælgere, lade være med at afkræve politikerne svar på alt muligt inden for 10 sekunder. Giv dem dog tid til at tænke sig om! Og giv os selv tid til at læse grundigere på lektien! Ovennævnte Robert Habeck blev naturligvis straks angrebet for at flygte fra debatten. Men hans handling vil ret forstået tværtimod bidrage til at kvalificere den. Han har ikke tænkt sig at tie stille, blot at vælge andre og mere rummelige kanaler.

Det repræsentative demokrati lever af, at vi tiltror dem, vi vælger, at være en lille smule klogere og dygtigere, end vi selv er flest. Det er vel også det, de selv mener, siden de stiller op for at regere over os andre. Men det er ikke så underligt, at der kan komme forslag om at lade permanente meningsmålinger afgøre sagerne, når vælgerne oplever, at for mange af deres repræsentanter allerede gør det og ikke forsøger at løfte debatten.

I valgkampen vil det fyge med Twitter-beskeder, skud fra hoften (og masser af glimt i øjnene). De er ”gefundenes fressen” for medierne, som får serveret dagens lille drama helt gratis og ikke behøver at gøre sig umage for at belyse emnerne, konflikterne, perspektiverne. Det gør de så ofte heller ikke. Men kan vi være tjent med det? Og kan vi være tjent med vores egen grådighed efter dumsmarte Twitter-beskeder?

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.