Jens Smærup Sørensen sender de indlysende sandheder til eftersyn

I det store ytringshav udmærker Jens Smærup Sørensens refleksioner sig ved at foretage et eftersyn af de alt for indlysende sandheder

Åbenheden og den fordomsfri gennemtænkning af et emne er vandmærket i Smærup Sørensens ”Refleksioner”.
Åbenheden og den fordomsfri gennemtænkning af et emne er vandmærket i Smærup Sørensens ”Refleksioner”. Foto: Carsten Bundgaard/ritzau.

Essay, klumme, blog! Forfattere, der ønsker at invitere læserne med ind til nogle øjeblikkes mere eller mindre alvorlig eftertanke, kan slå ind på meget forskellige veje, og ind imellem er der måske ligefrem behov for at opdyrke sin helt egen genre. Det er på en måde, hvad Jens Smærup Sørensen har gjort med de 41 tekster, der er samlet i den indbydende bog med den velvalgte titel ”Refleksioner”.

For nogle år siden sagde forfatteren ja til en gang om måneden at skrive en klumme til Kristeligt Dagblad om et hvilket som helst emne, der lå ham på sinde. Overskriften over den faste rubrik var Refleksion, og med det ord og dets last af overvejelser, undersøgelser og afsøgning af nye muligheder var også udviklingen af en form på vej. Et sted mellem det måske lige lovligt forfatterambitiøse essay, den humoristiske, men knap så forpligtende klumme og den stærkt jeg-spejlende blog har Jens Smærup Sørensen i perioden fra oktober 2013 til august 2017 skrevet sig frem til en slags personlige tankenoter til tiden med emner, der spænder fra kunsten og troen eller den såkaldte autofiktion til forår, ferie og robotter. I det store ytringshav af ofte forudsigelige markeringer og fastlagte holdninger udmærker Jens Smærup Sørensens refleksioner sig ved en velgørende vilje til at foretage et ekstra eftersyn af de alt for indlysende sandheder og ved det element af uforudsigelighed, som modsætter sig rutinelæsning og automattænkning.

Åbenheden og den fordomsfri gennemtænkning af et emne er vandmærket i Smærup Sørensens ”Refleksioner”, der sprogligt arbejder med en artistisk højt udviklet omhu og en urokkelig solid jordforbindelse, der også fastholder nogle efterklange af en kulturforms uvilje mod at tage munden alt for fuld, og som derfor også har forbeholdene og de ikke så kategoriske udsagn som et velovervejet og til tider nærmest demonstrativt stilistisk træk.

”Og så skulle det oven i købet være muligt, hos enkelte forhandlere, at finde et tæppe der ikke, i sig selv ligesom, ser alt for rædsomt ud.”

Et af de centrale stykker i bogen har overskriften ”Ytringsfrihed, men!”, og her bliver den særlige smærupske ambition om at skubbe til en diskussion, der ellers er svær at rokke, klart illustreret. Ikke mindst bliver refleksionen en smuk hyldest til det lille ord ”men” med dets vilje til også at pege i andre retninger end de indlysende og sikre en ofte livsnødvendig relativering og nuancering.

”Men er når som helst et virksomt opløsningsmiddel mod al truende totalitarisme.”

Sundhedsvæsen, skolevæsen, sproget, folket og eliten, den murrende angst! Med sine overvejelser kommer Jens Smærup Sørensen godt omkring i nutidslandskabet og runder mange af samfundets debatter og fælles samtaler, og ofte formår han at supplere den sunde fornuft og mildt neddæmpede humor med den lille ekstra drejning, der giver et anderledes perspektiv.

Når han skriver under overskriften ”Danmark som vi kender det” med adresse ikke mindst til flygtningedebatten, så er det også for at minde læserne om, at ”det er i kraft af uafladelige og ofte fundamentale forandringer af sig selv, at Danmark fortsat er i live, endda som et velstående og noget nær frit og retfærdigt land.”

En særlig klang får Jens Smærup Sørensens ord, når de også trækker på erindringerne og sansningerne fra barndommen.

”Så blev det høsttid. Jeg har sat neglene i en rugkerne, og den var knaldhård, jeg har lugtet til den og smagt på den, og hvor den dufter og smager af rug. Den er fuldmoden, og vi er parate til at tage fat.”

Eller:

”Jeg var otte år, eller jeg var blevet ni eller ti – det var sidst i oktober. Roerne var taget op, vi havde hele dagen kørt dem i kule. Aftoppede lå de endnu i mange lange rækker ned over ageren…”.

Regelmæssigt tager Smærup Sørensens tankenoter til tiden afsæt i den bondekultur, der var engang, og i forholdet mellem by og land, provins og hovedstad, men på deres vej ud i forandringernes landskab styrer refleksionerne med den sunde fornuft som kompas fri af både nostalgiens og den ukritiske fremskridtsbegejstrings grøfter. En balance fastholdes med støtte i overbevisningen om, ”at ingen bedre fremtid vil kunne skabes ved noget forsøg på at gå baglæns”.

Når forfatteren til en af den danske litteraturs nyklassikere, ”Mærkedage”, i en af sine overvejelser fejrer fødselsdag ”i familiens skød”, er det bare en af bogens mange referencer til det øvrige forfatterskab, og så er det en markering af de fundamentale forandringer og åbenlyse forskelle, der har præget og præger det danske samfund, men – og det lille ord er vigtigt – det er også en understregning af sammenhæng og fællesskab – trods alt.

Som en rød tråd igennem Jens Smærup Sørensens ”Refleksioner” går en række stimulerende tekster om litterære hovedværker fra forskellige tider, og læsningerne af for eksempel H.C. Andersens ”Hyrdinden og skorstensfejeren”, Shakespeares ”Hamlet” og Tolstojs ”Krig og fred” viser frem mod den afsluttende og trods alt trøsterige bekendelse til en tro på kunstens nødvendighed og fremtid.

”Vi har fortsat en kunst, som med vilje til at trænge igennem uvirkelighedernes vildnis kan hjælpe os til klarhed over, hvor vi i virkeligheden står.”

Gæsteanmelder Jørgen Johansen er litteraturanmelder ved Berlingske.