Tankevækkende satirisk katastrofefilm griber ud efter Gud

Netflix-filmen ”Don’t look up” er en tankevækkende katastrofefilm, der når uset dybde

En ung ph.d.-studerende i astronomi Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence)  og hendes chef, professor Randall Mindy (Leonardo Di Caprio), opdager i filmen, at en stor komet er på vej mod jorden.
En ung ph.d.-studerende i astronomi Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) og hendes chef, professor Randall Mindy (Leonardo Di Caprio), opdager i filmen, at en stor komet er på vej mod jorden. . Foto: Netflix.

Lige inden nytår var der her i avisen, som der plejer at være på denne årstid, artikler om det år, vi nu har lagt bag os. En af overskrifterne lød: ”Et år præget af katastrofer...”. Det er godt mediestof. Det har også altid fascineret filmverdenen. Talrige er de film, hvor mennesket står over for katastrofen, og helten reagerer og vinder. Pyha, så slap vi endnu en gang.

Netflix har produceret katastrofefilmen ”Don’t Look Up” (Se ikke op), der begynder fuldstændig som mange andre film i den genre, men inden man ser sig om, ændrer den karakter og bliver mere end action og heltekåring. Den bliver spændende på en helt ny måde og meget vedkommende.

En ung ph.d.-studerende i astronomi Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) sidder i universitetets observatorium og skal til at kigge nærmere ud i det store univers. Kaffen står på bordet. Det er som enhver anden dag, lige indtil hun får øje på noget usædvanligt. En uopdaget komet, der har kurs mod jorden. Hun kalder på sin chef, professor Randall Mindy (Leonardo DiCaprio), der straks ser, hvad der er på spil, og hvilken fare der er på færde. En komet på omkring 10 kilometer i bredden på vej mod jorden! Det betyder al livs ødelæggelse på vores planet. Sidst en komet af den størrelse ramte jorden, betød det dinosaurernes forsvinden fra jordens overflade.

De to forskere fra Michigan University slår alarm til Nasa, hvor lederen af Afdelingen til planetens forsvar, Dr. Teddy Oglethorpe, straks forstår situationen og underretter Det Hvide Hus i Washington. De tre flyves i hast til et møde med præsident Janie Orlean (Meryl Streep), der er midt i en krise om udvælgelse af en højesteretsdommer. Nu skal der handles. Menneskeheden skal reddes!

Indtil dette punkt følger filmen manualen for katastrofefilm. Nu kommer der nok en handlekraftig, fornuftig præsident, der betror en stærk militærmand opgaven at eliminere truslen.

Nej, det gør der ikke!

Vi ser en umoden, halvfjollet og halvdum præsident, hvor Meryl Streep måske giver den lidt for meget gas. Hun hidkalder et fjog af en helt, der er en ren tumpe. Filmen spidder den politiske ledelse og i særdeleshed den mediedækning, der følger på det opsigtsvækkende budskab om menneskehedens udslettelse.

De to Michigan-forskere kommer i et meget populært tv-program, hvor værterne er stjerner og er ulidelige i deres selvfedme og ansvarsløshed.
De to Michigan-forskere kommer i et meget populært tv-program, hvor værterne er stjerner og er ulidelige i deres selvfedme og ansvarsløshed. Foto: Niko Tavernise/Netflix

De to Michigan-forskere deltager i et meget populært tv-program, hvor værterne er stjerner, og alting bliver til ”tilværelsens ulidelige lethed”, som forfatteren Milan Kundera ville have kaldt det, hvis han ikke havde brugt titlen til en roman fra 1984. Journalisterne og i særdeleshed den kvindelige Brie Evantee (Cate Blanchett) er ulidelige i deres selvfedme og ansvarsløshed. Videnskabsfolkene kæmper en brav kamp mod vindmøller!

Budskabet fra dem drukner i politisk rævepelseri og i mediemæssigt pølsemageri! Det er satire og humor på forunderlig vis, men det er ikke filmens eneste budskab.

Hen mod slutningen af filmen, hvor katastrofen nærmer sig, kommer den scene, der berørte mig dybest. Døden venter lige om lidt. Kometen vil ramme jorden, og alle mennesker vil dø. Journalisterne og politikerne er gået i panik på hver deres umodne måde. De tre forskere søger sammen i Randalls familie og spiser en slags Thanksgiving-middag, hvor de midt i katastrofens snarlige komme skal sige, hvad de er taknemmelige over. Det er meget bevægende.

En ung utilpasset mand, ny kæreste til Kate, beder en bøn ved bordet, nu da ordene og tiden er ved at rinde ud. Videnskabsfolkene ville egentlig gerne have bedt for, men de mangler ordene. Det er som i ”Snedronningen” af H.C. Andersen, hvor Kay i farens stund gerne ville bede Fadervor, men kun kunne huske den store tabel.

Den unge mand beder med sin omvendte kasket på hovedet i stor ro og tro følgende bøn:

”Kære himmelske far og almægtige skaber. Vær os nær i vores synd her i aften. Tilgiv os i vor tvivl. Frem for alt beder vi om din kærlighed til at formilde disse mørke tider. Må vi møde, hvad der end må komme efter din guddommelige vilje, med mod og åbne, modtagelige hjerter. Amen.”

Dér når filmen en for mig uset dybde i katastrofefilm-sammenhænge. At møde det uafvendelige i fattet tro på Gud og i familiens kærlige sammenhold efter at have prøvet at gøre sit til verdens redning, er vejen at gå i stedet for at gå til i panikkens ulidelige lethed og dumhed.

”Don’t Look Up” er titlen på filmen. Det er også et råd fra politikerne og mediefolk. Se ikke op og se realiteterne, nemlig at kometen/katastrofen kommer. Se ikke tidens realiteter for eksempel klimakatastrofen, men se ned og se medie(u)virkeligheden. Se heller ikke op og se Gud.

Filmen slutter ikke ved bordet og bønnen, men rummer et overraskende uhyggeligt efterspil. Det kan du, kære læser, tænke over. Menneskehed, lærte du noget?