Tjekkisk litteratur fylder ikke meget på den litterære scene i Danmark. Den bedst kendte tjekkiske forfatter, Milan Kundera, har skrevet på fransk i flere årtier, og den stærke fortælling om undertrykkelse bag jerntæppet er ikke blevet afløst af en tilsvarende stærk fortælling om frigørelse eller genskabelse. Jáchym Topol har med sin prisbelønnede roman ”Gennem et koldt land” skrevet et fascinerende værk om, hvordan erindringen om Anden Verdenskrigs rædsler, ikke mindst i koncentrationslejre som Theresienstadt, på forskellig vis har betydning i dag.
Romanen begynder i Tjekkiet, hvor fortælleren lægger ud med at beskrive Theresienstadt som et omskifteligt sted, der har præget hans opvækst i en militærfamilie markant, men som han afsværgede sammen med den kommunistiske propaganda. Fra Tjekkiet går turen videre til Hviderusland, som i endnu højere grad var udsat for masseudryddelser, som man i Vesten kun i mindre grad kender til, men også her forsøger man at komme overens med fortiden, der tillige bærer på andre traumer. Fra undertrykkelse i Sovjetunionen til følgerne af Tjernobyl-katastrofen.
Der er en rebelsk atmosfære igennem hele teksten, der bærer præg af ikke at acceptere tingenes tilstand, men heller ikke ved, hvad man ønsker at sætte i stedet.
Det er måske også en meget sigende beskrivelse af frigørelsen fra det kommunistiske styre og den tomhed, der opstod senere. Fortælleren understøtter denne fornemmelse af desorientering i meget registrerende stil og i møderne med en række fremmede, der har deres stærke meninger om, hvad der bør gøres. Romanen er ikke båret af dybe personskildringer eller et stærkt plot, men snarere en stor evne til at sætte iagttagelser om erindringssteder i spil.
”Gennem et koldt land” skriver kritisk om den komplicerede erindringskultur omkring Anden Verdenskrig. På den ene side er der mennesker, der opsøger steder, hvor deres familie har mistet, og på den anden side er der en erindringsindustri, som kan synes mindre nobel.
Balancen mellem at oplyse og at brande er ikke altid let at finde, og Topol udstiller med underspillet humor, hvordan de forskellige interesser er i konflikt.
Mellem et genuint sorg- arbejde over den største forbrydelse i det 20. århundrede og håbet om, at man kunne lave en destination, der ville trække lige så mange folk til Hviderusland, som Auschwitz gør det til Polen. Men imellem alle disse konflikter og perspektiver formår Topol at give en stærk fornemmelse af, hvordan erindringsstederne kan forbinde os til fortiden.
Oversætteren Lada Halounová har forsynet bogen med en glimrende efterskrift, og det fine lille forlag Silkefyret har endnu en gang stået for et godt boghåndværk i et meget vedkommende møde med samtidig tjekkisk litteratur.
Jáchym Topol læser op i Husets Biograf, København, den 11. januar klokken 19.00.