Ny dansk dramatik taler tidsånden midt imod, og det er befriende

På landets nordligste egnsteater laver de ny dansk dramatik om noget så forfriskende umoderne som den hvide midaldrende mand

Ny dansk dramatik taler tidsånden midt imod, og det er befriende

Han gør ikke meget væsen af sig, heller ikke på de danske teaterscener i disse år, den ordknappe nordjyde. Men på det dygtigt drevne Vendsyssel Teater har man gjort det til sit kunstneriske kendetegn og sin fornemste opgave at tage udgangspunkt i egnen og dens beboere. Og det er både befriende anderledes og taler tidsånden midt imod.

Max og Daniel kender ikke hinanden, men ved skæbnens ugunst er de endt i samme suppedas; på et mystisk bjerg fanget i en uigennemtrængelig tåge. I dette absurde scenarie begynder de to fremmede mænd at tale. Umiddelbart har de ikke meget tilfælles – den unge smart-i-en-fart iværksætter Daniel og den ældre indesluttede eneboer Max. Men som samtalen skrider frem, finder de hinanden gennem fælles udfordringer med den moderne manderolle, de besværlige familierelationer og de forfejlede prioriteringer. Når man ikke kan se en hånd for sig, er man jo tvunget til at kigge ind i sig selv.

Det er tydeligt, at debuterende dramatiker Eva Boland Koch har fundet inspiration i det absurde teaters udødelige klassikere. Her ventes dog ikke på nogen gådefuld Godot, som de to evigt ventende vagabonder i Samuel Becketts ikoniske drama, men derimod på, at tågen letter, så man atter kan se klart. For selv en idiot fortjener jo en chance til, som Max og Daniel gentagende bekræfter hinanden i. Ligesom hos Beckett befinder vi os i et goldt og nådesløst univers, hvor meningen er svær at få øje på. En tæt teatertåge lægger sig ikke kun over scenen, som er sænket ned i en dyb afgrund, en gladiatorgrav midt i rummet, men også over publikum, som må skærpe sanserne for at følge med. Dialogen er famlende og træg. Hvem er de to tavse mænd, som tilsyneladende intet har tilfælles?

Nichlas Søderberg Lundstrøm er den unge energiske Daniel, der med sit tilbagestrøgne slikhår og lyserøde jakkesæt bliver lidt af en karikatur på en hurtigtkørende ”karrieremand”, der naturligvis glemmer det væsentligste, familien, i jagten på succes. Den speedsnakkende Daniel er ikke tavs i gængs forstand, men alligevel får han altid kun fyret overfladiske konsulentfraser af og skyr den ægte intimitet.

Bag den lyserøde selvsikkerhed gemmer sig jo en skrøbelig faderløs knægt, forstår vi. Færre klichéer i karaktertegningen havde nok været at foretrække. Over for ham har vi repræsentanten for fadergenerationen, Peter Gilsfort, som den indesluttede mandemand Max. Gilsfort gør det godt i sin troværdige tegning af den tavse nordjyde i skovmandsskjorte, som bag den hermetisk lukkede politur gemmer på en dyb sorg, skyld og en ubændig vrede. Men også han må kæmpe for ikke at stivne i en stereotyp.

Stykkets største udfordring er nemlig ikke idéen, men dialogen. Også den forbliver mærkeligt tåget uden nogensinde at løfte sig til de højere animerende luftlag. Hermed kan den altså ikke undgå at minde lidt om en discountudgave af Jean-Paul Satres eksistentielle helvedesvision ”Lukkede døre”. Hvad der mangler i dialogen af splintret tvetydighed og fortættet symbolik, har man dog nogenlunde kompenseret for i regi og musik. Det var ikke mindst klogt at alliere sig med den dygtige August Rosenbaum, som sammen med lyddesigner Kasper Neergård har stået for det urovækkende lydbillede, som tilfører den tørre dialog en klædelig allegorisk overbygning.

I modsætning til Satres teaterklassiker, hvor helvedet som bekendt er de andre, er helvedet her snarere os selv, når vi glemmer det vigtige midt i livets rasende ridt. Det er om end en fortærsket pointe selvfølgelig en nok så aktuel påmindelse om ikke at glemme det – og de – vigtige, når iPhones og flotte karrierer kæmper om vores hårdt prøvede opmærksomhed. Det lidt letkøbte carpe diem-diktum til trods er der noget forfriskende over, at det for en gangs skyld er mandens rolle i det moderne, der danner omdrejningspunktet i en tid, hvor alt ellers handler om kvinder og queer på de danske scener.