47 års tavshed. Så lang tid gik der mellem digteren Harald Landt Mombergs bøger "Parole" og "Solen går ned" (begge fra 1922), til han igen lod høre fra sig med romanfragmentet "Dido". 47 år, hvor Harald Landt Momberg i stedet var rets- og rigsdagsreferent for Berlingske Tidende, og desuden skrev en biografi om Sigmund Freud.
Historien om Harald Landt Mombergs digterliv og hans selvvalgte fravær fra litteraturhistorien er ganske særlig, men alligevel meget sigende for det, der er sket for en stribe forfattere. Forfattere, som var kendte, læste, mærkbare og så pludselig gled ud og blev tavse.
"Parole" brød ved udgivelsen med samtidens opfattelse af "rigtig" litteratur. Anmelderne mente, at man måtte være tung af "Sygdom i Sindet", som én skrev, for at udgive digtlinjer som: "Mumler mulm i skumle striber/du uhu/o røde nat/rinder fjærnt en gylden stjærne/synker sol i natten ind/Gud er nær og salig dyb/djævle djævle/siiiiiii/sum sum".
Digte var det jo ikke i klassisk forstand. I de 47 år mellem debuten og comebacket i 1969 var Landt Momberg altså tavs. Der var en familie, der skulle forsørges, så digte var noget, man gemte i skuffer for hans vedkommende. Udadtil var det kun helt objektive og ueksperimenterende referater fra Rigsdagen, Harald Landt Mombergs navn stod på.
Samme år, som Momberg udsendte "Parole", udkom debutromanen "De vestlige veje" af Jacob Paludan. En skarp kritik af USA som drømmen om fremtiden. I de efterfølgende 10 år skrev den apotekeruddannede Jacob Paludan sig frem til at blive en af sin tids mest betydningsfulde forfattere. Hans fiktionsvirke kulminerede i 1932-33 med "Jørgen Stein", det store, samlende værk om en generation og den verdensomvæltning, den gennemlevede med Første Verdenskrig.
"Jørgen Stein" har i årtier stået som et af de mest sigende og fyldige tidsportrætter og er stadig den dag i dag en fremragende roman, som rammer læseren. Men den blev også Paludans sidste roman. Jacob Paludan blev ikke tavs efter sit hovedværk, men skrev i stedet for fiktion en strøm af essay og var kendt som en markant redaktør og debattør.
Jacob Paludan var hele tiden i modsætning til sin tid. Hans stemme var ikke tidens. I længden kan det nok som forfatter være svært at skrive romaner i en tid, som man ikke forstår, ikke vil forstå og bestemt ikke bryder sig synderligt om. Så er det bedre at udtrykke sig gennem essayets muligheder for at være bidsk, i kronikkernes debatterende form, eller med de små skarpe aforismer, som Paludan var mesterlig til.
Paludan var ikke den eneste i sin generation, der skiftede fiktionen ud med essayistikken eller på anden vis udfoldede sig i grænselandet mellem journalistik og fiktion. En af de mest berømte forfattere, der tog den drejning, var forfatteren Knud Sønderby. I dag mener mange, at netop hans essay er det, der for alvor gør forfatterskabet værd at læse. Men det var som romanforfatter, hans karriere startede. Med en synlighed, en debat og en roman, der siden er blevet en af de store klassikere i dansk litteratur: "Midt i en jazztid".
Eftertiden har ikke været helt mild ved historien om Peter Hasvig og hans eksistentielle problemer med sig selv, sit liv og frem for alt kærligheden. Den kærlighed, der var omdrejningspunktet i Sønderbys forfatterskab, så længe han skrev romaner.
Det gjorde han indtil 1945, hvor han udgav den lille, men fremragende roman om besættelsen "Den usynlige hær". Romanen blev til den første film efter krigen, der handler om modstandsbevægelsen. Den dag i dag er den stadig et stort værk i al sin beskedenhed, fordi den tager udgangspunkt i menneskene under krigen frem for det politiske.
Det blev til en række essaysamlinger indtil Sønderbys død i 1966. Essay, der er små snapshots fra hverdagen, menneskeheden, land og by, men i høj grad båret af erindringen, af den tabte tid, hvor romanerne til gengæld er så samtidige, at de i dag opfattes som tidsbundne. Knud Sønderbys romaner var nemlig sin tids stemme. Sin tids ungdommelige stemme. Og det er en af de mest gennemgående grunde til, at mange forfattere slår om eller helt holder op med at skrive fiktion. Man har en stemme, man har en tone og man har en stil. Visse forfattere har en meget universel stil og tilgang til deres temaer, mens andre rammer os her og nu, fordi de siger alt om det, vi som læsere står midt i.
De forfattere kan få det svært, allerede mens de endnu er produktive. For tiderne skifter, smagen skifter med den. Og pludselig er man så forgangen og bedaget, at det kan være fristende at lægge fiktionen på hylden og blive tavs som romanforfatter.