”Brøgger” er en reprise af noget, der var vildt engang

Suzanne Brøggers smertemættede tekstunivers er blevet til en punket musik­performance, der føles som en træt ­gentagelse

Forestillingen, eller kabareten som det snarere er, slår ned på en brøkdel af Suzanne Brøggers store forfatterskab fra 1970’erne og 1980’erne. Vægten er altså lagt på det ungdommelige og lidenskabelige og ikke så meget på det fuldkomne billede af Brøgger. –
Forestillingen, eller kabareten som det snarere er, slår ned på en brøkdel af Suzanne Brøggers store forfatterskab fra 1970’erne og 1980’erne. Vægten er altså lagt på det ungdommelige og lidenskabelige og ikke så meget på det fuldkomne billede af Brøgger. – . Foto: Teater Republique/Østerbro Teater.

Det er næsten alt for oplagt at parre Suzanne Brøggers erotiske, konfronterende tekstunivers med Jeanett Albecks grænsesøgende og hypersanselige kropsæstetik, som vi især kender det fra teaterkvindekollektivet Sort Samvittighed. Og med Liv Helm oven i hatten som instruktøren, der sidste år stod bag sceneversionen af kvindekollagen ”Frit flet”, er der lagt så åbenlyst op til et feministisk topmøde på den østerbroske scene, at man frygter bannerførende betonkvindelighed og frådende mandehad. Heldigvis bliver de bange anelser kun delvist bekræftet.

Albeck har egenhændigt komponeret sangene, Brøgger leverer ordene. Et potpourri af bidder fra forfatterindens tidlige tekster danner tilsammen et kalejdoskopisk, kaotisk kvindekvad af sange, skrig, blæk og kød. Hun er kvinden, der ”vil have det hele”, der livsbegærligt affejer alle begrænsninger og bånd. ”Jeg vil være i livets midte. Jeg vil ikke nippe til noget.”

Sådan var Brøgger selv, dengang i 1970’erne, da dunderdebuten ”Fri os fra kærligheden” udkom som en knytnæve i den borgerlige orden, et kampskrift for friheden og retten til egen seksualitet og eget liv. Jo, jo. Den historie kender vi.

Der lægges ganske vist lovligt tungt fra land med stereotype hyldester til kvindekønnet og kæmpeklichéer om 1970’er-feminismen. Herfra slynges vi tilbage til barndommen, opvæksten med en neurotisk og selvmordstruet mor, som ”ikke var som andre mødre”. Det er sjovt på en rystende måde, når Albeck brøler frejdigt om et listende skyggeliv, hvor neuroserne forplanter sig fra mor til barn og bliver et forbandet bånd på tværs af generationerne.

Videre går det i nogenlunde kronologisk ”gadagung-gadagung” til ungdommens erotiske åbenbaringer ad kroppens uberørte veje og vildveje. Albeck er et kraftværk på scenen. Det må man give hende. En vild, utæmmelig urkraft, som ikke kan undgå at dupere med sin alsidighed, sit sceniske nærvær og store, store stemme. Sensibilitet og brutalitet støder sammen og giver vilde gnister af energiudladning og anarkistisk kakofoni. De forskellige, udskiftelige kvinderoller råber i munden på hinanden, det ene øjeblik med gummirøjser og kimono på, det næste med langskaftede lakstøvler og divavams. For man skabes, mens man skaber sig. Albeck forsøger ikke at ligne Brøgger, hun suger essensen af den livslyst, begærlighed, radikalitet og smerte ud af forfatterforelæget og modulerer sin egen flydende form på scenen.

Størst indtryk gør dog en mere alvorstung sekvens fra ”Fri os fra kærligheden”, hvor vi gennem ni intense akter, kvalmende slavisk, gennemlever en massevoldtægt i et morads af mudder og maskulin brutalitet i et gudsforladt Usbekistan. En gruopvækkende seance, hvis efterspil også taler ind i vor egen tids MeToo- og samtykkedebatter og giver anledning til refleksioner over skyld og udskamning.

Så skifter scenen brat igen, og vi lulles ind i en intim – og faktisk bevægende – godnatsang om den tragiske Luna. Sideløbende med de hyppige skift foregår alt muligt omkring Albeck og ordene. En installation bygges op og brydes ned, og forestillingen bliver umærkeligt til en art avantgardistisk kunstudstilling. Det er indimellem anspændt og forkrampet med den megen virak på scenen, som ikke altid spiller lige lydefrit sammen med musik og lyrik. Rødt neonlys, et badekar med mudder, et kæmpelærred med blåt blæk skråler om kap med den rapkæftede Albeck i en lag-på-lag-eksplosion af indtryk.

Forestillingen, eller kabareten som det snarere er, slår ned på en brøkdel af Suzanne Brøggers store forfatterskab fra 1970’erne og 1980’erne. Vægten er altså lagt på det ungdommelige og lidenskabelige og ikke så meget på det fuldkomne billede af Brøgger. Men hvad der dengang var vildt og vovet har ikke samme pirrende chokeffekt på det prøvede publikum af i dag.

Som konsekvens får stykket undertiden et utilsigtet bedaget skær, en sær modstridende fornemmelse af villet vildskab, som aldrig for alvor forløses. Trods visse lyspunkter, hvor ”Brøgger” for en stund forlader sin monomane vulgaritet og hengiver sig til en mere menneskelig, kompleks og interessant skildring, er selve formsproget passé. Det er stadig den vrængende kropslighed, stadig samme trætte, udtjente frigørelsesæstetik. Men fra hvad? Pointerne om kernefamiliens frygtelighed, begærets voldsomhed, kvindens liderlighed kender vi til hudløshed i dag. Så hvad skal vi bruge ”Brøgger” til?