Teater eller tvangs-terapi?

Der går et spøgelse gennem teaterverdenen. Et efterhånden gammelt gespenst. Idéen om interaktivitet. Nu skal publikum nemlig være ”medskabere” af forestillingen frem for blot tilskuere.

Også i Teater Republiques nyeste skud på seriestammen om de syv dødssynder skaber publikum selv fortællingen. Tue Bierings sceneeksperiment er lige dele tvangsmæssig gruppeterapi og interaktivt teater, der afhænger af de deltagendes vilje til at dele.

Så sidder vi der. I følsom 1970’er-rundkreds med moderne hovedtelefoner på. Det sorte scenerum er omdannet til en bekendelsesplads, en art skriftestol, hvor vi – det prøvede publikum – på skift skal erkende og dele vores misundelse med de andre. En noget nervepirrende omgang for os, der hellere vil trykke os ned i en plysbeklædt publikumsplads og se skuespillerne – nå ja – spille skuespil. Men her er ingen skuespillere. Intet tekstforlæg at læne sig op ad.

På endevæggene er forestillingens budskab bøjet i neon. ”Hvis du ikke taler om det, vil det ødelægge dig” og ”Hvis du taler om det, vil det frelse dig”. Men selvom scenen er sat til intim betroelse, synes det næsten for svært for de fleste at give los for sjælens rådne afkroge sådan en pæn premiereaften.

For misundelsen er muligvis det sidste tabu i en tid, hvor blufærdighed er den mest forsagede følelse.

I vanlig stil provokerer dansk teaters enfant terrible Tue Biering med sin iscenesættelse af misundelsen. Dels provokerer han os, sit publikum, til at dykke dybt i eget sjælelivs natsider, dels udfordrer han den traditionelle teaterform. Som føjelige marionetdukker får vi af en stemme i høretelefonerne besked på, hvad vi skal gøre og sige. ”Har du nogensinde været misundelig på en af dine søskende? På en ven? En kollega?”. En projektør falder efter tur på en vilkårlig iblandt os, som med høj røst må skrifte sin synd. Vi er øjensynligt i samme båd, for de fleste har en grimrian af en misundelsesberetning i bagagen.

Vi kender det tillige fra den bibelske beretning om Kain og Abel. Kain, der dræber sin bror i misundelse over, at Gud modtager Abels offergave og ikke hans egen. I forestillingen indgår Kain og Abels misundelsesmyte også som et særpræget mimespil. Et par publikumsofre får besked på at træde ind i midten af vores cirkel med et hævet dyrekranium over hovedet og røgmaskiner, alt imens en kvindestemme fortæller historien om de to brødre.

I løbet af en lille time kommer vi omkring misundelsen i alle livets stadier, barndommens, ungdommens og voksenlivets. Men mest interessant og intimt bliver det, når vi parres to og to, og al lyset slukkes. Her får man nemlig for første gang fornemmelsen af at tale og lytte fordoms- og hæmningsfrit om den skamfulde følelse.

Til trods for, at vi indledningsvist får fortalt, at forestillingen hverken er teater eller terapi – er det netop begge disses mulighedsrum, der her udforskes. Slutteligt kommer vi i fællesskab da også frem til en form for libertariansk slutning; misundelsen er sund. Det er den kraft, der driver samfundet frem og får os til stedse at stræbe mod noget bedre.