Videbæk: Teateret gav en forståelse for, at man kan leve på mange forskellige måder

Det er en kulturoplevelse af rang at opleve en dejlig sceneoptræden, mener Tove Videbæk (K)

Den bog, der har gjort størst indtryk på Tove Videbæk, er ”Korset og springkniven” af den amerikanske præst David Wilkerson. – Foto: Anders Brohus/Polfoto

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det var godnatlæsning sammen med mit barnebarn på fem år for nylig. Jeg læste den ene spændende historie efter den anden fra en helt ny børnebibel med flotte billeder. Mit barnebarn blev ved med at bede om flere historier, men til sidst måtte jeg sige, at hun skulle sove.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det er ”Korset og springkniven” af den amerikanske præst David Wilkerson. Den handler om, at David Wilkerson som ung præst læste om unge bandemedlemmer i New York.

Det fik ham til at føle et kald, og herefter flyttede han til et af de mest belastede områder i byen, hvor han kom tæt på narkomaner og bandemedlemmer. Han fandt ud af, hvordan man kunne hjælpe med at få dem ud af miljøet og etablerede programmet ”Teen Challenge”, som bruges over hele verden. Bogen udkom i 1960’erne, og jeg læste den i 1967.

Hvad vi du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Så vil jeg gerne anbefale Kammermusikfestivalen på herregården Nørre Vosborg med Ensemble MidtVest, der finder sted fra den 30. juni til den 3. juli. Det er et virkelig dejligt klassisk ensemble.

Min mand hyrede dem til at komme og spille til min 70-årsfødselsdag, fordi han vidste, at jeg er meget glad for dem.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Da jeg gik i skole, fik vi gratis billetter til forskellige teaterforestillinger. Det gjorde noget ved mig, som jeg ikke har glemt.

Hvis man vokser op i en lille by, kan man godt tro, at hele verden ser ud, som den gør der. Men det gør den jo slet ikke, og disse teaterforestillinger gav mig et blik for mangfoldigheden i verden og en forståelse for, at man kan leve på mange forskellige måder. Hvis ikke jeg var blevet tilbudt de billetter gratis i skolen, havde jeg nok ikke set så meget teater dengang.

Hvilken koncert har du senest været til?

Det var en søndag i Tivoli for nylig, hvor børn fra musikskoler fra hele landet spillede. Mit barnebarn på 13 år spiller saxofon på Odder Musikskole, og han deltog sammen med bandet An Odder Band. For en mormor var det både rørende og fantastisk at se, hvor dygtige de unge mennesker er. Det var også dejligt at se, hvor engagerede lærerne var, og se, hvordan de forsøgte at få det bedste ud af eleverne. Det var en stor oplevelse.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Det gør klassisk musik og klassiske koncerter. Det er en kulturoplevelse af rang at sidde til en dejlig klassisk koncert.

Der er rigelig med fokus på popmusik og metalmusik, mens klassisk musik godt kunne trænge til mere opmærksomhed.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Den slags kunst, hvor man for eksempel blender en levende fisk og kalder det kunst, siger mig ikke noget. Jeg kalder det dyreplageri.