”Havet bærer dine ord, omfavner dig med sin dybde. Bølgerne vasker dine sorger væk. Havet lytter; det har hun altid gjort,” siger 12-årige Molly Kareis Livingstone med klar, høj røst.
Hun tegner små bølger på et plexiglas, mens hun gennem glasset holder øjenkontakt med denne skribent, som er blevet placeret på en gul taburet over for hende. Så trækker hun luft ind og fortsætter:
”Engang lyttede hun til en lille pige, som sad i en stol bag et vindue og kiggede ud på havet ved Sjællands nordkyst.”
Ud over lyden af Molly Kareis Livingstones historie er der helt stille i det store, mørklagte teaterlokale i Teaterbutikken, en teaterskole i Københavns Vesterbro-kvarter. 10 unge er i gang med at øve forestillingen ”Mindesmærker”, som gengiver livsberetninger fra jødiske flygtninge under Anden Verdenskrig. Der er dyb koncentration at spore i skuespillernes ansigter, for på lørdag skal de opføre stykket på Dansk Jødisk Museum, og igen på mandag i Den Sorte Diamant, hvor 75-året for den internationale mindedag for ofrene fra Andens Verdenskrigs koncentrationslejre, Auschwitz-dagen, markeres.
Det er de unge selv, der hver især har interviewet en ældre med erindringer fra holocaust og antisemitisme og herefter udformet de tekster, som på forskellig vis bliver fremført i stykket. Men hvordan er det at skulle gengive de grusomheder, som jødiske og andre flygtninge gennemgik under Anden Verdenskrig? De unge skuespillere er ikke i tvivl. Det er en nødvendighed.
”Min mormor var jøde og levede under krigen, så jeg synes, det har været rigtig spændende at få forskellige perspektiver på krigen. Jeg har tænkt meget på, hvordan jeg ville have haft det som flygtning, og hvorvidt det kunne ske igen. Derfor håber jeg, alle vil forstå historierne, så det ikke bliver noget, vi glemmer i fremtiden,” siger Molly Kareis Livingstone.
Det er andet år i træk, at Teaterbutikken laver en forestilling over Anden Verdenskrigs flygtninges historier.
Konceptet, hvor to generationer i samme lokalområde mødes og taler om de ældres minder fra krigen, er inspireret af den hollandske teatergruppe Theater Na de Dam og har spredt sig til flere storbyer i Europa. Omdrejningspunktet er at huske på, hvad historien betyder for den samtid, vi lever i nu, forklarer den hollandske teaterinstruktør Ilon Lodewijks, der er tilknyttet forestillingen ”Mindesmærker”:
”Hvor mange gange lytter man til et fremmed menneskes historie, som man ikke kender i forvejen? Det er en vigtig del af processen, at de unge møder en generation, de måske ikke normalt ville være kommet til at tale med. Det skaber refleksion om, hvilken betydning fortiden har for os i dag.”
I samarbejde med Ilon Lodewijks står instruktør for børne- og ungdomsgruppen i Teaterbutikken Simon Hebeltoft Hansen for forestillingen. Ifølge ham er det dannende, at de unge også ser de ældres blik og deres måde at fortælle historierne på. Det kan man nemlig ikke læse sig til.
”De her mennesker lever ikke for evigt, så hvordan sikrer vi os, at deres fortællinger ikke forsvinder? Det er vigtigt at holde historierne i live med den voksende antisemitisme, vi ser rundtomkring i verden. De unge bliver kulturbærere af deres fortællinger, og det er et ansvar, vi også har prøvet at forberede dem på,” siger Simon Hebeltoft Hansen.
Ansvaret er også at spore i det engagement, de unge skuespillere lægger i deres fremførelse, hvor ansigterne falder i alvorlige folder under fortællingerne, der også er interaktive, så publikum bliver engageret i de fortællinger, vi skal huske, forklarer Simon Hebeltoft Hansen.
Således begynder refleksionerne også, da en skuespiller spørger, om man vil dele et minde om en bedsteforælder. Og da en anden ung skuespiller inviterer til at spille et bilspil, hvis udgangspunkt er historien om de ambulancer, som jødiske flygtninge blev skjult i fra Bispebjerg Hospital. Og da 16-årige Selma Wideman Grue bygger en lille båd ud af noget pap, der illustrerer 95-årige Sonjas historie, som hun har interviewet som forberedelse til forestillingen.
”Det var meget rørende at høre Sonjas historie, også fordi hun selv fik tårer i øjnene. Hun er fra en generation, der er ved at forsvinde, og det er virkelig vigtigt, vi unge også får indblik i, hvordan det var at være ung på den tid, og hvor hårdt det var,” siger Selma Wideman Grue og fortsætter:
”Der er mange, der tænker, at jødeforfølgelsen ikke ville kunne ske i dag, men det tænkte de også dengang. Man ved aldrig. Sonja har i hvert fald lært mig, hvor betydningsfuldt det er, vi hjælper hinanden.”
