Er det den rigtige beslutning at ændre navn på teaterforestilling efter racisme-beskyldning?

Først hed det københavnske teater Sort/Hvids meget omtalte forestilling ”White Nigger/Black Madonna”. Men efter teatret er blevet beskyldt for racisme, er navnet på Christian Lollike og Madame Nielsens forestilling blevet ændret til ”Black Madonna”. Den beslutning klæder teatret, mener formand for menneskerettighedsorganisation, mens teateranmelder finder udviklingen alarmerende

Teatret Sort/Hvid skriver på deres hjemmeside, at da den tidligere titel ”White Nigger/Black Madonna” har virket racistisk på en del mennesker, har teatret lyttet til kritikken og ændret navnet på forestillingen, ligesom teatret har lavet ændringer i selve forestillingen. –
Teatret Sort/Hvid skriver på deres hjemmeside, at da den tidligere titel ”White Nigger/Black Madonna” har virket racistisk på en del mennesker, har teatret lyttet til kritikken og ændret navnet på forestillingen, ligesom teatret har lavet ændringer i selve forestillingen. – . Foto: Sofie Amalie Klougart.

Nej, mener litterat og teateranmelder for Kristeligt Dagblad Kathrine Maria Amann.

Kathrine Maria Amann. – Privatfoto.
Kathrine Maria Amann. – Privatfoto.

”Jeg synes bestemt ikke, det er den rigtige beslutning, men tværtimod en meget beklagelig beslutning, fordi det viser, at der i dag er nogle helt konkrete begrænsninger af den kunstneriske frihed. Det er et problem, at vi i scenekunsten ikke frit kan fortolke og behandle de emner, der rører sig i tiden, herunder også race- og identitetsproblematikker. Det er en ærgerlig udvikling og en indskrækning af kunstens autonomi og mulighedsrum.”

”Man kan frygte, at konsekvensen i sidste ende bliver, at vi får en ret tandløs og ligegyldig samfundskunst, som ikke tør at berøre de store spørgsmål i tiden – at vi får en pæn og poleret flinkeskolekunst, som står på sidelinjen og ikke tør for alvor at engagere sig og være relevant. Jeg mener, at kunsten skal og kan udfordre vores tanker, følelser og fordomme og gå foran på en anden måde, end den politiske debat gør. Kunsten har nogle helt andre styrker og udtryksmuligheder, som det vil være et kæmpe tab, hvis vi ikke benytter os af, bare fordi vi er bange for at træde nogle over tæerne.”

”Debatten har fået konkrete konsekvenser for kunsten, og det er et problem. Sort/Hvid lagde ud med at opfordre til debat på en positiv måde og var åbne om, at de heller ikke havde et endegyldigt svar. De har hverken idealiseret eller forherliget udtrykket ’nigger’, men lægger op til debat og undersøger sprog og identitet på en engagerende vis. Men det er meget ærgerligt, at de så desværre ender med at bukke under for nogle, som jeg ser det, militante, identitetspolitiske strømninger i tiden.”

”Hele den kritik og de krænkede følelser, som stykket har sat i gang, er en misforståelse af stykkets sigte og kunstens rolle. Jeg synes ikke, at stykket havde en stigmatiserende tone – jeg synes, det var et meget kærligt og interesseret oplæg til debat. Ud over det var det også et menneskeligt intelligent stykke, som ikke reducerede folk til kasser og farver.”

”Jeg synes, det er stærkt alarmerende, fordi det ikke kun er i scenekunsten, man ser det, men også på andre fronter som i billedkunsten og litteraturen. Man prøver at begrænse den kunstneriske frihed, fordi man er bange for at krænke. Det er en meget ærgerlig udvikling i forhold til, hvad vi normalt gerne vil have, at kunsten skal kunne, som at udfordre og skabe debat.”8

Ja, mener formand for menneskerettighedsforeningen People of African Descent Denmark og teaterdirektør for Teater Solaris Josef W. Nilsen.

Josef W. Nielsen. – Privatfoto.
Josef W. Nielsen. – Privatfoto.

”Teatret Sort/Hvid har lyttet til, at der er blevet sagt fra, og det klæder dem. Når de nu ikke fra start af har gjort deres research ordentligt, er det altid noget, at de i det mindste lytter til kritikken, og det at nogen tydeligt siger fra. Men jeg synes helt generelt, at når man gerne vil lave noget, der har med racisme eller diskrimination at gøre, så skal man lave noget mere research, så man helt undgår at ende i den her slags situationer. Jeg kan forstå på teatret, at de ikke var klar over, at de ville støde nogen, men så har de ikke gjort deres arbejde særlig grundigt, for der er forskellige undersøgelser og rapporter, der viser, at det er en meget forsvindende lille del af folk med afrikansk baggrund, som ønsker at blive associeret med den term, som teatret har brugt.”

Man kunne have spurgt nogen med afrikansk baggrund om, hvad de tænkte om at kalde en forestilling det navn, og så havde man ikke stået med hatten i hånden nu og været kede af, at man havde stødt nogen. Nu ender det i stedet meget at blive sådan en underlig sag, hvor mange hvide danskere mener, at det handler om censur. Men det handler ikke om censur, det handler om dårlig research.”

”Overhovedet ikke, for der er ikke nogen, der siger, at teatret ikke må gøre, som de har gjort. De kan gøre, hvad de vil, de skal bare vide, at der er nogen, der oplever det som at blive tromlet over, både følelsesmæssigt og i forhold til den historiske bevidsthed.”

”Teatret oplever måske et pres, men der er ikke nogen, der tvinger dem til noget, så det er deres valg. Og det er okay at sige fra over for diskrimination, uden at det handler om censur. Men nu bliver det sådan en kamp, hvor der er nogen, der på den ene sider råber ’censur’, og nogen på den anden side, der råber ’diskrimination’, men det hele kommer ned til, at teatret ikke har gjort deres benarbejde på området godt nok. Man har siddet rundt om et bord uden at have stukket en finger i jorden og fundet ud af, hvad det har af betydning for andre. I en verden, som bliver mere og mere globaliseret, skal vi lære at forstå andre mennesker. Hvis man gerne vil arbejde med problemstillinger, som man nødvendigvis ikke selv ved noget om, og man ikke selv har oplevet diskrimination, er det en god idé at involvere dem, det handler om, i arbejdet – særligt når nu man sætter en plakat op med et forestillingsnavn i det offentlige rum. Vi vil som organisation i hvert fald gerne række hånden frem.”8