”Vi kan godt bare spille Ludo og passe på hinanden,” siger 34-årige Ester til 63-årige Anita, der er groet fast i sin læderlænestol i sin brunt beklædte dagligstue. Det er en bøn camoufleret som lesbisk kærlighedserklæring – et noget-for-noget tilbud om gensidig omsorg, ytret af en ensom sjæl, som drages derhen, hvor man med penge og sikkerhed kan bytte sig til noget, der ligner kærlighed og tilhørsforhold. Men social prostitution er et skrøbeligt fundament at bygge forhold på.
Det viser sig tydeligt hos skæbnerne i Henrik Szklanys voldsomt sympatiske socialrealisme, der lige nu udspiller sig på Aalborg Teater. Skzklanys præcise tekster er forankret i det nordjyske, og med lun og loyal humor og nuancerede portrætter peger han teatret i samme retning, som Lærke Sanderhoff gjorde med sit fiskekvoteeventyr ”Klumpfisken” fra 2008. Under Martin Nyborgs skarpe instruktion og i Laura Rasmussens perfekt rodede scenedesign indfanger hele holdet en subtil danskhed med bredde og uforlignelig detaljerigdom. ”Alle mulige ting til salg” giver en varm behandling til mennesker i velfærdssamfundets yderkanter, som vi ikke ser så tit på teatret.
Anita er nyligt fyret fra sit aktiveringsjob, og huset er belånt langt op over røgen fra kakkelovnen. Sønnen Lars på 44 år bor stadig hjemme, sjosker rundt i joggingtøj i for store klipklappere og spiser pølsemix fra i går. De to er hinandens livliner, både i det hjemlige og i følelseslivet. Men som tvangsauktionen nærmer sig, tipper deres verden og truer med at sende Anita og Lars og alle deres ting i afgrunden.
Inspireret af antikprogrammer på tv begynder de at sælge ud af de værdiløse ting i håbet om at undslippe gældens hammer. Men på sidelinjen står naboen John, en utilregnelig kræmmer. Han vil så gerne møve sig ind i familien, men Anita holder ham stangen.
Man fornemmer i hende en mistillid til mænd, der udfolder sig yderligere, da hendes suspekt perfekte lillesøster Beate dukker op for at genoplive familieflammen efter 30 års fravær. Alle tingene i deres fælles barndomshjem fortæller forskellige historier, og således udvikler komedien sig til et dramatisk familieopgør, der bunder i besværet ved social mobilitet og en tragisk historie om en aldrig belyst pædofilisag.
Humoren er underspillet, men konstant til stede. Spontane latterudbrud lyder hele tiden fra publikum, og spredte grineflip opstår ud af suverænt subtile deltaljer og timing i alle spillernes replikker og kropssprog.
På autentisk hjørringensisk skaber Lars Topp Thomsen et uhyggeligt morsomt billede af mandslingen John, der ser sit snit til en smule magt og udvikler sig til en halvubehagelig tyran. Men det er Marie Knudsen Foghs forestilling. Hun er fuldstændig fantastisk til at skildre gedigne mennesker med et fysisk nærvær. Hendes Anita er sympatisk, fordi hun trods sine skavanker er i ganske fuldt vigør. Hun vil bare gerne klare sig selv og gider ikke længere slæbe sig rundt mellem Ressource-Anders og Skema-Agnete på kommunen for at få understøttelse. Niels Anders Manley er i al sin sløvhed den perfekte makker, og på intet tidspunkt er det uforståeligt, hvorfor de to stadig holder sammen.
En gang imellem, og faktisk ganske ofte på Aalborg Teater, finder man perler af ny dansk dramatik. Det er her, vi får øje på den helt særlige kvalitet, der ligger i den kunst, der ikke er tilpasset tiden, men som er produceret lige midt i den virkelighed, vi lever i. ”Alle mulige ting til salg” er teater i top om mennesker i bund.