”Jeg skal spille i morgen”.
Morten Kjær siger sætningen i rollen som fodboldsspilleren Stig Tøfting på scenen på Teatret Svalegangen. Netop det udsagn viser sig at være et ledemotiv gennem hele forestilling, som vi skal høre flere gange i forskellige udgaver. Det er på mange måder et genialt greb, for her er én enkelt sætning, der indrammer kernen i både menneske og fortælling. Ligegyldigt hvordan livet behandler ham i privatlivet, så står fighteren Stig Tøfting på banen i morgen.
”No Regrets” er historien om den såkaldte "aarhusianske plæneklipper" Stig Tøftings liv og karriere – fra de første boldberøringer i barndomsklubben AGF og videre til Tyskland, England, Kina og landsholdet. Har man læst Lars Steen Pedersens biografi, som forestillingen bygger på, ved man, at det ikke er en dum idé at versionere netop denne fodboldbiografi, hvor Stig Tøfting åbner op om både privatliv, dyre fodboldkontrakter, ekstremt tragiske begivenheder i privatlivet, svinestreger, voldsdomme samt en fængselsstraf.
Troels Engelbrecht og Morten Lundgaards versionering til scenen fokuserer særligt på Stig Tøftings konstante kamp for give noget af sig selv til både fodboldholdet, familien, journalister, fans og vennerne, mens alle hiver i ham fra forskellige sider. Under det hele ligger fortællingen om, hvordan hans far skød hans mor, da han var barn – en historie, som et medie vælger at smide på forsiden under en fodbold-slutrunde.
I teaterversionen får vi ikke den grundige indføring i de forskellige fodboldkampe, ligesom den vilde historie om, hvordan Stig Tøfting var involveret i tilbageleveringen af den stjålne kulturskat, Tissø-ringen af 1,8 kilo guld fra Moesgaard Museum, kun nævnes i et par sætninger – men der skal jo skæres et sted, og det personlige drama virker godt i salen.
Machohumor, fodboldnostalgi og stor smerte
Stykket har trukket en del opmærksomhed inden premiere, da adskillige nye publikummer har købt billet til oplevelsen. Allerede inden ”No Regrets” begynder, fornemmer man da netop også, at publikum er mere varieret end normalt, og vi står denne aften desuden i kø helt ud på gaden.
Til lyden af Tina Turner, der synger ”You're Simply the Best”, bliver vi herefter ledt ind i salen, hvor fodboldspillere tilbyder os en sodavand eller en Ceres øl. Selve scenografien er enkel med et græstæppe, der kan rulles ud, mens forskellige menneskefigurer i træ er placeret på scenen. Som publikum sidder vi på tribuner på tre sider af scenen, så vi hurtigt opnår følelsen af at være på et stadion.
Morten Kjær er ekstremt godt castet som Stig Tøfting. Blikket under den glatbarberede isse står skarpt, og hans fysiske fremtoning med den brede brystkasse passer til karakteren. På scenen bevæger han sig fokuseret frem og tilbage, mens han messende forklarer, hvordan en typisk hverdag ser ud:
”Jeg løber, jeg træner, jeg spiller,” lyder det.
Temperamentet kan dog blusse op på to sekunder, og godmodige drillerier mellem kammerater kan på et splitsekund forvandle sig til uhæmmet raseri og direkte vold. Et godt forbillede vil de færreste nok kalde ham, men i stedet møder vi en mand med en historie, der både rummer ekstrem styrke og utrolig sårbarhed.
Når det kommer til de store følelser, taler fodboldspilleren dog helst i korte sætninger, mens han smider sig ned og tager en række armbøjninger. Morten Kjær fortæller med sit kropsprog, de afbrudte sætninger eller det vigende blik mere om karakteren, end 1000 ord kunne. På den måde er der både plads til machohumor og fodboldnostalgi, mens også den dybeste smerte får et rum i forestillingen. Det sidste mærker man især, da Morten Kjær i rollen som Stig Tøfting fortæller om, hvordan det var at miste parrets næsten nyfødte barn. Det var den største sorg, som han kontant forvandler til hårdt arbejde på fodboldbanen.
Håb for scenekunsten
Mathilde Passer spiller Stig Tøftings helt store kærlighed, Bettina, som følger med i fodbolddrømmene fra sidelinjen, men som også må sætte foden ned, når hun forsøger at skabe et roligt hjem for børnene, mens Stig Tøfting rejser rundt i hele verdenen. Det er en svær og lidt anonym rolle, som hun får det bedste ud af.
De tre andre spillere, Mattias Hedegård Andersen, Holger Østergaard og Casper Juel Berg skifter mellem at være holdkammerater, trænere eller journalister, som også indgår i Tøftings liv og skaber sprudlende dynamik i forestillingen. Holger Østergaard præsenterer blandt andet en morsom italiensk gangster-udgave af mentoren John Stampe, som fortæller Stig Tøfting om, hvordan tacklinger og svinestreger i én kamp skal noteres ned og tilbagebetales senere.
Holdet kommer dog i problemer, da stykkets kamera ikke virker. Som en del af forestillingen skal en journalist stille Stig Tøfting en masse spørgsmål, mens kameraet projekterer billedet op på bagvæggen – men kameraets billede ryster. Efter en kort pause og hjælp fra en tekniker, spilles der endelig videre. Teater er på godt og ondt en live-oplevelse, og da publikum klapper forestillingen i gang igen, mærker man tydeligt, at også teaterskuespillere kan have hjemmebanefordel.
Alt i alt er ”No Regrets” en vellykket teateroplevelse, som skaber håb for, at scenekunsten i fremtiden kan favne et langt bredere publikum!
No Regrets. Idé: Morten Lundgaard. Tekst: Troels Engelbrecht og Morten Lundgaard frit efter Steen Pedersens biografi. Instruktion: Morten Lundgaard. Scenografi: Aleksandra Lewon. Spiller på Teatret Svalegangen, Aarhus, til den 14. maj.