13-årige Ella dækker op til aftensmad og forsøger samtidig at få øjenkontakt med sin far Daniel. Han er imidlertid opslugt af at taste noget ind på sin mobiltelefon og kigger kun stjålent op. Far og datter har ikke rigtigt kontakt og kommer hurtigt til at tale forbi hinanden.
Daniel er begejstret for den røgmaskine og det fyrværkeri, han netop har fundet på internettet og som han mener, vil gøre Ellas konfirmationsfest til noget helt særligt. Ella er mere optaget af at komme til at tale med sin far om, hvad han tror på, for hun har fået en opgave af den nye præst, som hun går til konfirmationsforberedelse hos.
Sådan indledes forestillingen ”Hva’ tror du selv”, samtidig med en stemme siger: ”Tv’et kører i baggrunden med nyheden om, at nogen er blevet bombet et sted i verden, og damper stiger op fra de nykogte kartofler”.
Scenografien udgøres af en gul linoleumsfirkant som gulv og et skab på hjul, der kan bevæge sig i alle retninger. Skuespilleren Camilla Gjelstrup har iført sig et slips, og hendes kollega Kaja Kamuk har et sæt hovedtelefoner hængende på skuldrene. Bare så ingen er i tvivl om, hvem der er faderen og hvem der er datteren. I løbet af den time, stykket varer, agerer de to desuden præsten Susanne og veninden Sofia, og det rullende skab forvandler sig undervejs til blandt andet cykel og middagsbord.
Meningen er, at det hele let kan pakkes sammen og transporteres rundt til skoler og sognegårde, for forestillingen er blandt andet tænkt som et indslag i konfirmationsforberedelsen. Foreløbig har Teater Wunderbar, som er dem, der stiller spørgsmålet ”Hva’ tror du selv?” dog base i Ungdomskirken i Aarhus, hvor de har premiere på forestillingen i næste uge og hvor Kristeligt Dagblad har fået lov at overvære en prøve.
”Altså, jeg er jo kristen. Jeg kan godt lide at komme i kirke til jul og sådan, og så har Bibelen nogle virkelig gode budskaber,” lyder far Daniels tøvende svar på datterens stadig mere insisterende spørgsmål. Rigtigt provokeret bliver han først, da Ella påstår, at han kun tror på sin iPhone, men der er samtalen allerede kørt af sporet.
For faderen beder Ella om at snakke med sin mor, som han fornylig er blevet skilt fra og som på det seneste er blevet spirituelt søgende. Det gør bare Ella endnu mere forvirret og ked af det, for moderen synes slet ikke om, at Ella vil konfirmeres.
Situationen er, om ikke typisk, så i hvert fald virkelighed for adskillige teenagere i Danmark. Det mener Camilla Gjelstrup, der er initiativtager til forestillingen.
”Jeg har længe gerne ville lave noget teater til den her målgruppe om det at tro. De færreste kommende konfirmander er i dag vokset op med tro, fordi deres forældre ikke har forholdt sig til det spørgsmål overhovedet. Eller også oplever de, at deres forældre er indbyrdes uenige. Samtidig møder de klassekammerater og andre af anden etnisk herkomst end dansk, som er på meget mere sikker grund, når de formulerer, hvad de tror på. Det skaber usikkerhed,” siger hun og fortsætter:
”En teaterforestilling som den her kan være en smutvej til at mærke, hvordan man har det indeni sig selv og til at tale om det, der betyder noget. Her er hverdagssituationer, som de unge genkender, men samtidig er tingene sat så meget på spidsen, at det provokerer og lægger op til stillingtagen.”
Kaja Kamuk er enig:
”Det kan tit være lidt abstrakt at tale om de her ting og derfor være svært at fastholde en snak rundt om familiens spisebord. Men når situationerne bliver konkrete og genkendelige i en teaterforestilling, så aktiverer det andre sanser og giver de unge inspiration til at gå videre med deres spørgsmål og måske søgen efter tro,” siger hun.
De to skuespillere har sammen med forestillingens instruktør Anne Zacho Søgaard og dramatikeren Brian Wind Hansen haft et længere research-forløb op til færdiggørelsen af ”Hva’ tror du selv?”. De har især talt med præster, og så har de prøvespillet nogle scener for 13-14 årige unge og bagefter talt med dem om, hvad de fik ud af det.
Det har blandt andet bekræftet dem i, at generationen af 13-årige i dag blandt andet er karakteriseret ved, at det i høj grad er op til dem selv, hvad de vil tro på. Mange af dem er ikke døbt, og derfor er det heller ikke altid oplagt for dem at blive konfirmeret. Og forældrene guider ikke nødvendigvis deres børn i nogen bestemt retning, men lader dem selv bestemme.
I forestillingen ender pigen Ella med selv at stykke sin egen tro sammen af det, der nu engang giver mening for hende. Hun siger blandt til Gud: ”Jeg føler ikke, at jeg kender dig, men jeg vil gerne lære dig at kende. Jeg kan faktisk godt lide tanken om, at du tror på mig. Det gør jeg ikke altid selv”.
”I forestillingen er vi ikke bange for at komme med et bud på, hvad tro kan være, men grundtanken er, at vi hverken vil missionere eller lægge afstand til kristendommen. Ella bliver bevidst, men ikke stålsat,” siger Anne Zacho Søgaard.
I forbindelse med forestillingen har Teater Wunderbar udarbejdet et undervisningsmateriale til brug i skoleklasser og ved konfirmationsforberedelse. Det er tænkt som værktøj til at åbne for et fortroligt rum, hvor trosmæssige og etiske dilemmaer kan diskuteres. Materialet består af øvelser i eksempelvis tankeskrivning, interviews med ældre konfirmander, fodvask og at skrive en takketale. Eleverne opfordres også til at lave deres egen trosbekendelse.
Forestillingen har premiere den 19. august i Ungdomskirken i Aarhus, hvor den spiller indtil 3. september. Herefter tager forestillingen på turné til kirker og skoler i hele landet.