Teaterhistoriker: ”Teatret søger tilbage mod sin oprindelige form”

Det er ikke længere nok kun at være tilskuer. På flere af landets teaterscener inddrages publikum som aldrig før. Vi vil ikke længere være passive forbrugere, men medskabere af alt – også af teatret

I 2019 spillede Teatergrad forestillingen ”Dødsdansen”, hvor publikum var gæster til et sølvbryllup, spiste middag, medbragte gaver og sang lejlighedssange, mens ægteskabet mellem de to hovedpersoner langsomt udfoldede sin mørke side foran dem.
I 2019 spillede Teatergrad forestillingen ”Dødsdansen”, hvor publikum var gæster til et sølvbryllup, spiste middag, medbragte gaver og sang lejlighedssange, mens ægteskabet mellem de to hovedpersoner langsomt udfoldede sin mørke side foran dem. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Den traditionelle – og usynlige – fjerde væg mellem scenen og tilskuerrummet slår langsomt, men sikkert, revner, og flere og flere teatre lukker publikum ind i deres forestillinger på nye og eksperimenterende måder.

Det siger blandt andre Alette Scavenius, der er teaterhistoriker og mag.art. i teatervidenskab:

”Lige nu går vi mere og mere bort fra, at teater ’bare’ er performet litteratur. Publikum søger en totaloplevelse, der involverer dem selv såvel som lyd, lys, lugte, nærvær og berøring.”

Faktisk er vi midt i en periode, hvor teatret søger tilbage mod sin oprindelige form, fortæller Alette Scavenius.

”Fra middelalderen og frem til romantikken så man teater på en helt anden måde, end vi gør i dag. Man kom og gik, spiste og snakkede, havde endda sin hund med,” lister teaterhistorikeren op og tilføjer:

”I det hele taget var der dengang en meget intens korrespondance mellem scene og sal, men det ændrede den tyske komponist og sceneinstruktør Wagner i 1870’erne, hvor han med oprettelsen af sit festspilhus slukkede lyset og satte folk på lige rækker.”

Men det ændrer sig nu:

”Efter 2000 begynder teatrene igen at opbygge en relation til publikum og inddrage tilskuerne i deres forestillinger. Det giver en fornemmelse af samhørighed og gør deres oplevelse så meget stærkere i forhold til at sidde placeret op til 20 meter væk fra scenen,” siger Alette Scavenius.

For Annelis Kuhlmann, der er lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet, er det en pointe, at danskerne historisk set ikke har været gode til at tage teatret for pålydende.

”Vi er på en måde for velopdragne i den lidt kiksede forstand. Teater handler om blod, sved, tårer, levende mennesker og kroppe i bevægelser, men i Danmark er vi blevet pænt siddende på vores pladser og har ladet den fjerde væg skille os fra skuespillerne. Men lige nu ser vi, at teatret igen bliver en kommunikativ handling mellem skuespillere og tilskuere.”

I dag er der flere eksempler på teatre, som er opstået med et ønske om netop at kommunikere direkte med deres publikum. Blandt andre Teatergrad – et byrumsteater, som har forladt teaterinstitutionens lukkede bygninger og indtaget byen som scene.

”Teatergrads filosofi er at komme så tæt på publikum som overhovedet muligt. Det gør vi ved at spille, hvor publikum er, men særligt ved at involvere publikum i alle vores forestillinger,” siger Pelle Nordhøj Kann, der er kunstnerisk leder på teatret. Han fortæller, at det er meget forskelligt, hvordan det konkret foregår:

”I vores mest radikale forestilling spillede publikum hovedrollerne som Thorvald og Nora i ’Et dukkehjem’, men det kan også bare være ved at synge med på en sang.”

I teatrets kommende forestilling, ”Antigone 2030”, skal publikum agere nævninge i retssagen mod Antigone i Sofokles’ tragedie. Antigone er anklaget for at gå imod sin kommende svigerfar Kong Kreons jordiske love, men hendes handlinger har været affødt af hendes stærke moralske kodeks. Så hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Det er op til publikum at bestemme.

”Alle teatre vil gerne have sit publikum til at reflektere, men vi tager skridtet videre og beder dem om at handle på det, og det – oplever vi – inviterer til en debat efterfølgende. Hvad valgte du? Hvor går dine grænser?”, spørger Pelle Nordhøj Kann retorisk.

Hos Aarhus Teater tager de også skridtet videre, når publikum i den kommende forestilling ”Til de lyse morgener”, der har premiere i begyndelsen af næste år, skal være med til at feste. Sådan helt bogstaveligt talt.

”I ’Til de lyse morgener’ er publikum mere end bare tilskuere. Forestillingen er et forsøg på at skabe et midlertidigt fællesskab, hvor vi kan være nogle andre end dem, vi plejer at være,” fortæller instruktør Amanda Linnea Ginman.

Forestillingen er en del af sæson 2021/2022 på Aarhus Teaters Studio-scene, hvor hele sæsonen er lavet med tanke på at lave teater til alle sanserne:

”Det er bare noget andet at mærke sand mellem tæerne og dufte skoven på scenen end kun at kigge på sandet og skoven. I stedet for at give publikum oplevelsen af at sidde uden for værket som iagttagere, der forstår det intellektuelt, bruger vi milde publikumsinddragende greb, så de oplever, at det faktisk har betydning for værket, at de er i samme rum som skuespillerne.”

Og det er netop det medskabende aspekt, som Amanda Linnea Ginman peger på som katalysator for den voksende grad af publikumsinddragelse på landets teatre.

”Det medskabende er det, som adskiller teatret fra andre kunstformer. Fordi vi er der sammen, kan vi lave nogle regler om, hvad vi skal fantasere frem, og hvilken verden vi skal drømme os væk i sammen. På den måde er teater som kunstform overenskomstbaseret,” siger hun.

Hos Teatergrad overrasker det ikke, at fænomenet hastigt vokser sig større:

”Vi er gået fra at være passive forbrugere til at være medskabere af alt, hvad vi rører ved. Fra måden, vi laver vores mad på, til de Nike-sko, vi køber, og til måden, vi deltager i kunstoplevelser på,” siger Pelle Nordhøj Kann.

Og den samme præmis udgør grundlaget for det nye litteraturshow ”Enten-Eller”, der er et samarbejde mellem Gyldendal og Nørrebro Teater i København. I showet repræsenteres to forfattere af hver sin litteraturekspert, der ved hjælp af et hold skuespillere skal overbevise publikum om, hvorfor netop deres forfatter er den bedste.

”Vi vil gerne have meningsfulde møder. Hvis vi gerne vil have fiktion, hvor vi ikke har noget at skulle have sagt, så er tv og film eminent, men når man sidder sammen med andre mennesker i et teaterrum, så føles det naturligt, at man som publikum bliver en del af fortællingen,” siger Mette Wolf, der er teaterdirektør på Nørrebro Teater.

”Det handler om at mærke, at man er en del af et fællesskab,” tilføjer hun og fortæller, at det fremover vil være et stort fokus for Nørrebro Teater at inddrage publikum.