Hvorfor står der en ko der og glor? Der må jo være en mening, ellers kan vi lige så godt lægge os ned og dø.
Sådan siger både familien og offentligheden til Poul Anker Bech i Vendsyssel Teaters drømmespil om vendelbomalerens liv og virke. Virkelighed og maleri flyder sammen med musik og digteriske elementer, men holdes sammen inden for en biografisk ramme af det liv, han levede i årene fra konen Lisbeths død i 2006 til selvmordet i 2009.
Forestillingen er en vellykket formidling af det vemod over eksistensens flygtighed, der strømmer ud af hans billeder. Men det er også så tilpas fint og velpoleret, at det mister den kant, som kunstnerens figurer balancerer på.
Vi møder Poul Anker Bech kort tid efter Lisbeths død, hvor han kæmper med sine indre dæmoner og utilstrækkeligheder. Billederne er fanget derinde, men de vil ikke ud. Han føler sig aldeles misforstået af sit publikum, der pinedød vil fortolke, finde en mening, og i manglen deraf tillægger hans værker en humor, han ikke nødvendigvis kan genkende. Han vil ikke være malerkunstens Niels Hausgaard. Han vil male vores drømme, især de onde – også selvom vi tør ikke lægge mærke til, at det er det, de er. Han vil skabe en mere virkelig virkelighed, der skal trøste os.
Jakob Højlev Jørgensen gestalter sin hovedperson med en foruroligende lighed og spøgelsesagtig tilstedeværelse. Han stavrer stift omkring i sin store krop, der vidner om alderdom og et tynget sind. I rivende kontrast står florlette Anna Ur Konoy som Lisbeth – en indtagende, konstant fimrende nymfe, der vælder ud af hans minder.
Omkring dem flyder et persongalleri af virkelige og uvirkelige mennesker, som måske/måske ikke er manifestationer af hans eget selv.
Med sin tekst rammer Jesper Bræstrup Karlsen en fin balance mellem det konkrete og det flyvske, og kunstnerens egne betragtninger blander sig med fortolkninger og dialoger. Men den største fornøjelse er de visuelle repræsentationer i Signe Kroghs scenografi.
Et stort lærred gengiver store og små fragmenter fra værkerne, og de genkendelige penselstrøg fylder det fyldige scenerum med himmel.
Ikoniske hverdagsobjekter falder ud af billederne og ligger strøet omkring på tre store betonflader som tektoniske plader adskilt af afgrunde, man kan skræve over eller falde i. En støvsuger, plasticflasker, stole med tre ben, en vaskemaskine, en vejrefleks og malergrej.
Smukkest er det, når kunstneren selv griber penslen og ”maler” sine scener på helt fysisk vis med håndgribelige objekter og kroppe. Prægnante øjeblikke bliver til for øjnene af os, og vi er med, når hans beskuere spørger ind til før og efter.
Men ud over at være et melankolsk drømmespil er ”Det tabte land” også en musical. Nicklas Schmidts musik er hvirvlende skøn og stemningsfyldt, men på en måde, der trækker mindelser til Andrew Lloyd Webber i 1980’erne. Lyden er underligt anakronistisk, for populært renskuret til at passe ind i den kunstneriske eksistentialisme, der gennemsyrer billederne og stemningen. Den musikalske stil får spillet til at stivne og lægger en glittet hinde over hele iscenesættelsen, så man kun i glimt kan se det mørke, der også var på spil.
”Det tabte land” er ekstremt vellykket i sin sammensmeltning af teatret og billedkunsten til en drømmende poetisk repræsentation af Poul Anker Bechs værker og kalejdoskopiske sindslandskab. Det er en visuel fornøjelse, der tvinger os til at tænke over vores egen omgang med livet og kunsten – og tillader os at følge med ud over det betrædelige og ned i mysteriet mellem himmel og jord.