På internetbloggen ”Kool Kool Kina” skriver Oskar, en historieprofessor med hang til fortidens store tanker, om kommunisme, Kinas overlegenhed og Vestens mangler.
Skuespiller Jens Albinus står i grøn skjorte og sort T-shirt midt på scenen, da han indledende fortæller om, hvordan han først bliver fyret fra sit arbejde på universitetet og siden ansat i en art skånejob som kustode på et museum.
I Simon Bobergs instruktion giver han os et overbevisende indblik i en ond nedtur, som på den ene side viser, hvor svært han har ved at slippe gamle idealer om en bedre verden, mens han på den anden side kæmper med at forstå "woke-generationens" bud på en ny samtale. Jens Albinus imiterer morsomt eks-konens stemme, når hun bliver ved med at sende irriterende sms’er til ham, og han vrider næsten kroppen af led, da han skal prøve at passe ind i diskursen på kontoret hos den unge, kvindelige museumsinspektør. Særlig sårbar bliver han i mødet med datteren, som han tydeligvis elsker – men ikke forstår.
På scenen står også Sofia Mileva Čukić, der stærkt veksler mellem at spille den hårde og idealistiske unge museumsinspektør og den både bekymrede og triste datter. Linh Tuyet Le er den kinesisk/danske multikunstner, der gennem et performanceværk kritiserer Kinas diktatoriske stat, mens hun som den asiatiske sexarbejder på natklubben ”China by Night” danser på et podie iført en skinnede rød og tætsiddende dragt.
Scenografien er lavet af Signe Krogh, og her ser vi et knaldrødt scenebillede med to podier, som skuespillerne bevæger sig på. På bagvæggen er der skiftevis videoprojektioner, mens en mobiltelefon også bruges til at transmittere nærbilleder af skuespillernes ansigter op på bagvæggen.
Aleksa Okanovic har skrevet en tekst, der er drevet af at undersøge både samfundets og det indre personlige sammenbrud. Når verden ramler, leder historieprofessoren efter eskapisme på natklubben ”China by Night”, hvor den dunkende musik fylder rummet, og han kan kigge direkte ind i et asiatisk underliv.
Forestillingen starter stærkt og fænger i de første scener, hvor publikum griner højlydt flere gange – men herefter er det, som om luften går ud af projektet, og det er svært at finde ud af, hvad forestillingen egentlig ønsker at fortælle os. Karaktererne ender et stereotypt sted, hvor det kan føles klichefyldt, når den unge museumsinspektør og den ældre historieprofessor bliver ved med at støde ind i de samme generationskonflikter igen og igen, mens vi handlingsmæssigt kører i ring.
I ”Kool Kool Kina” møder vi verdenen set gennem den midaldrende, hvide mands blik, og selvom det selvfølgelig kan være forestillingens pointe at beskrive netop den forvirring over køn, ligestilling, magtfaktorer og verdenspolitik, så bringer perspektivet ikke mange nye, overraskende tanker frem.
Kool Kool Kina. Dramatiker: Aleksa Okanovic. Instruktør: Simon Boberg. Scenograf/videodesign: Signe Krogh. Spiller på Teater Katapult til den 23. marts.