Teatre og højrenationalister tilspidser tysk kulturkamp

Det fremstormende højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD) har fået politisk magt i tysk kulturliv, og tyske kunstnere beskylder partiet for at intimidere udenlandske skuespillere, angribe avantgardekunst og lægge pres på kritiske teatre. Vi vil bekæmpe den venstreorienterede ideologi, som gennemsyrer tysk kulturliv, siger AfD-politiker

Tyske teatre har især siden flygtningekrisen i 2015 taget den indvandringskritiske, højrenationale bevægelse, herunder partiet Alternativ for Tyskland, under særdeles kritisk behandling. ”Stop multikulturalismen. Mit hjem forbliver tysk!”, står der på skiltet under teaterinstruktør Falk Richters fremstilling af bevægelsen i stykket ”Fear” (Frygt) på berlinerteatret Schaubühne. –
Tyske teatre har især siden flygtningekrisen i 2015 taget den indvandringskritiske, højrenationale bevægelse, herunder partiet Alternativ for Tyskland, under særdeles kritisk behandling. ”Stop multikulturalismen. Mit hjem forbliver tysk!”, står der på skiltet under teaterinstruktør Falk Richters fremstilling af bevægelsen i stykket ”Fear” (Frygt) på berlinerteatret Schaubühne. – . Foto: Arno Declair.

For nylig præsenterede det lokale Theater unterm Dach i berlinerbydelen Prenzlauer Berg et teaterstykke, som bærer titlen ”Snavs”. Programhæftet for stykket beskriver et politisk parti, som har opnået succes med åbenlyst fremmedfjendske slogans.

Det fik i sidste måned det højrenationale parti Alternativ for Tyskland, AfD’s, parlamentariske gruppe i bydelen til at true med at fratage teatret pengestøtte efter ”brud på princippet om politisk neutralitet”. I juni krævede AfD-politikere i Baden-Württemberg en oversigt over, hvor mange balletdansere, sangere og musikere ved delstatens teatre og operaer der ikke har tysk pas, og hvor de pågældende mennesker kommer og er uddannet fra. Theater Ulm i delstaten svarede igen ved ironisk at bede om en liste over, hvor mange AfD-politikere i delstatens parlament der er tidligere straffet, og hvor mange der har en skoleeksamen.

Og i foråret arrangerede Mittelsächsisches Theater i Freiberg i delstaten Sachsen en diskussion om højrepopulisme under titlen ”Når kristne bliver populister”. Marko Winter, politiker i byrådet for AfD, klagede over teatret og krævede en undersøgelse af dets brug af offentlige midler.

”Det er ikke meningen med teatret, at det skal udbrede venstre-grøn partiideologi,” sagde han.

De tre eksempler er blot nogle af de mest aktuelle af omkring et halvt hundrede kontroverser, som de seneste tre år har udfoldet sig mellem AfD og den tyske kunstscene. Den tyske kulturkamp er spidset til, siden det kun seks år gamle parti AfD for to år siden stormede ind i den tyske Forbundsdag som landets tredjestørste parti og siden har vundet jordskredssejre i mange delstater, senest i østtyske Sachsen og Brandenburg den 1. september.

Det højrenationale parti, som har fået betydelig magt både på delstats- og kommunalt niveau, ønsker at rense ud i det, AfD-politikere betragter som venstreorienteret enøjethed. De statsstøttede kunstinstitutioner mener omvendt, at partiet bærer mindelser om nazisterne og deres censur og ensretning af Weimarrepublikkens vildtvoksende kulturliv.

”Det er en tendens, der kan observeres mange steder. AfD angriber især avantgarde-kulturen, og i mange sammenhænge sætter partiet spørgsmålstegn ved teatrenes legitimitet,” siger Nikolaus Müller-Schöll, professor i teatervidenskab ved Johann Wolfgang Goethe-universitetet i Frankfurt. Han henviser til, at de nyvalgte byrådsmedlemmer for AfD i Sachsens hovedby, Dresden, i juni bebudede en ”grundlæggende undersøgelse” af den offentlige støtte til byens kulturliv, herunder til teatret Festspielhaus Hellerau, som er kendt for sin multikulturelle profil og støtte til flygtninge. Ifølge byrådsmedlem for AfD Silke Schöps er Festspielhaus Hellerau en ”bundløs tønde”, og kulturlivet i Dresden er generelt ofte alt for politisk ensidigt, mener hun.

”Kunst skal ikke bedømmes efter kriterierne for politisk korrekthed og bestemt ikke gøres til fortaler for politisk venstreorienterede randgrupper. Hvorfor skulle netop de have lov til at finansiere dette med penge fra skatteydere, for hvem det ikke har nogen som helst relevans,” skriver hun i en meddelelse.

Kulturkampen om den tyske kunstscene hænger uløseligt sammen med, at Tyskland siden 2015 har taget imod over en million asylansøgere, blandt andet som følge af den kristendemokratiske forbundskansler Angela Merkels beslutning om at holde grænsen åben. Flygtningekrisen banede vej for AfD’s succes og har opnået status af politisk identitetsmarkør. Flygtninge, højreekstremisme og fremmedhad er temaer, der ofte dominerer på den tyske teaterscene.

Og indimellem går stridighederne grassat. Som da instruktør Falk Richter i 2015 satte stykket ”Fear” op på berlinerteatret Schaubühne. Stykket gik kritisk til den nye højrenationale bevægelse, herunder en række AfD-politikere. Instruktøren modtog dødstrusler, teatret blev overmalet med graffiti og modtog anonyme opkald med trusler om, at stedet ville blive brændt ned.

”Måden, det radikale højre reagerer på kulturen i dag, bærer mindelser til nationalsocialisterne,” siger Falk Richter til Frankfurter Rundschau og henviser til nazisternes afbrænding af bøger af blandt andre kommunistiske og jødiske forfattere.

Ekstremistiske kræfter findes der dog også på den anden side af det politiske spektrum. Efter teaterpremieren blev der sat ild til AfD-politikerne Beatrix von Storchs og Hedwig Freifrau von Beverfoerdes biler, og den katolske forlægger og sociolog Gabriele Kuby, som bliver udstillet i stykket, lagde sag an mod teatret.

Teatrene gør dog ret i at udstille de aktuelle højreradikale tendenser i det tyske samfund, mener Kai van Eikels, som blandt andet beskæftiger sig med forholdet mellem kunst, politik og økonomi ved institut for teatervidenskab på Ruhr-universitet Bochum. Han peger ligesom en lang række politiske eksperter på, at AfD bliver stadig mere ekstremt.

”Teatrene kritiserer partiets slet skjulte racisme, den monotone folkelige nationalisme og partiets fremtrædende position som hjem for nazister eller folk, der sympatiserer med den nynazistiske scene,” siger han.

Han understreger samtidig, at AfD kun er en del af teatrenes mål for kritik. Næsten uden undtagelse ser lokale teatre i Tyskland sig selv som kritiske betragtere af aktuelle politiske tendenser, påpeger Kai van Eikels. En af grundene er, at de finansieres af kommunale midler.

”En engageret undersøgelse af, hvad der for tiden sker i deres egen by og i delstaten, er derfor en del af deres selvforståelse. Det er en tradition, der i Vesttyskland i hvert fald rækker tilbage til 1970’erne, og også i DDR var teatrene et sted for politisk kritik – indimellem mere diplomatisk, indimellem mindre, og ofte med betydelig risiko for de involverede,” siger han.

Der hersker også et kritisk syn på venstrefløjen blandt tyske teatre, påpeger Kai van Eikels. For eksempel har teatre gentagne gange sat den vesttyske terrorbevægelse Rote Armee Fraktion og den popkulturelle dyrkelse og mytologisering af terrorbevægelsen under kritisk lup. I 2015 havde det berlinske Maxim Gorki Theater desuden et satirisk stykke over Heinrich von Kleists novelle ”Michael Kolhaas”, som tematiserede venstrefløjens flirt med voldelig revolution.

”Det ville være forkert at sige, at tyske teatre er ’blinde på venstre øje’. Men de er – og det er vigtigt at betone over for diverse beskyldninger – på ingen måde forpligtet til politisk neutralitet eller til en ’ligelig fordeling’ af deres kritik. I den aktuelle situation kommer truslen mod demokratiet ganske tydeligt fra højre, og teatrene har tilsvarende lov til at reagere mod det, uanset hvad man måtte mene om den enkelte kunstners værk,” siger Kai van Eikels.

Han ser paralleller mellem AfD’s politik og de nationalkonservative regeringer i Polen og Ungarn, som kritiseres for at undergrave demokrati og frihedsrettigheder, herunder den kritiske teater- og kunstscene, til fordel for en mere autoritær styreform.

”Det handler om at tvinge kunsten ind på partiets linje og om at bagvaske alle, der gør modstand,” siger han og peger på kravet om en liste over udenlandske dansere og sangere i delstaten Baden-Württemberg som et udtryk for, at AfD misbruger parlamentariske rettigheder til at ”fremkalde racistisk harme mod udlændinge”.

Men det er absurd, at AfD skulle forsøge at tilpasse den tyske kunstscene partiets dagsorden, siger Marc Jongen, kulturordfører for AfD i den tyske Forbundsdag og en af partiets chefideologer. Politikere skal blande sig så lidt i kulturlivet som muligt, men den tyske kunstscene er i forvejen gennemsyret af politik, mener han.

”Der er for øjeblikket en hel række af venstreideologiske støttelinjer i kulturpolitikken, som vi har indledt undersøgelser af i delstatsparlamenterne og i Forbundsdagen,” siger han.

”Vi ønsker at sætte en stopper for disse støttelinjer og erstatte dem med noget, som er mindre kendetegnet af ideologi end af æstetiske kvalitetskriterier,” siger Marc Jongen og tilføjer, at der ifølge ham ikke hersker meningsfrihed ved de tyske teatre.

”Migrationskritiske holdninger er for eksempel ikke tilladt der. Paneldiskussioner med tilsvarende talere er blevet aflyst flere gange på grund af venstreorienterede protester. Det har jeg selv personligt oplevet,” siger han.

Man sporer da også selvkritik på den tyske teaterscene. Det hører til selve demokratiets kerne at kunne tale med hinanden, også med dem, der deltager i den islam- og indvandringskritiske Pegida-bevægelses demonstrationer, mener Karen Stone, generaldirektør ved Theater Magdeburg, Sachsen-Anhalt.

”Jeg mener stadig, at dæmoniseringen af en gruppe ikke er løsningen for mig. Og jeg synes, at man altid skal forsøge at nå frem til en dialog, åbne dørene. Og vise et andet perspektiv,” har hun sagt ifølge radiostationen Deutschlandfunk Kultur.

Kunst skal ikke være belærende. Man skal vise ansigt uden at forhærdes, mener også Ulrich Khuon, direktør ved Deutsches Theater Berlin. Asylkritiske stemmer skal der lyttes til, også på teaterscenen, mener han.

Det handler ikke om ”harmonisuppe”, men om at overkomme meget forskellige holdninger.

”Vigtigt er det, at vi ikke fremstår doktrinære. At vi ikke er bedrevidende, at vi ikke har slået alting fast, inden vi taler med nogen. Det er et anstrengende og givende arbejde, som alle teatre må bestræbe sig på,” siger han ifølge samme medie.