Teaterchef: Teatrene svigter publikum

Dalende besøgstal på især københavnske teatre skyldes en generel manglende forståelse for publikum, mener Allan Klie, der er kunstnerisk leder af Københavns Musikteater

Det har længe været tabu i teaterverdenen at se på relationerne til publikum, siger teaterchef Allan Klie. - Privatfoto.
Det har længe været tabu i teaterverdenen at se på relationerne til publikum, siger teaterchef Allan Klie. - Privatfoto.

I den aktuelle debat om de københavnske teatre siger du, at det er teatrene, der svigter publikum, og ikke omvendt. Hvordan?

Det handler om en generel tendens på landets teatre til ikke at kende dem, man vil have ind at se teater. Man har længe kun haft øje for alder, køn og geografisk spredning og ikke set på kulturel og social baggrund, som man gør i lande som Storbritannien, Holland og Norge.

Her har man haft succes med at sikre en mangfoldig publikumsskare. Jeg har længe talt om at indføre den tilgang herhjemme. De seneste år har Kulturstyrelsen gjort opmærksom på udfordringen og opfordret teatrene til at se på publikumsudvikling. Men indstillingen er stadig lidt arrogant, når man bliver med at sige:

Det, vi har, er godt, men vi skal bare lige få dem til at indse det. I mellemtiden taler resten af Europa om borgerinddragelse og relationer og har flyttet sig fra, at det, vi har, er godt, til at det, vi har, måske ikke er så vedkommende, som vi gik og troede.

Hvorfor har de danske teatre ikke indset det?

Jeg har lige holdt et oplæg på en konference i Kulturstyrelsen om, hvorvidt publikumsinddragelse er det nye sort, og om publikum nu skal til at definere kulturinstitutionernes dna. Men det er en absurd tilgang. Det har længe været tabu i kunstverdenen at se på relationerne til publikum, men jeg mener, det er dybt væsentligt i scenekunsten, som jeg repræsenterer.

Ordet teater kommer fra teatron, som betyder noget med ”der, hvor du sidder”, eller ”der, hvor du kigger fra”. Det betyder ikke noget med scene, og det fortæller mig, at det er vigtigt med den oplevelse, beskueren har. Jeg synes, det er noget, teatrene som samlet felt skal tage alvorligt og arbejde mere med.

Hvorfor skal man se så meget på publikum?

Der er en klar skævvridning mellem den gennemsnitlige kulturbruger og eksempelvis den gennemsnitlige københavner. Den første er typisk en kvinde i 50'erne, der bor på Frederiksberg eller Østerbro. Den anden er 36 år. Teatrene kan gøre meget mere for at nå de unge. Det handler om at arbejde med sit formsprog og finde historier, der er vedkommende for en specifik gruppe. Det har dansk børneteater været god til i mange år. Problemet er, at når folk bliver over 17 år, så slipper teatrene grebet ud fra en holdning om, at scenekunst er for alle.

Der er en tendens til, at jo større et teater er, desto sværere er det for institutionen at tænke i relationer til publikum. Det sker tit, at de placerer publikumsudvikling i marketing- og pr-sammenhæng. Men det handler om at inddrage grupper allerede i det kunstneriske repertoirevalg. Og det kan være en forklaring på problemet i eksempelvis København i disse år.

Hvad gør I selv?

Den 1. april flytter Musikteateret til det ydre Nørrebro. I København findes der 10 små storbyteatre. Ingen af dem ligger i det, man kalder Kultur Nord, som udgør 40 procent af Københavns geografiske område. Det handler dels om at spare husleje, men også om at nå ud til andre borgere og være der, hvor tingene sker og publikum også kan være.

Disse borgere vil vi gerne lave teater for. I området er der eksempelvis mange piger med tørklæde, og dem vil vi gerne i dialog med for at lave noget musikteater, der kan være vedkommende for dem. Jeg kigger meget på teatre i Rotterdam og London for at blive inspireret af, hvordan de gør.

Går det ikke mod den kunstneriske integritet at lytte så meget til modtageren?

Det synes jeg ikke. Jeg er 50 år og laver pr. automatik noget, der interesser mig, og som folk, der ligner mig, vil finde interessant. Derfor har jeg altid unge med i hele processen, så forestillinger ikke kun bliver noget for mig og mine venner.

Når folk i dag ser på DR, er der ingen, der synes, det er underligt, at der er så mange kanaler for forskellige målgrupper. Selvfølgelig skal hele verden ikke lave teater for 20-årige. Men det handler om at byde så mange som muligt velkommen, og det gør man ikke i øjeblikket.