Prøv avisen
Sorgens kunst

Sorg fylder mere og mere i kunsten – og især på teaterscenen

"Jeg løber” på Det Kongelige Teater om en far, der mister sin datter, er et af tidens teaterstykker, som går tæt på sorgen. – Foto: Camilla Winther

Det vælter frem med nye teaterstykker, der går helt tæt på sorgen og døden. Sorgbearbejdning er blevet en ”trend” i kunsten, mener ekspert

”Ej blot til lyst,” står der skrevet hen over Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Og sætningen giver i høj grad mening i teaterverdenen for øjeblikket, hvor intime stykker om død og sorg er blevet publikumssucceser. ”Jeg løber” på Det Kongelige Teater om en far, der mister sin datter, var totalt udsolgt i sidste sæson og turnerer i hele landet dette forår. ”Transfervindue” samme sted, om at være uhelbredeligt syg, er udsolgt frem til de to sidste spilledage i maj. Og den 27. januar er der så premiere på ”Troen og Ingen” på Svalegangen i Aarhus, og næsten samtlige forestillinger er allerede udsolgt.

Sidstnævnte beskrives som en ”musikdramatisk fortælling om det ultimative tab” og er baseret på sangeren Søren Huss’ pladeudgivelse fra 2010, hvor han behandler tabet af sin kæreste, der døde i en tragisk højresvingsulykke tilbage i 2007.

Også Odense Teater har sidst i januar premiere på forestillingen ”Forbrændt”, der handler om et tvillingepar, der mister deres mor. Og til marts har Betty Nansen premiere på forestillingen ”Crash” om et ægtepar, der kører galt, om ”den ubærlige sorg og drømmene, der aldrig blev realiseret”, som der står i programmet.

Sorgbearbejdelse har længe været en tendens i litteratur, billedkunst, musik og film. Men teaterstykkerne er populære, fordi de går et skridt videre, mener lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet Stig Jarl, der forsker i publikumssociologi.

”Sorgbearbejdning er på en eller anden måde blevet en slags ’trend’, selvom det virker koldt at sige. Sorg er blevet et legitimt emne og noget, vi forholder os til sammen. Flere generationer i en familie, hvor den ene forælder er død, kan gå i teatret sammen og på den måde bearbejde og forholde sig til de irrationelle og voldsomme følelser, der er i sorgen,” siger han.

Han tror samtidig, at teaterstykkerne er populære, fordi teatret kan noget særligt:

”Teatret er et intimt og i et vist omfang også trygt rum, hvor følelser er tilladte. På den ene side er vi omsluttede og beskyttede af mørket i salen. På den anden side er vi i et levende fællesskab med dem, der står på scenen og påvirkes gensidigt i det fællesskab. Det kan også være noget af det, der gør, at der findes mennesker, som er meget forsigtige med at gå i teatret – det kan være følelsesmæssigt voldsomt. Men sorg er stort, og selvom vi har behov for at være os selv med det, så har vi også behov for at være sammen om det,” siger Stig Jarl.

Han tilføjer desuden, at dansk børneteater længe har haft en stærk tradition for at tage livtag med knugende sorg.

Sorgens rum har teaterhistorisk været velbesøgt, siger teaterhistoriker Alice Bryrup Heje.

”Sorg er et tema, vi ser hos store dramatikere som Strindberg og Henrik Ibsen. Men helt tilbage til de græske tragedier for 2000 år siden har sorg og død jo været et tema. De fleste af de gamle græske skuespil er tragedier. Men for at publikum ikke skulle svømme helt væk i tårer og sorg og blive så deprimerede, at de faldt om, så lagde man småbitte komedier ind imellem disse dramaer,” siger hun.

Deraf kommer den vekslen imellem glæde og sorg, latter og tårer, som også står malet over Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

”’Ej blot til lyst’ betyder simpelthen at teatret ikke kun er underholdning morskab og komedier. Altså lystighed. Det er også til tankevirksomhed, og det skal også kunne handle om sorgen,” siger Alice Bryrup Heje.

Selvom emnet historisk set ikke er nyt, så er det nye måske, at teatret sætter fokus på den uretfærdige og meget personlige død, hvor alderdom ikke er en faktor, mener Lise Majgaard Mortensen, ph.d. i litteratur og teateranmelder ved Kristeligt Dagblad.

”Det kan man se i ’Jeg løber’ og ’Transfervindue’. Måske man kan sige, at teatret – i forrige sæson i hvert fald – handlede rigtig meget om at bearbejde en mere kollektiv sorg og dødsangst, for eksempel ved stykker om flygtningekrisen. Nu har vi igen brug for at kigge indad på individets sorgproces og sige ’alt det, der sker i verden er farligt nok – men der sker altså også noget på mikroniveau, med mig og dig og dine. Og det er også vigtigt’,” siger Lise Majgaard Mortensen.