Teatret er traditionen tro rykket ud i det grønne

Høj sol og skyfri himmel har skudt dette års udendørs teatersæson i gang med forestillinger i hele landet

Det Kongelige Teaters ”Røde Orm” spiller i øjeblikket i Ulvedalene. –
Det Kongelige Teaters ”Røde Orm” spiller i øjeblikket i Ulvedalene. – . Foto: Miklos Szabo.

Mens mange landmænd de seneste uger har kigget langt efter udsigten til regn, ser det anderledes ud for mange danske teatre. For dem er regnen nemlig en fjende og solen en kær ven i sommermånederne, hvor flere forestillinger opsættes under åben himmel.

”Røde Orm” og hans vikingeskib har allerede for flere uger siden lagt til i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København. Ved Mårslet, syd for Aarhus, gør Vilhelmsborg Festspil sig klar til premieren på en udendørsopsætning af den populære musical ”Grease”.

Og i Hedehusene ved Roskilde satser Opera Hedeland på den italienske opera ”Lucia di Lammermoor”, der indtager amfiteatret til august. Friluftsteater er for mange en fast del af den danske sommer – og det har det været i mange år.

I Ulvedalene, hvor man i øjeblikket kan opleve Det Kongelige Teaters ”Røde Orm”, der sidste år blev opført ved Moesgaard Museum i Aarhus med over 93.000 som publikum, går traditionen helt tilbage til 1910.

I den første sæson var Adam Oehlenschlägers ”Hagbarth og Signe” med musik af Carl Nielsen på repertoiret. Under Anden Verdenskrig var friluftsspillene stærkt præget af nationale undertoner, og frem til sommeren 1949 opførtes stykker som Johan Ludvig Heibergs ”Elverhøj” og Holger Drachmanns ”Der var engang” med tusindvis af tilskuere. Efter næsten 50 års pause blev traditionen taget op igen i 1996, hvor Det Kongelige Teater opførte netop ”Elverhøj”, og siden har man i Ulvedalene holdt fast i det udendørs teater, ligesom sommer stadig er lig med friluftsteater i mange andre danske byer.

Selvom det er let at glemme dette år, hvor solen i maj, og nu også juni, har været ekstra gavmild, er det danske sommervejr nu ikke altid lige til at regne med – og netop regn kan få alle friluftsteaterdrømme og -budgetter til at drukne.

For det kan være dyrt for teatrene, hvis de må aflyse alt for mange planlagte udendørsforestillinger på grund af regn. Det problem stødte man allerede på i Ulvedalene i 1911, hvor Oehlenschlägers ”Hagbarth og Signe” den 28. juni og den 30. juni 1911 måtte aflyses på grund af dårligt vejr.

Da ”Røde Orm” spillede i Aarhus sidste år, blev det også til to aflysninger på grund af regn. Hvordan det ender med vejret denne sæson er endnu ikke helt til at sige, men et er sikkert – sommeren er startet bedre ud for friluftsteatrene end for landmændene.