Både på og uden for scenen har der været nok at se til for Morten Kirkskov i hans første år som skuespilchef på Det Kongelige Teater. Der er lige kommet en ny bestyrelse for teatret, og den 52-årige tidligere teaterchef på Aalborg Teater optrådte for nylig selv på de skrå brædder som medvirkende i ”De stedløse” - et stykke om flygtningesituationen og den forvirring og afmagt, der hersker i Europa lige nu.
Det lå ikke i kortene, at Morten Kirkskov skulle være skuespilchef på Det Kongelige Teater, da han voksede op i Sønder Omme.
”Jeg kommer godt nok fra et hjem med klaver, som man siger, men det var, fordi jeg ønskede mig et, da jeg var 14 år. Min mor døde, da jeg var 13 år, og min far var meget storsindet i tiden efter, når jeg bad om noget, for hvad kunne han ellers gøre i den situation? Jeg fik også en hund,” fortæller han.
”Det kommer stadigvæk bag på mig, at jeg er kunstner. Nu hvor jeg er på Det Kongelige Teater, så er det jo kunst, jeg sætter i sving derinde, og også det, jeg har lavet de seneste 25 år som skuespiller, instruktør og teaterchef på Aalborg Teater, men jeg tænker egentlig ikke på mig selv som kunstner. Jeg har mere opfattet det som en måde at leve på eller snarere overleve på.”
Den afstand, der kan være mellem, hvad man tænker om sig selv, og hvad man rent faktisk går rundt og laver, finder han utrolig interessant. Hans tilgang til livet og arbejdet er ikke en stræben efter at komme et bestemt sted hen, men mere en lydhørhed over for, hvad livet vil med ham, og hvordan det udfolder sig.
Morten Kirkskov trækker på mange års erfaring som skuespiller og instruktør, og nu hvor han sidder i stolen som skuespilchef, er det oplagt at spørge, hvordan han tænker om sig selv som leder, og om han har taget instruktørens og skuespillerens metode med sig over i sit hverv som leder.
Hvad er din drivkraft som kunstner og chef. Er der forskel?
”Når det er godt som skuespiller, er det et rum, hvor du ikke kan røres. Et rum med en frisættelse af energi. Som chef bliver du nødt til at bevare en vis kontrol over det, du gør. Som skuespiller er det din opgave at miste kontrollen hele tiden. Opbygge noget og miste det igen. Opbygge noget nyt og miste det igen. Og så pludselig er den der.”
”Det er det modsatte, du skal som chef, hvor du skal gå mere kontrollerede veje. Det er uklædeligt som chef at hidse sig for meget op, så der er nogle følelser, du ikke kommer af med, som man har lov til at give udtryk for på en scene. Jeg gør meget ud af både som instruktør og leder at sørge for, at folk opfører sig ordentligt. Teater skal ikke være terapeutisk. Man skal komme forbi det sted og bruge sin energi kreativt.”
Hvad er din drivkraft som instruktør?
”Det er i bund og grund at fortælle noget uventet. De uovervågede situationer, hvor man bliver taget med bukserne nede. Det er spændende. Det værste teater er, når man ikke bliver overrasket. Vi ved jo godt, at Hamlet skal dø, men alt sammen handler om, hvordan det skal ske. Og det kan ske på mange måder.”
”Der er aftener, som er helt fantastiske - hvor der er total overensstemmelse mellem stof, sal, tekst, skuespillere, lys, temperatur. Alt lykkes.”
”Nogle gange kan teatret blive for følsomt, og jeg sidder med en fornemmelse af, at det, der foregår, ikke har noget med mig at gøre, men mere handler om skuespillerens følelser. Det kan blive lidt for 'villet'. En handling kan være meget stærkere og få mig til at føle noget, jeg ikke anede, jeg indeholdt.”
Hvad kan det gode teater?
”Godt teater handler for mig om mødet mellem natur og dannelse. At se, hvad vi mennesker gør, når vi ikke lige overvåger os selv. På en scene er det ikke sjovt at se nogen, der er lykkelige eller opfører sig pænt. Det er det bare ikke! Det er altid sjovere at se forbrydere og syndere. Hvad stiller de op med deres fejltagelser?”.
Både kunstnerisk og som chef tror han på, at de store beslutninger tager sig selv. Kunsten er at facilitere og stille rammer til rådighed. Man skal turde jonglere lidt med det og vente med at hugge til, indtil den er der. Ikke noget med minutiøse planer og spekulationer her, siger han:
”Du kan ikke planlægge vejen derhen, hvert skridt. Du kan ikke vide, hvor det lander. Man kan vide, hvad det er, man gerne vil. Hvordan følelsen er ved at være der. Som når man visualiserer, hvordan man gerne vil have det i sidste ende. Nogle gange sidder man og hugger i det som en sten, hvor man tænker, hvorfor bliver det ikke til noget? Andre gange former det sig selv - det er dér, det bliver godt.”
”Gertrude Stein har et citat, hvor hun siger noget i retning af: Du tror, du skal hen et bestemt sted, og når du så kommer derhen, så var det ikke det alligevel! Tingene forandrer sig. Som skuespilchef vælger du nogle titler, og du vælger nogle kollektiver. Du aner ikke, om det går godt, men du tror på, at der er en mening med at sætte de her mennesker sammen. Med alle mulige risici. Bag det ligger der en instinktiv fornemmelse af, at det vil være sjovt at se, hvad der vil ske i det her møde. Det kan være alt fra, at jeg husker en fantastisk udgave af en klassiker, eller den her skuespiller, der vil være fantastisk i præcis den her rolle. Eller en instruktør, der har en fantastisk idé, jeg godt kunne tænke mig at se realiseret, selvom jeg ikke selv ville lave netop det stykke på samme måde.”
Hvilke forestillinger vil du gerne sætte op i fremtiden?
”Det er noget, der opstår i arbejdet sammen med de andre og i forhold til den tid, vi lever i. Jeg er ved at forme mit program i bred forstand, og det har sin horisont. Med premieren for nylig på 'De stedløse' tog vi hul på et nyt format, som vi kalder 'KGL Akut'. Det er et format, som sætter os i stand til at lave lidt ballade ud over det repertoire, man nu engang skal lave i god tid på et teater. Hvor vi kan tage noget, der berører os alle sammen, og behandle det kunstnerisk, så vi måske forstår virkeligheden anderledes. Det er jo det, teatret gerne skal kunne.”