Line Høj Høstrup, 31 år. Tegneserietegner og illustrator. Aktuel med den grafiske roman ”Det rette element”:
”Det eksistentielle i livet fylder meget for mig. Egentlig er jeg en helt almindelig lykkelig leverpostejsdansker, og kunstnere som mig kan godt have lidt mindreværdskomplekser over, at man måske ikke har de helt store tunge livserfaringer at lave kunst om. Selvom jeg er forskånet for mange ting, har jeg stadig tanker om livet og døden og svært ved at gribe fat i alt for abstrakte ting. Her kommer de dagbogsagtige tegninger ind som et værktøj, jeg kan bruge til at forankre filosofiske abstraktioner. Jeg kan være bange for at miste, bange for ikke at have succes eller for at fejle, og det er følelser, som jeg tænker, vi alle kæmper med. Som kunstner er det min måde at undersøge dem i dybden på. Hvordan ser følelserne konkret ud for mig? Hvorfor er det vigtigt for mig at have en guldring til at bevise min kærlighed til min ægtemand? Livet er så stort og ubegribeligt, så at have en guldring som symbol på kærlighed, gør det hele mere trygt. Nogle gange kan jeg kæmpe lidt med, at det føles narcissistisk at sidde og fortælle historier om mig og mit liv. Det er jo mit selviske behov at skabe de her ting, men netop fordi det er så almindeligt, kan folk også bedre genkende sig selv i det og reagere stærkere på det, end hvis jeg skrev og tegnede fiktion. Genkendeligheden og umiddelbarheden føles naturlig for mange, og det tiltrækker et publikum, som nok ellers ikke ser sig selv som tegne-seriefans.”
Signe Parkins, 40 år. Billedkunstner og illustrator. Aktuel med kunstbogen ”Grøde”:
”Tegnekunsten er et sted, hvor jeg får vendt nogle ting omkring det at være menneske. Jeg prøver at finde billeder på nogle menneskelige følelser. Nogle ting kan jeg bedre forstå ved at forvrænge dem, som jeg gør med kroppen i min nye bog ’Grøde’. Her er der for eksempel kvinder med nogle meget lange bryster, og hvor kønnet bliver forvrænget. Jeg er meget optaget af at overtage kroppen, at omforme den og gøre den til noget nyt og andet. Kroppen er på en måde et fængsel og ved at tegne den på en ny måde, bliver den til noget andet. Det er meget befriende for mig at tegne. Tegning er for mig også mere direkte end ord. Det er, som om et billede kan nuancere på en anden måde, end ord kan.
Mit dagbogsprojekt fra 2005 handlede om mine egne følelser og mine egne relationer. Jeg arbejder ikke selvbiografisk med mine andre bogprojekter. Jeg er personligt meget investeret i mit arbejde, men jeg bruger ikke min private person som afsæt længere. Jeg er optaget af kroppen som en organisme i konstant forandring og bevægelse, formet af følelser og køn. Alt, jeg laver, har noget at gøre med, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vi er sammen med andre. Og hvordan man har nogle begrænsninger som mennesker. Det dukker på en måde altid op i mit arbejde.”