Prøv avisen

Tendens: Den 11. september indtager litteraturen

Foto: .

Flere og flere romaner handler om terrorangrebene den 11. september 2001. I USA er netop udkommet Don DeLillos "Falling Man", i Danmark er Mohsin Hamids "Den modvillige fundamentalist" lige sendt på gaden, og til august udkommer John Updikes "Terrorist" på dansk. Men trods romanforfatternes interesse for terrorangrebet, er den 11. september et vanskeligt emne at behandle litterært, mener eksperter

En af vor tids største, fælles historier udspillede sig den 11. september 2001, da 19 flykaprere satte USA i undtagelsestilstand, mens resten af verden chokeret så på. Og der gik kun dage eller uger, førend den første bølge af digte, popsange og teaterstykker om den tv-transmitterede massebegivenhed begyndte at skylle hen over den kulturelle sfære.

Den skønlitterære verden reagerede anderledes langsomt. Bortset fra en håndfuld knaldromaner gik der næsten tre år, før de første litterære værker med et 11. september-tema begyndte at dukke op i boghandlerne. Og først i dag, fem et halvt år senere, er de værste terrorangreb i USA's historie for alvor ved at blive integreret i den seriøse, langtidsholdbare skønlitteratur. Blandt de mest markante eksempler er Jonathan Safran Foers "Ekstremt højt og utrolig tæt på" (2003), Ian McEwans "Lørdag" (2005) og Don DeLillos "Falling Man", der netop er udkommet i USA og endnu ikke oversat til dansk.

Nogle amerikanske kritikere betegner i dag "post 11. september-romanen" som en genre i sin egen ret, men det er en overfortolkning, vurderer professor på New York University Ulrich Baer, der som redaktør af antologien "110 Stories: New York Writes After September 11" (2002) stod bag et af de første forsøg på at gøre terrorangrebet til genstand for litterær fiktion.

Jeg tror, at de fleste romanforfattere lige nu bruger den 11. september som en markør, der definerer et eller andet i de personer, som de skriver om, snarere end som et eksplicit tema. Jeg mener ikke, at det udgør en egentlig genre, siger han.

Den vurdering deler forfatteren Jeff Talarigo, der er stipendiat på forskningsbiblioteket New York Public Library. Han arbejder selv på en roman, der med udgangspunkt i en beretning om en gruppe palæstinensere i Mellemøsten beskæftiger sig med både terrorisme og med efterdønningerne af den 11. september 2001.

Det tager lang tid at skrive en roman, og derfor ser vi nu en lille bølge af bedre bøger, der beskæftiger sig med begivenheden. Men det gør det ikke til en ny genre i amerikansk litteratur, konstaterer han.

Selvom det er nogle af de mest respekterede amerikanske forfattere, som nu udkommer med 11. september-romaner, så ser både offentligheden og anmelderstanden ofte værkerne som en slags krænkelse af hellig jord.

Romanforfattere synes bare ikke at kunne holde deres blækplettede vanter fra 11. september-angrebene, gør de? De meningsløse handlinger skriger efter en magtfuld, meningsgivende narrativ behandling, men ingen synes at kunne give dem det," lyder det eksempelvis i ugemagasinet Times anmeldelse af Don DeLillos roman "Falling Man".

Den unikke kollektive erindring, der omgiver angrebene på USA, gør det til et kontroversielt og særligt krævende litterært tema, forklarer Jeff Talarigo.

Den 11. september var en utroligt visuel massebegivenhed, som mange mennesker føler, at de personligt har gennemlevet og har en andel i. De fleste af os kan lukke øjnene og genkalde indre billeder af dagen. Det er næsten umuligt at være neutral. Derfor er der en særlig udfordring i at skrive en roman, som er mere end en genfortælling, og som giver begivenheden en ny mening, siger han.

Det er af samme årsag afgørende, at forfattere forstår at udtrykke emnets kompleksitet, understreger han.

Når man som forfatter beskæftiger sig med terror eller den 11. september, der har rødder i en fremmed kultur, så står klicheerne og stereotyperne lige for. Man kan have sin "typiske terrorist", der gør "typiske terrorist-ting", men terrorister er sammensatte mennesker, siger Jeff Talarigo, der som led i sin egen research boede i Gaza i en periode og opsøgte medlemmer af terrororganisationen Hamas.

Han nævner Ian McEwans "Lørdag" og Don DeLillos "Falling Man" som to romaner, der bør få en plads i en kanon over markant 11. september-litteratur. Men han påpeger samtidig, at den store, episke roman om begivenheden meget vel kan ligge langt ude i fremtiden. Eksempelvis udkom Lev Tolstojs "Krig og fred" (1864) 52 år efter Slaget ved Borodino mellem den russiske og den franske hær, mens Erich Maria Remarques "Intet nyt fra vestfronten" (1929) dukkede op 11 år efter Første Verdenskrigs afslutning.

Historisk perspektiv gør ikke nødvendigvis litteratur bedre, men romaner tager tid, og derfor har vi formentlig meget til gode, siger Jeff Talarigo.

I 11. septembers febrilske kølvand forudsagde flere kritikere og forfattere, at litteraturen for bestandig ville være forandret. Deres frygt var, at fiktionen i lyset af de monumentale begivenheder var blevet irrelevant eller ude af stand til at bringe mening til den nye, forandrede verden.

Idéen om, at romanforfatterens opgave er at gå ud på gaden og gengive den sociale virkelighed, kan meget vel være blevet forandret af begivenhederne den 11. september, alene gennem påmindelsen om, at uanset hvad romanen finder på, så kan "kulturen" altid finde på noget større, skrev eksempelvis kritikeren James Wood.

I dag er der imidlertid intet, der tyder på, at den profeti er gået i opfyldelse.

Folk begyndte hurtigt at skrive igen. Litteraturen er uforandret. Og de samme regler gælder for den gode 11. september-roman, som for alle andre romaner: Det er altafgørende, at forfatteren skriver, fordi han eller hun føler dybt for emnet, og ikke fordi det er et trendy emne, siger Jeff Talarigo.

Og frem for at være irrelevant har skønlitteraturen tværtimod en særlig rolle at udfylde i vores post-11. september-verden, bemærker Ulrich Baer.

Den kan give os en fornemmelse for, hvordan vi kan integrere begivenheden i vores fortællinger om, hvordan tid og historie har udspillet sig, uden at den er nødt til at ofre selve oplevelsen for at gøre sig forståelig for grupper med meget forskellige synspunkter og dagsordener. Begivenhedens emotionelle dimensioner kan bevares uden at skulle forstås og dermed uden at gøre fortælleren ansvarlig for en andens version eller opfattelse af den. Litteratur er et arkiv for følelse befriet for konkret mening, siger han.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk