I det forgangne år er det blevet heftigt diskuteret, hvad præster bør tro på. Det begyndte med sagen om Per Ramsdal og opstandelsen, siden fulgte debatten om næstekærlighedsbuddet og reinkarnation, og hele tiden i disse tider lurer spørgsmålet om Guds almagt.
Set i lyset af dette er det interessant at læse prædikensamlingen ”Tværsnit”, der rummer 31 prædikener af yngre prædikanter samlet af Johannes Aakjær Steenbuch fra Økumenisk Ungdom. De fleste er teologer, nogle er præster i folkekirken, et par er udlændinge, og iblandt dem er også idéhistorikere og folk af anden humanistisk uddannelse.
Fælles for dem er, at de tager teologi og kristendom alvorligt i en samling prædikener, der rækker lige fra den klassiske forkynderstil til den mere frisk fyragtige frikirketone. Også den katolske kristendom er repræsenteret. Overordnet set er bogen kendetegnet ved, at prædikanterne leverer et slags svar på tiltale i forhold til tidens teologiske debatter, hvilket som udgangspunkt er velgørende. Man kan godt få den tanke, at der i teologien herhjemme hersker en vis ”opløsning” og ”relativisme”, som Johannes Aakjær Steenbuch formulerer det i forordet, og bogen her tager tråden op.
Som læser bemærker man som noget af det første et velsignet fravær af sarkasme, plathed og ironi - alle disse krumspring, der i teologisk forstand ofte udspringer af forlegenhed ved budskabets alvor. Teolog Thomas Harbøl skriver direkte i sin prædiken, at kirkerummet skal være fritaget for den ironi, der ellers præger tiden.
Man aner en generel træthed ved berøringsangsten over for dogmatik, og meget konkret bliver det hos norske Camilla Westens, der understreger, at kristendommen ikke blot er en kærlighedsreligion, men en opstandelsesreligion. Uden troen på den reelle sejr over døden tror man ikke. Også sognepræst Thea Emilie Laukamp synes led og ked af tidens sentimentale tale om kærlighed og indleder sin prædiken om dommedagstankens nødvendighed i en ligefrem irriteret tone: ”Åh! Den kærlighed, den kærlighed! Vi vil ikke høre om det, vi betragter som bagsiden af medaljen: Synd. Guds straf. Dommedag. Det er ganske enkelt fy-ord, for vi har ikke lyst til at få det dårligt med os selv.”
Særligt glædeligt er det, at flere prædikanter forstår at skelne mellem det absolutte og det relative og påpeger, hvordan mennesket i forholdet til Gud mindes om ikke at ophøje eget anliggende. Sognepræst Marie Høgh beskriver, hvordan intet - heller ikke fædrelandet eller endog de nærmeste i ens liv - må få en status, hvor forgudelsen sætter ind. Hun skriver: ”Forguder vi de givne og ikke det gudgivne forhold, da bygger vi på sandgrund, fordi de er underlagt forgængelighedens vilkår og dom. For jo mere vi stiller sådanne krav, bliver ethvert mellemmenneskeligt forhold forvredet.” Ordene rummer et vigtigt opgør med tidens banalt-humanistiske forkyndelse, og både Høgh og andre i denne bog forstår, hvordan vi konstant kan være i færd med at forgude det forkerte.
Også idéhistoriker Benjamin Marco Dalton har et skarpt blik for, hvordan menneskelige projekter nemt ender med at definere vores identitet, hvormed vi kan blive til slaver af vores egen idé om det ideelle. Der er grundlæggende klog og til alle tider vigtig teologisk tænkning på spil her.
Imidlertid skal man som sagt være indstillet på en virkelig ujævn læseoplevelse. Man springer fra skarp dialektisk tænkning til en væsentligt mere enfoldig kristen udlægning, hvor Gud omtales som en kammerat i øjenhøjde, som man kan vente svar fra, når man beder.
Den anmassende og ikke særligt raffinerede forkyndelse fylder lidt rigeligt i bogen, og generelt er jeg ikke imponeret over behandlingen af sproget. Visse steder møder man vendinger, der flyver for lavt, som her hos præstelærling i frikirken København Vineyard, Martin Walsøe: ”Jeg vil rigtig gerne bede for dig, som ikke kender Gud. Du har måske wreslet med ham før og givet op.” Det står atter klart, at det aldrig er rart at blive talt ned til af en prædikant. Bogen ønsker at præsentere så forskellige stemmer som muligt, der er fælles om at stå i opposition til tidens relativisme, og hensigten er god. Men springet i teologisk og sproglig kvalitet bliver visse steder så stort, at læselysten svækkes.
"Tværsnit” lever således i kraft af de virkeligt begavede stemmer, der ønsker at bygge på klippegrund og har blik for, at folkekirken lever i fare for at gøre sin egen undergrund til sand.
Læsningen af dem er opmuntrende i en tid, hvor man må spekulere over, hvor den kristne forkyndelse på længere sigt bevæger sig hen. Der er grund til bekymring, men visse af stemmerne i denne bog viser, at der også er grund til håb.
kultur@k.dk